Legislator Case Law & Legislation
19991XX00085 DK

Skriftlig fremsættelse (3. november 1999) - L 78

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 78 Valid

Skriftlig fremsættelse (3. november 1999)

Kulturministeren (Marianne Jelved, fg.)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om biblioteksvirksomhed.

(Lovforslag nr. L 78).

Forslag til lov om biblioteksvirksomhed er et væsentligt element i regeringens indsats i tilknytning til udviklingen af informations- og videnssamfundet. Kravene til folkebibliotekerne og de statslige biblioteker er vokset inden for de senere år både med hensyn til at sikre befolkningen adgang til den viden og kultur, der findes i samfundet og kan formidles gennem bibliotekerne, og med hensyn til at vejlede og rådgive brugerne i forhold til den stadig voksende informationsstrøm.

Med lovforslaget sigtes der primært mod at give folkebibliotekerne bedre rammer for at løse deres informations- og kulturpolitiske opgaver. Lovforslaget har endvidere til formål at præcisere hovedprincipperne i det samarbejdende biblioteksvæsen, hvor forskningsbiblioteker og specialbiblioteker understøtter folkebibliotekernes opgavevaretagelse.

Lovforslaget har følgende hovedpunkter

1. Det vigtigste element i lovforslaget er en udvidelse af de medietyper, som folkebibliotekerne skal stille til rådighed. Folkebibliotekernes materialeforpligtelse udvides til - udover bøger og andet trykt materiale - også at omfatte Internet, elektroniske informationsbaser samt musikbærende materialer (for eksempel musikcd) og digitale multimedier (for eksempel cd-rom).

Efter regeringens opfattelse er det vigtigt, at folkebibliotekerne kan følge med samfundsudviklingen og tilbyde befolkningen de medietyper, som anvendes samfundet. Med den stigende informationsmængde, der i øget omfang stilles til rådighed via Internet og cd-rom, vil behovet for sortering og målrettet formidling af information blive større. Samtidig har folkebibliotekerne fortsat en vigtig kulturformidlende rolle i forhold til litteraturen og de øvrige medier, der er relevante i en kultur- og uddannelsesmæssig sammenhæng.

Videogrammer vil ikke blive omfattet af materialeforpligtelsen primært under hensyn til lovforslagets samlede økonomiske ramme.

2. Folkebibliotekernes kerneydelser udlån af materialer og benyttelse af for eksempel Internet på biblioteket - skal fortsat være gratis for brugerne.

Princippet om vederlagsfrihed er baseret på den opfattelse, at brugerbetaling vil kunne skabe en barriere for brugen af bibliotekernes tilbud.

Lovforslaget indeholder dog en mulighed for folkebibliotekerne og de statslige biblioteker til at opkræve brugerbetaling for en kerneydelse i særlige tilfælde. Et bibliotek kan således opkræve betaling fra brugerne, såfremt biblioteket betaler et gebyr for benyttelsen af for eksempel en elektronisk ydelse. Betalingsordningen skal medvirke til at sikre, at bibliotekerne kan styre udgifterne inden for de afsatte midler til driften.

3. Med henblik på at øge folkebibliotekernes indtægtsgrundlag vil bibliotekernes mulighed for at tilbyde særlige serviceydelser blive udvidet, og som noget nyt får bibliotekerne mulighed for at sælge kursus- og konsulentvirksomhed på markedsvilkår.

4. Det er et hovedsynspunkt i lovforslaget, at der bør etableres økonomiske styringsmekanismer i det mellemkommunale bibliotekssamarbejde.

Lovforslaget indeholder således en mulighed for, at en kommune kan opkræve betaling, såfremt en bruger fra en anden kommune låner fra folkebiblioteket, og såfremt et andet bibliotek rekvirerer materiale fra biblioteket som led i lånesamarbejdet. Betalingen kan ikke pålægges brugeren. Formålet med ordningen er først og fremmest at understrege den enkelte kommunes ansvar for biblioteksbetjeningen af egne borgere. Det er endvidere hensigten at tilskynde kommunerne til at indgå samarbejdsaftaler om biblioteksbetjeningen.

