Legislator Case Law & Legislation
19991XX00207 DK

Skriftlig fremsættelse (16. december 1999) - L 155

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 155 Valid

Skriftlig fremsættelse (16. december 1999)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove. (Elselskabers overgang til almindelig skattepligt m.v. elreformen).

(Lovforslag nr. L 155).

Lovforslaget er en del af opfølgningen på aftalen af 3. marts 1999 samt tillægsaftalen af 17. november 1999 mellem Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti om en lovreform for elsektoren. Lovforslaget skal således ses i sammenhæng med lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning samt forslag til lov om ændring af lov om elforsyning (Kraftværkernes økonomiske forhold m.v.) (L 139) fremsat den 7. december 1999. Der er ikke taget endelig stilling til den del af aftalen, der vedrører indførelsen af en særlig avanceskat ved førstegangsafståelse af aktier m.v. i elselskaber. Lovforslaget indeholder derfor ikke særlige regler herom.

Efter aftalen om en lovreform for elsektoren skal alle elselskaber - også de kommunale - gøres skattepligtige på linie med aktieselskaber. Efter lovforslaget indføres der skattepligt for alle selskaber m.v., i hvis aktiviteter indgår produktion, transport, handel eller levering af elektricitet. Der er særlige regler om skattepligten for kommuners aktivitet med netvirksomhed eller elproduktion ved affaldsforbrænding, som ikke skal udskilles i et særskilt selskab. Der foreslås indgangsværdier, således at de under miljø- og energiministeren aftalte principper for sektorens åbningsbalancer, også kan være udgangspunktet for de skattemæssige afskrivningsgrundlag. Endvidere foreslås regler, hvorefter de omstruktureringer, der skal ske som følge af elreformen, kan ske efter fusionsskattelovens successionsprincip. Af hensyn til myndighederne og virksomhedernes ressourceanvendelse og for at skabe sikkerhed for lige vilkår ved overgang til skattepligt foreslås generel skattefritagelse for tiden før 31. december 1999, således at den igangværende undersøgelse af elsektorens overholdelse af gældende skatteregler ikke videreføres. Lovforslaget indeholder endelig regler, der under hensyn til miljø- og energiministerens forslag til lov om ændring af lov om elforsyning (Kraftværkernes økonomiske forhold mv.) (L 139) fremsat den 7. dec. 1999, sikrer, at tab som følge af visse hæftelser er skattemæssigt fradragsberettiget, og tilførsel af midler til sikring af kraftværkernes økonomi ikke har skattemæssige konsekvenser.

Det er forbundet med meget stor usikkerhed at skønne over provenuvirkningen som følge af overgangen til skattepligt for selskaber i elsektoren. Det skyldes bl.a. at et eventuelt skatteprovenu vil afhænge både af de fremtidige elpriser og af den fremtidige struktur i elsektoren, ejerforhold, konkurrenceforhold, omfang af nyinvesteringer, reguleringer, åbningsbalancernes værdi m.v. Der skønnes samlet set ikke at fremkomme noget nævneværdigt provenu af lovforslaget de nærmest kommende år. For produktionssektoren skønnes en beskeden indtjening samt store skattemæssige afskrivninger og rentebetalinger således ikke at udløse skatteprovenu de første 8-10 år. På længere sigt kan der dog blive tale om et provenumæssigt potentiale. Reguleringen af især forsyningspligtige virksomheder og net-/distributionsvirksomhederne vil formentlig kun medføre en begrænset mulighed for at skabe et skattepligtigt overskud, der med den nuværende ejerstruktur formentligt vil blive kanaliseret tilbage til forbrugerne i form af lavere priser.

I det jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →