Skriftlig fremsættelse (27. oktober 1999) - L 70
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. oktober 1999)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Italien.
(Lovforslag nr. L 70).
Regeringen har den 5. maj 1999 undertegnet en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst med Italien. For at regeringen endeligt kan tiltræde denne overenskomst kræves, at Folketinget vedtager en lov herom.
Den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst afløser en nu forældet overenskomst fra 1980.
Overenskomsten indeholder regler for, hvornår Danmark hhv. Italien kan beskatte forskellige former for indkomst, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten), og om hvordan dobbeltbeskatning undgås.
Den nye overenskomst indeholder set med danske øjne en række forbedringer i forhold til den gamle, og jeg vil gerne pege på følgende
Kildestatens mulighed for at beskatte rentebetalinger nedsættes fra 15 pct. til 10 pct. af rentebeløbet. Bl.a. kreditsalgsrenter og eksportkreditrenter kan slet ikke beskattes i kildestaten.
Danmark hverken kan eller vil udnytte denne beskatningsret. Fra dansk side går vi ikke ind for, at udenlandske långivere skal betale skat til Danmark af de renter, de modtager af lån, som er ydet til danske virksomheder. Noget sådant ville blot betyde, at den udenlandske långiver ville forlange en højere rente.
Når Danmark ikke ønsker at udnytte beskatningsretten, har vi en interesse i, at satsen bliver så lille som muligt. Danmark skal nemlig nedsætte sin skat for den danske långiver, der har måttet betale en renteskat i Italien.
På pensionsområdet sker der den væsentlige ændring, at sociale pensioner og andre sociale ydelser fremover kun vil kunne beskattes i den stat, hvorfra disse ydelser udbetales. Tilsvarende vil private pensioner også kunne beskattes i kildestaten, hvis modtageren har været hjemmehørende dér i mindst fem år, og vedkommende er statsborger i kildestaten uden også at være statsborger i bopælsstaten.
Kildestatsbeskatning for pensioner er som bekendt en ting, som man fra dansk side lægger stor vægt på ved forhandling af dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Kildestatsbeskatningen vil også gælde pensionsbetalinger fra Danmark til personer, som allerede er bosat i Italien, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det italienske skatteniveau er lavere end det danske, og overgang til dansk beskatning vil medføre en øget beskatning for disse personer.
For at imødegå alt for store ændringer i beskatningen for personer, som allerede er bosat i Italien,og som modtager pensioner fra Danmark, foreslår regeringen, at der gives et særligt fradrag på 50.000 kr. til disse personer. Dette vil medføre nogenlunde uændret beskatning af en pensionsindtægt i størrelsesordenen 300.000 kr. Tilsvarende løsninger blev valgt, da Danmark i 1997 indgik nye do bbeltbeskatningsoverenskomster med Storbritannien og Canada.
Endelig vil jeg gerne nævne, at den nye overenskomst i modsætning til den gamle ikke indeholder de såkaldte Amatching credit@ -bestemmelser. Hvis Italien undlader at opkræve skatter eller i en periode nedsætter sin beskatning, skal Danmark efter den gældende overenskomst give skattelempelse, som om de italienske skatter havde været betalt i fuldt omfang. Dette gælder uden begrænsning og indebærer betydelige risici for skattetænkning. Danmark accepterer ikke længere Amatching credit@ -regler som de, der findes i den eksisterende dansk-italienske dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale forslaget til velvillig behandling i Tinget.