5. Staten finansierer en række overbygningsfunktioner med henblik på at sikre, at befolkningen via folkebibliotekerne har adgang til en bredere mængde af videns- og informationsressourcer, end folkebibliotekerne har mulighed for at stille til rådighed.

Lovforslaget vil skabe grundlag for en mere fleksibel udformning af centralbiblioteksstrukturen, idet det ikke længere vil være fastsat, at centralbibliotekernes virkeområde følger amtsgrænserne.

Med hensyn til indholdet i de ydelser, som centralbibliotekerne leverer til folkebibliotekerne, vil lovforslaget ligeledes give mulighed for større fleksibilitet. Det indgår i lovforslaget, at centralbibliotekernes ydelser fastlægges i aftaler mellem Kulturministeriet og de kommuner, der skal varetage centralbibliotekfunktionen. Aftalen vil blandt andet omfatte en beskrivelse af de ydelser, som centralbiblioteket skal stille vederlagsfrit til rådighed for folkebibliotekerne, samt de øvrige opgaver centralbiblioteket varetager med henblik på samordning og udvikling på området.

Endvidere vil der efter lovforslaget vil der blive skabt større klarhed om de statslige og statsstøttede bibliotekers forpligtelser. Det vil således blive præciseret, at et statsligt eller statsstøttet bibliotek skal stå til rådighed for enhver ved personlig henvendelse og i forhold til bibliotekernes almindelige lånesamarbejde, såfremt det indgår i forudsætningen for bevillingen eller tilskuddet til det pågældende bibliotek.

Kulturministeren vil efter forhandling med vedkommende ministre fastsætte nærmere regler om de statslige og statsstøttede bibliotekers forpligtelser.

6. Som noget nyt vil bibliotekernes fælles bibliotekskatalog - DanBib blive stillet til rådighed for befolkningen via Internet. Internetadgangen vil betyde, at borgerne via deres hjemmecomputer kan få adgang til at søge, lokalisere og på sigt bestille materialer til hjemlån hos langt de fleste biblioteker i Danmark.

Efter lovforslaget bemyndiges kulturministeren til efter forhandling med de kommunale parter og vedkommende ministre - at fastsætte regler om opkrævning af gebyr for bestilling af materialer fra hjemmecomputeren via DanBib-systemet. Gebyret vil ikke blive opkrævet, såfremt bestillingen foretages ved personligt fremmøde på biblioteket. Hensigten er at etablere en adfærdsregulerende mekanisme for borgernes benyttelse af bestillingsfaciliteterne, idet brugerne får adgang til stort set alle bibliotekers materialesamlinger i ét og samme system.

7. Lovforslaget bygger på enighed om lovforslagets økonomiske konsekvenser mellem Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner på den ene side og Kulturministeriet på den anden side. Med henblik på at tilvejebringe midler til folkebibliotekernes udvidede materialeforpligtelse og lovforslagets øvrige tiltag er der på forslag til Finanslov for år 2000 afsat følgende midler: 40 mio. kr. i år 2000, 60 mio. kr. i 2001, 70 mio. kr. i 2002 og 100 mio. kr. fra år 2003 og fremefter.

Midlerne skal anvendes til forøgelse af det kommunale bloktilskud som følge af de nye opgaver, som folkebibliotekerne får i medfør af lovforslaget; øget bevilling til centralbibliotekerne, der får nye forpligtelser som følge af lovforslaget; øget bevilling til folkebibliotekernes udviklingspulje med henblik på iværksættelse af et udviklingsprogram, som led i lovens iværksættelse samt en ny bevilling til etablering af Internetadgang til den nationale fælles bibliotekskatalog DanBibbasen.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →