Skriftlig fremsættelse (17. november 1999) - L 97
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (17. november 1999)
Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen. (Ændret opgavefordeling vedr. den vidtgående specialundervisning).
(Lovforslag nr. L 97).
Lovforslaget bygger på et af forslagene i Opgavekommissionens betænkning 1366 fra december 1998 om fordeling af opgaver i den offentlige sektor. Det går ud på at tillægge kommunerne et større ansvar for den vidtgående specialundervisning, således at undervisningen i højere grad kan tilrettelægges tættere på det enkelte barn og familiens nære omgivelser. Kommunerne får efter forslaget kompetencen til at afgøre, hvorvidt en elev i folkeskolen skal henvises til specialundervisning ved en amtskommunal foranstaltning men således, at amtet efter forhandling med den pågældende kommune træffer afgørelse om foranstaltningens nærmere indhold.
Amtskommunerne får fortsat ansvaret for specialskoletilbud, specialrådgivning og for de lands- og landsdelsdækkende institutioner, medens kommunerne får ansvaret for den specialundervisning, der kan finde sted i den enkelte kommune.
Forslaget indebærer, at de pågældende kommunale og amtskommunale myndigheder indgår i et dialogpræget og forpligtende samarbejde om varetagelse af opgaven med at tage stilling til, om en elev skal tilbydes vidtgående specialundervisning og i bekræftende fald, hvad foranstaltningen nærmere skal gå ud på. Eleven og forældrene skal være deltagere i dette samarbejde. Samarbejdet skal indledes så tidligt, som det er muligt, og det forventes, at amternes ekspertise i forhold til børn og unge med særligt vidtgående behov opretholdes og anvendes af kommunerne i relevant omfang.
Undervisningsministeriet vil i samarbejde med de berørte organisationer iværksætte et udviklingsprogram, som skal forøge kvaliteten i undervisningen og rådgivningen af elever i grundskolen med særlige behov (handicappede) i lyset af de nye muligheder, som lovforslaget indebærer.
Forslaget indeholder i konsekvens af den foreslåede kompetencefordeling en ændring af klagereglerne, hvorefter forældrene får adgang til at klage over kommunens afgørelse vedrørende visitationen og over amtets afgørelse vedrørende foranstaltningens nærmere indhold. En kommunes indsats til støtte for opnåelse af en bestemt amtskommunal foranstaltning forudsættes ydet gennem dialog og forhandling og ikke som nu gennem indgivelse af klage over amtsrådets afgørelse. Klagesagerne afgøres efter forslaget af et klagenævn, der træffer den endelige administrative afgørelse i den enkelte sag.
Forslaget indebærer, at hele den foreslåede ordning evalueres efter 3 år således, at de bestemmelser, der ændres ved lovforslaget, på dette grundlag kan tages op til revision i folketingsåret 2005-2006.
Forslaget om den ændrede kompetencefordeling mellem kommuner og amter er udviklet over meget lang tid, og det har til stadighed været med i overvejelserne, at en ændret opgavefordeling skulle ledsages af en ændret byrdefordeling. Dette aspekt indgår også i Opgavekommissionens betænkning, hvori det kommunale takstbeløb blev anbefalet, jeg citerer: »hævet til et væsentligt højere beløb end i dag, således at i hvert tilfælde hovedparten af de elever, der går i almindelige folkeskoler bliver et kommunalt anliggende, mens de elever, der går på specialskoler eller i specialklasser, fortsat hører under det amtskommunale ansvarsområde«. Med dette takstniveau fandt et stort flertal i kommissionen, at man på den ene side kunne tilgodese hensynet til en sikring af et kommunalt incitament til at finde nødvendige og tilstrækkelige lokale løsninger og på den anden side hensynet til at sikre en fortsat tilstedeværelse og anvendelse af den specielle undervisningsekspertise, som er påkrævet i forhold til børn og unge med særligt vidtgående fysiske eller psykiske handicap. De kommunale organisationer har på denne baggrund indgået aftale om en økonomisk ordning, hvorefter hovedparten af den vidtgående specialundervisning, der finder sted som integreret undervisning i almindelige folkeskoleklasser, efter de foretagne vurderinger også økonomisk bliver et lokalt anliggende. Det forventes samtidig, at takstniveauet indeholder incitamenter for kommunerne til fortsat at benytte den amtslige ekspertise i relevant omfang.
Finansieringsudvalget under Indenrigsministeriet har iværksat et udredningsarbejde vedrørende både takstforhøjelsen på folkeskoleområdet og indførelse af en grundtakstmodel på servicelovens område. Udvalget skal dels opgøre størrelsen af den samlede overførsel, der skal ske fra det amtskommunale til det kommunale bloktilskud, dels foretage en vurdering af de byrdefordelingsmæssige forskydninger for den enkelte kommune med henblik på eventuelle ændringer i udligningssystemet. Som grundlag for Finansieringsudvalgets arbejde foretages en rundspørge til samtlige amter og kommuner, således at de udgiftsmæssige ændringer som følge af de foreslåede takstændringer kan opgøres for hver enkelt kommune og amtskommune. Rundspørgen er iværksat den 12. oktober 1999, og det forventes, at der i begyndelsen af det nye år vil foreligge et beslutningsgrundlag vedrørende den nødvendige bloktilskudsregulering og den eventuelle regulering af udligningssystemet.
Lovforslaget fremsættes på nuværende tidspunkt for at skabe de bedst mulige betingelser for en grundig behandling af det samlede forslag, som forventes at kunne træde i kraft fra begyndelsen af skoleåret 2000/2001. Det anerkendes samtidig, at resultatet af finansieringsudvalgets analyse kan få betydning for den endelige tilslutning til dette lovforslag.
Idet jeg henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.