Skriftlig fremsættelse (27. oktober 1999) - L 62
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. oktober 1999)
Trafikministeren (Sonja Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om luftfart. (Firmaflyvning, flyvepladser i Grønland m.v.).
(Lovforslag nr. L 62).
Det overordnede formål med lovforslaget er at øge luftfartssikkerheden. Lovforslaget indeholder dels nogle ændringer, der med visse ændringer er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 218 1998/99, der ikke blev vedtaget i forrige folketingssamling, dels nogle ændringer på andre områder i luftfartsloven.
For det første indebærer lovforslaget, at der i selve loven sker en regulering af, hvilke betingelser der fremover skal være opfyldt for, at der uden tilladelse kan udføres privatflyvning med passagerer mod betaling. Formålet hermed er at komme ulovlig taxaflyvning til livs. Af forslaget fremgår, at der skal foreligge nær tilknytning mellem pilot og passagerer i form af familie- eller venskabsforhold samt at flyvningen ikke må have været annonceret eller tilbudt offentligt. Endvidere fastlægges der i forslaget en øvre grænse for hvor meget der samlet vil kunne ydes som betaling.
For det andet indføres der med lovforslaget en anmeldelsesordning for virksomheders flyvning (firmaflyvning) med deres ansatte. Formålet hermed er at beskytte medarbejdere og sikre at de, der skal flyve som led i deres ansættelsesforhold, flyver under betryggende forhold. Den enkelte medarbejder, der kan være i et afhængighedsforhold til arbejdsgiveren, skal ikke selv fastsætte de krav, der stilles til denne form for flyvning. Lovforslaget indeholder således en angivelse af de krav, der skal være opfyldt i forbindelse med virksomhedernes flyvning med ansatte. Som hovedkrav stilles, at virksomheden enten er ejer eller bruger af det fly, der skal anvendes, eller har heltidsansat den person, der forestår flyvningen. Hertil kommer, at Statens Luftfartsvæsen i en bekendtgørelse vil fastsætte nærmere betingelser for firmaflyvning med ansatte, herunder om antallet af flyvetimer og helbredskrav.
Endvidere indeholder lovforslaget en skærpelse af sanktionsbestemmelserne, idet forsøg på ulovlig lufttransport straffes, og udførelse af ulovlig flyvning eller forsøg herpå medfører, at pilotens certifikat frakendes ubetinget. Formålet hermed er at skabe lovhjemmel til en effektiv sanktionering taget i betragtning, at flyvning under tvivlsomme forhold, herunder sikkerhedsmæssigt, kan få uigenkaldelige følger.
Endelig indeholder lovforslaget nogle ændringer i kompetencefordelingen mellem Danmark og Grønland vedrørende godkendelse af anlæggelse af nye lufthavne og godkendelse af afgifter for benyttelse af lufthavne, samt justeringer og præciseringer på områder, hvor det i praksis har vist sig hensigtsmæssigt at forbedre lovgrundlaget.
Justeringerne i lovforslaget i forhold til L 218 1998/99 er bl.a. sket på baggrund af afholdte møder med brancheorganisationerne.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige og hurtige behandling.