Legislator Case Law & Legislation
19991XX00051 DK

Skriftlig fremsættelse (26. oktober 1999) - L 58

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 58 Valid

Skriftlig fremsættelse (26. oktober 1999)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (Justering af afgiftsskalaer mv. for brugte køretøjer).

(Lovforslag nr. L 58).

Regeringen finder, at det ikke er ønskeligt, at ældre forurenende biler kan indføres uden betaling af registreringsafgift, og foreslår derfor en ændring af afgiftsskalaen, der øger beskatningen, og fjerner det særlige incitament til denne indførsel.

Det foreslås derfor, at der indføres en skala, hvorefter skalaknækket reguleres efter varebilernes alder, på samme måde som det i dag sker for brugte personbiler. Registreringsafgiftsreglerne for ældre varebiler er i dag lempeligere end registreringafgiftsreglerne for ældre personbiler.

Regeringens forslag om regulering af knækket skal ses i sammenhæng med, at der gennem 1998 og 1999 er sket en kraftig stigning i importen af brugte varebiler og personbiler, der ombygges til varebiler. Regeringen mener, at årsagen til den stigende import er, at ældre varebiler i dag betaler relativt mindre i afgift end ældre personbiler. De relativt lempeligere regler har haft en utilsigtet virkning på importen af brugte varebiler, idet varebilsimporten har været stærkt stigende. I Tyskland skal betales højere vægtafgift på biler uden katalysator. Som følge heraf er der i dag et stort udbud af sådanne ældre biler til forholdsvis lave priser. Værdien af disse varebiler er så lav, at de i nogle tilfælde kan indregistreres uden registreringsafgift, idet værdien er under knækket af afgiftsskalaen, hvor afgiftssatsen er nul. Regeringen ønsker med forslaget at fjerne det særlige incitament, der er til køb af sådanne varebiler.

Regeringen foreslår desuden, at afgiftsreglerne for brugte biler bringes i overensstemmelse med de regler, som i dag er gældende for nye biler.

Dette sker ved, at den afgiftspligtige værdi forhøjes med 7.450 kr. for brugte person- og varebiler, der ikke er forsynet med sikkerhedspuder, og med 3.725 kr. for brugte person- og varebiler, der kun har én sikkerhedspude. Ligeledes foreslås det, at den afgiftspligtige værdi forhøjes med 6.100 kr. for brugte biler, som førstegangsindregistreres i Danmark, og som ikke har katalysator eller en tilsvarende foranstaltning.

Det foreslås, at loven får virkning fra fremsættelsen.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →