Skriftlig fremsættelse (16. december 1999) - L 163
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (16. december 1999)
Trafikministeren (Sonja Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om Københavns Havn A/S.
(Lovforslag nr. L 163).
Institutionen Københavns Havn foreslås omdannet til et statsligt aktieselskab, Københavns Havn A/S. Selskabet skal tilrettelægge og gennemføre omdannelsen af de havneområder i København, som ikke skal anvendes til havnedrift. Selskabet skal desuden drive havnedrift, eventuelt i samarbejde med Malmø Havn.
Selskabet skal i sin arealdisponering aktivt bidrage til at skabe et levende miljø langs havnefronten med afvekslende og attraktive miljøer med en passende balance mellem boliger og erhverv. Den styrkede indsats nødvendiggør mere fleksible rammer omkring Københavns Havn, hvilket tilgodeses ved omdannelsen til aktieselskab.
Herudover er det selskabets formål at drive havnevirksomhed i København. Lovforslaget sikrer, at Københavns Havn A/S kan indlede et samarbejde med Malmø Havn. Det forventes, at et sådant samarbejde kan skabe gode fremtidige vækstbetingelser for fremme af den miljøvenlige søtransport.
Som led i omdannelsen betaler selskabet et stiftertilgodehavende til staten på 750 mill. kr. i år 2000. Der sigtes mod udlodning af yderligere 250 mill. kr. årligt i perioden 2001-2004. Det forudsættes, at der til enhver tid er tilstrækkelige midler i selskabet til at sikre en dynamisk udvikling og forsvarlig drift af selskabet, herunder af havnevirksomheden.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.