Skriftlig fremsættelse (15. december 1999) - L 153
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (15. december 1999)
Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver m.v. (Arkivlovens registerbestemmelser m.v.).
(Lovforslag nr. L 153).
De foreslåede ændringer af arkivloven drejer sig primært om tilpasning af arkivloven til Justitsministeriets kommende lov om behandling af personoplysninger.
Justitsministeriets lovforslag skal bl.a. gennemføre EU-direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Forslaget skal afløse den gældende registerlovgivning. Den foreslåede nye lov dækker alt materiale indeholdende personoplysninger, dvs. både manuelle registre og alt edb-sagsmateriale med personoplysninger.
Den gældende arkivlov fastsætter en særlig procedure for sletning eller aflevering til Statens Arkiver af registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Et af hovedpunkterne i den foreslåede ændring af arkivloven er en ophævelse af særreglen om edb-registre med personoplysninger. Fremover skal der for materiale med personoplysninger gælde de almindelige regler om aflevering.
Et andet hovedpunkt er bestemmelser, der skal sikre, at den arkivmæssige behandling af materiale, der indeholder personoplysninger, sker med hensyntagen til relevante beskyttelsesinteresser.
Nyordningen giver en administrativ forenkling og antages at medføre en aflastning af det Datatilsyn, som Justitsministeriet foreslår oprettet i sit lovforslag. Datatilsynet skal ikke længere tage stilling til konkrete bevaringsspørgsmål, men inddrages ved fastsættelse af generelle regler om offentlige arkivers behandling af personoplysninger og i afgørelsen af konkrete spørgsmål om dispensation fra den almindelige tilgængelighedsfrist på 80 år for arkivalier, der indeholder personoplysninger.
Lovforslaget vil også indeholde bestemmelser, som ikke har sammenhæng med lovforslaget om behandling af personoplysninger
Der foreslås en bestemmelse, der giver mulighed for, at Statens Arkiver på et passende tidspunkt kan kræve betaling af statslige myndigheder for bevaring af papirarkivalier. Forslaget skal ses som en udløber af regeringens IT-politiske handlingsplan, hvor forvaltningens overgang til elektronisk sagsbehandling er et vigtigt element.
Desuden foreslås en bemyndigelse til at delegere den mere detaljerede regelfastsættelse vedrørende en række forhold af overvejende arkivteknisk karakter til rigsarkivaren.
Lovforslaget har ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget genfremsættes, idet der er tilføjet bestemmelser om Domstolsstyrelsens kompetence ved behandling af konkrete tilgængelighedssager for så vidt angår materiale, der er afleveret fra retterne.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne, anbefaler jeg forslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.