Legislator Case Law & Legislation
19991XX00302 DK

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2000) - L 178

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 178 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2000)

Arbejdsministeren (Ove Hygum)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til Ferielov.

(Lovforslag nr. L 178).

Forslaget til ny ferielov moderniserer og forenkler på en række punkter den gældende lov uden dog at bryde med de grundlæggende principper i den gældende lov.

Allerede i forbindelse med første høringssvar udtrykte parterne overordnet set tilfredshed med loven. Høringsrunden affødte en række spørgsmål og forslag til ændringer, hvorfor loven i dag i endnu højere grad er i overensstemmelse med parternes ønsker.

Med den ny ferielov får arbejdsmarkedets parter blandt andet en øget adgang til at aftale andre ferieregler, dog med respekt af internationale forpligtelser. Som aftalepart på lønmodtagerside skal der fortsat mindst være tale om en lokal fagforening, der er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation. Der er imidlertid intet i vejen for, at den overordnede ferieoverenskomst har karakter af en rammeoverenskomst, som senere kan udfyldes ved en lokal aftale på den enkelte virksomhed. Opretholdelsen af kravet om på hvilket niveau lønmodtagerne skal forhandle, skal ses i lyset af, at det fremover vil være muligt, at fravige lovens regler også til ugunst for lønmodtagerne.

Moderniseringen af loven kommer blandt andet til udtryk ved en ændring af lovens optjeningsprincip. De fleste lønmodtagere arbejder i dag i en 5-dages-uge. Som en konsekvens heraf ændres ferieugen fra en 6-dages til en 5-dages-uge. Endvidere går risikoen for lønmodtagerens sygdom først over til lønmodtageren, når ferien begynder, og arbejdsgiverne vil blive tilskyndet til i højere grad at tage hensyn til børnefamiliers feriebehov.

Som nævnt åbner loven nu mulighed for en langt højere grad af aftalefrihed mellem parterne. Fremover vil man derfor kunne aftale, at en del af den optjente ferie kan overføres til det kommende ferieår. Endvidere åbnes der mulighed for, at parterne kan aftale, at ferie optjenes i timer i stedet for i dage. Herudover kan parterne fravige en række andre bestemmelser i loven, for eksempel om hvornår hovedferien og den øvrige del af ferien skal holdes.

Et væsentligt element i forslaget er, at ferieloven nu fremtræder langt mere venlig overfor brugerne: Den enkelte arbejdsgiver og lønmodtager, der bruger loven til hverdag. Det er bl.a. sket ved at indskrive 60 års praksis i loven, men også ved at det nu klart fremgår, hvad der er lovens system, og hvor der er mulighed for at aftale noget andet. Loven er altså meget tydeligere og derfor også lidt længere.

Samlet set giver loven mulighed for, at der i højere grad kan tages hensyn til de forskellige behov, der er på de enkelte dele af arbejdsmarkedet, hvilket vil give øget fleksibilitet til glæde for såvel lønmodtagere som arbejdsgivere.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →