Legislator Case Law & Legislation
19991XX00050 DK

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 1999) - L 39

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 39 Valid

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 1999)

Erhvervsministeren (Pia Gjellerup)

Hermed tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af sømandsloven (Tjenestefrihed ved pårørendes sygdom eller ulykke)

(Lovforslag nr. L 39).

Forslaget gennemfører for søfartsområdet en bestemmelse om tjenestefrihed uden løn ved pårørendes sygdom eller ulykke (force majeure reglen), som er indeholdt i rammeaftalen om forældreorlov. Aftalen er indgået af de sociale parter i EU (UNICE, CEEP og EFS).

Efter Rådets direktiv 96/34/EF skal medlemsstaterne sikre, at rammeaftalen gennemføres. Søfartserhvervets parter har ikke på samme måde som på landjorden kunnet enes om at gennemføre force majeure reglen via de kollektive overenskomster. Det er derfor nødvendigt med lovgivning.

Efter den nugældende sømandslov kan en søfarende, som efter forhyringen får besked om, at vedkommendes ægtefælle eller barn er afgået ved døden eller er alvorligt sygt, hæve ansættelsesaftalen og rejse hjem. Denne bestemmelse ophæves og i stedet sikres den søfarende tjenestefrihed under ansættelsen, når familiemæssige årsager gør den søfarendes tilstedeværelse i hjemmet påtrængende nødvendig.

Rederen skal som hidtil afholde udgifterne til afløser. Den søfarende skal normalt selv afholde sine rejseomkostninger, medmindre andet aftales med rederen.

Rammeaftalens øvrige bestemmelser vedrører forældreorlov. De er allerede gennemført ved lov om orlov, der også gælder for søfartsområdet.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →