Legislator Case Law & Legislation
19991XX00083 DK

Skriftlig fremsættelse (3. november 1999) - L 86

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 86 Valid

Skriftlig fremsættelse (3. november 1999)

Justitsministeren (Frank Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner.

(Lovforslag nr. L 86).

Lovforslagets formål er at gøre det muligt at yde retshjælp til personer, der ønsker at klage til internationale klageorganer.

I flere af de konventioner om menneskerettigheder, som Danmark har tiltrådt, er der oprettet særlige klageorganer, som personer kan klage til over påståede krænkelser af konventionernes bestemmelser.

Det er karakteristisk for klageorganernes behandling af klagesagerne, at den har karakter af en retssagsbehandling, der blot finder sted for et internationalt organ, der er kollegialt sammensat, og som har pligt til at behandle klagen, når en række procesbetingelser er opfyldt.

Efter de gældende regler i retsplejeloven er der ikke mulighed for at få økonomisk bistand fra statskassen til indgivelse og førelse af sådanne klagesager, og der er kun i meget begrænset omfang mulighed for at få økonomisk bistand fra de internationale klageorganer.

Ved lovforslaget indføres der en ordning om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager mod Danmark ved internationale klageorganer. Ordningen vil bl.a. omfatte klager til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Retshjælpen omfatter godtgørelse fra statskassen af rimelige udgifter til advokat og øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige for at føre klagesagen.

Efter lovforslaget er det som udgangspunkt en betingelse for at kunne få retshjælp, at det internationale klageorgan har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger til klagen. Herved sikres det, at der ydes retshjælp i de klagesager, der giver anledning til mere væsentlige spørgsmål.

Når der foreligger særlige grunde, kan der efter lovforslaget ydes retshjælp til andre end fysiske personer, f.eks. foreninger, og der kan også undtagelsesvis ydes retshjælp, selv om det internationale klageorgan endnu ikke har anmodet om regeringens retlige bemærkninger.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →