Skriftlig fremsættelse (26. januar 2000) - L 174
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (26. januar 2000)
Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af beredskabsloven, lov om orlov og lov om ferie. (Udvidet beslutningskompetence til fælles beredskabskommissioner, gebyr for udrykning til visse alarmer, antagelse af kvinder på værnepligtslignende vilkår m.v.).
(Lovforslag nr. L 174).
Lovforslaget åbner mulighed for, at kommunalbestyrelserne i de kommuner, der har samordnet deres redningsberedskab og derfor skal nedsætte en fælles beredskabskommission, kan henlægge beslutningskompetence til den fælles beredskabskommission vedrørende forebyggende brandforanstaltninger.
Med lovforslaget tilvejebringes endvidere hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan foretage en systematiseret offentliggørelse af brandsynsresultater. En offentliggørelse af resultaterne af gennemførte brandsyn vil kunne bidrage til, at de ansvarlige for landets forsamlingslokaler tillægger brandsikkerhedsmæssige spørgsmål yderligere opmærksomhed, og til at borgerne vil få bedre mulighed for at orientere sig om beredskabsmyndighedens seneste vurdering af brandsikkerheden.
Kommunalbestyrelsen kan i dag med hjemmel i de almindelige kommunalretlige grundsætninger opkræve gebyr for redningsberedskabets udrykning til blinde alarmer fra automatiske brandsikringsanlæg, der ikke er lovpligtige. Med lovforslaget tilvejebringes hjemmel for kommunalbestyrelsen til at opkræve gebyr for redningsberedskabets udrykning til blinde alarmer fra lovpligtige automatiske brandsikringsanlæg.
Lovforslaget åbner herudover mulighed for, at kvinder kan antages til tjeneste i redningsberedskabet på værnepligtslignende vilkår. Hermed skabes en ligestilling med forsvaret.
Der er desuden i lovforslaget medtaget en bestemmelse om, at en person skal være fyldt 18 år for at kunne pålægges tjeneste i redningsberedskabet (beredskabspligt), hvilket er i overensstemmelse med FN s udkast til tillægsprotokol til FN-konventionen om barnets rettigheder.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.