Skriftlig fremsættelse (17. november 1999) - L 91
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (17. november 1999)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord (Påbudsadgang vedrørende undersøgelser)
(Lovforslag nr. L 91).
Folketinget vedtog den 28. maj 1999 lov om forurenet jord (Lov nr. 370 af 2. juni 1999). I bemærkningerne til lovforslaget blev det oplyst, at der verserede en sag ved Højesteret om undersøgelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72, og at lovforslaget kunne have tilbagevirkende kraft på dette punkt, hvis Højesteret ændrede Østre Landsrets dom.
I drøftelserne i maj måned om forslaget til den nye jordforureningslov, var det et væsentligt punkt, at der blev taget højde for udfaldet af den verserende sag ved Højesteret om miljøbeskyttelseslovens § 72. Højesteretssagen er således omtalt i betænkningen, afgivet af Folketingts Miljø- og Planlægningsudvalg den 20. maj 1999 under pkt. 8 i miljø- og energiministerens tilkendegivelser over for udvalget.
Lovforslaget er en opfølgning på Højesteretsagen, idet Højesteret ved dom af 28. juni 1999 ændrede Østre Landsret dom.
Som konsekvens af dommen foreslås § 40 i lov om forurenet jord om meddelelse af undersøgelsespåbud ændret, således at adgangen til at meddele disse påbud til virksomheder vedrørende gamle forureninger indskrænkes. Det foreslås, at der ikke skal kunne udstedes undersøgelsespåbud, hvis den mulige udledning fra en forureners virksomhed eller anlæg er ophørt før den 1. januar 1992.
I lovforslaget er medtaget yderligere fire ændringer af jordforureningsloven. To af ændringerne har redaktionel karakter, medens de to andre ændringer vedrører manglende strafhjemmel i loven.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg det til Folketingets velvillige behandling.