Legislator Case Law & Legislation
19991XX00144 DK

Skriftlig fremsættelse (3. december 1999) - L 122

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 122 Valid

Skriftlig fremsættelse (3. december 1999)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven. (Indberetning fra kuratorer om udloddede dividender m.v.).

(Lovforslag nr. L 122).

Regeringen nedsatte i 1997 et embedsmandsudvalg - »Koordineringsudvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet mod det offentlige« - hvor der var repræsentanter fra 9 ministerier og kommunerne. Udvalget fremlagde i april 1999 sin rapport med forslag til en række initiativer med henblik på at bekæmpe økonomisk kriminalitet mod de offentlige kasser. Nogle af initiativerne indgik i de lovforslag, som udmøntede aftalen om Finansloven for 1999 om en styrket indsats mod sort arbejde og socialt bedrageri.

En arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra Arbejdsministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Skatteministeriet, Socialministeriet, Udenrigsministeriet og Økonomiministeriet har efterfølgende overvejet, hvilke af de initiativer i Koordineringsudvalgets rapport, der endnu ikke var taget stilling til, som kunne have relevans for budgetteringen af Finansloven for 2000.

Arbejdsgruppen har gennemgået forslagenes provenumæssige virkninger og administrative omkostninger, samt vurderet dem i forhold til retssikkerheden. På denne baggrund er der udvalgt 8 initiativer, hvor 7 af initiativerne kan gennemføres på baggrund af eksisterende lovgivning.

Nærværende lovforslag omfatter det 8. initiativ, hvorefter kuratorer skal tilpligtes at foretage indberetning til told- og skattemyndighederne af udloddede dividender.

Der gælder i praksis, at tab på forretningsdebitorer kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen i det år, tabet er konstateret og kan opgøres. Der kan dog under særlige omstændigheder - f.eks. i tilfælde af debitors konkurs - foretages skattemæssig nedskrivning på fordringen med det tabte beløb. Det er en forudsætning for godkendelse af nedskrivningen, at det pågældende regnskab føres således, at det sikres, at de nedskrevne beløb føres til indtægt i det omfang, de senere måtte indgå, herunder i forbindelse med udlodning af dividende fra en forretningsdebitors konkursbo.

For så vidt angår beregning af momsgrundlaget gælder der, at der som udgangspunkt ikke kan foretages fradrag for forventede tab på debitorer. Der kan dog foretages et foreløbigt fradrag for forventede tab på fordringer i bl.a. konkursboer før bobehandlingen er endelig afsluttet. Kreditor skal foretage fornøden regulering i momsregnskabet, når tabet er endeligt opgjort ved boets afslutning, dvs. på tidspunktet hvor en dividende kommer til udbetaling.

For at sikre, at reglerne for nedskrivning af debitorer bliver fulgt korrekt - herunder at de efterfølgende udloddede dividendebeløb bliver medtaget i skatte- og momsregnskaberne hos den enkelte kreditor - foreslås det at pålægge den enkelte kurator en pligt til ved udbetaling af udloddet dividende at foretage indberetning til Told Skat, dels af identiteten på den enkelte fordringshaver, dels af størrelsen på det udloddede dividendebeløb. Endvidere skal der ske indberetning af identiteten på det konkursbo, hvorfra udbetalingen af dividende har fundet sted.

Oplysninger om udlodning af dividende til udenlandske kreditorer kan af Told Skat udveksles med udenlandske skattemyndigheder i henhold til overenskomster om dobbeltbeskatning.

Der knytter sig en ganske betydelig usikkerhed til den samlede provenuvirkning af de initiativer, som nu søges gennemført, herunder dette lovforslag. Initiativerne er udvalgt på baggrund af en forventning om, at deres provenupotentiale også på kortere sigt har en vis størrelse, men det vil dog for mange af initiativerne gælde, at den væsentlige del af provenuvirkningen realiseres over en længere tidshorisont.

Provenuvirkningen vil komme fra, at flere vil blive afsløret og hindret i forsøg på bedrageri over for det offentlige og dette på et tidligere tidspunkt end i dag, hvilket vil begrænse omfanget af restancer og dermed mulige tab for det offentlige. Endvidere vil der komme en provenuvirkning som følge af den præventive effekt, der vil forstærkes, hvis der iværksættes en informationskampagne om initiativerne. Provenuvirkningen vil fremkomme både i form af sparede offentlige udgifter og i form et forøget skattegrundlag.

Der sigtes med baggrund heri mod et samlet merprovenu i finansåret 2000 på ca. 250 mill. kr. stigende på længere sigt til ca. 400 mill. kr. på helårsbasis. Vurderingen af provenuvirkningerne er med baggrund i den betydelige usikkerhed, der knytter sig til skøn af denne art, foretaget for alle de foreslåede initiativer under ét og for stat og kommune under ét.

Forslaget må forventes at have mindre erhvervsøkonomiske og erhvervsadministrative konsekvenser. Ifølge en af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretaget fokuspanel-undersøgelse vil dels den faktiske indberetning til Told Skat have administrative konsekvenser for den enkelte kurator, dels må omkostningen ved at skulle foretage indberetning af de i forslaget nævnte oplysninger antages i en vis udstrækning at medføre øgede konkursomkostninger med lidt lavere dividender til følge.

Gennemførelse af lovforslaget skønnes at medføre engangsudgifter på i størrelsesordenen 0,5 mill. kr. til edb-udvikling i Told Skat, der vil fordele sig over 1999 og 2000. Derudover skønnes forslaget ikke at have nævneværdige konsekvenser for stat eller kommuner.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →