Skriftlig fremsættelse (2. december 1999) - L 113
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (2. december 1999)
Økonomiministeren (Marianne Jelved)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til Lov om ændring af realkreditloven. (Koncernregler, omdannelsesregler mv.).
(Lovforslag nr. L 113).
Med lovforslaget udmøntes en række anbefalinger fra Udvalget om den finansielle sektor efter år 2000. Lovforslaget indebærer en styrkelse af tilsynet med finansielle koncerner.
Der indføres krav om, at Finanstilsynet skal godkende aktionærer, og at ledelsen skal opfylde krav om egnethed og hæderlighed. Derudover får Finanstilsynet mulighed for at forlange afhændelse af kapitalandele, og at de finansielle virksomheder udskilles i en koncern for sig. Desuden sker der en harmonisering og en udbygning af reglerne om koncerninterne transaktioner. Bl.a. sker der en udvidelse af kredsen af virksomheder, der er omfattet af reglerne.
Med henblik på at styrke muligheden for at styre de samlede risici inden for en koncern foreslås en udvidelse af adgangen til at videregive kundeoplysninger til finansielle virksomheders moderselskaber. Det er en betingelse, at videregivelsen er nødvendig som et led i styringen af koncernens virksomheder, hvilket ikke omfatter videregivelse til brug for markedsføring eller kunderådgivning, og at videregivelsen ikke vedrører oplysninger om kundens rent private forhold. Når der foreligger en afklaring vedrørende Justitsministeriets lovforslag om behandling af personoplysninger, kan der blive tale om at foreslå yderligere ændringer af reglerne i de finansielle love om videregivelse af kundeoplysninger.
Desuden foreslås det at ophæve realkreditlovens bestemmelser om stemmeretsbegrænsning. Det skyldes, at stemmeretsbegrænsningen kan gøre det vanskeligt bl.a. for foreningsbaserede virksomheder at foretage de strukturtilpasninger, som foreningerne ønsker. En ophævelse af stemmeretsbegrænsningen vil samtidig sikre parallelitet til lovgivningen for den øvrige finansielle sektor.
Endvidere foreslås en modernisering af realkreditlovens balanceprincip ved, at reglerne vedrørende udstedelse af realkreditobligationer smidiggøres.
Med forbillede i bank- og sparekasselovens tilsvarende regler for sparekassers omdannelse til aktieselskaber indføres med lovforslaget en mulighed for, at de fondsbaserede realkreditinstitutter kan omdanne sig til aktieselskaber efter den såkaldte "indkapslingsmodel".
Desuden foreslås det, at skatteaktiver - i lighed med immaterielle aktiver - skal fratrækkes i forbindelse med opgørelsen af et realkreditinstituts ansvarlige kapital. For at styrke muligheden for aktivt ejerskab lempes reglerne om bestemmende indflydelse, herunder realkreditinstitutters mulighed for at udøve bestemmende indflydelse i ikke-finansielle virksomheder, således at to finansielle virksomheder tilsammen kan udøve bestemmende indflydelse.
Endvidere præciseres bestemmelsen om Finanstilsynets adgang til at foretage inspektioner uden retskendelse.
Forslaget indeholder endvidere en ændring som følge af, at Hypotekbankens låne- og udlånsaktiviteter pr. 1. januar 1999 er bragt til ophør, samt at de øvrige aktiviteter er videreført uændret i en ny statsstyrelse under navnet Finansstyrelsen.
Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.