Legislator Case Law & Legislation
19991XX00040 DK

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 1999) - L 40

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 40 Valid

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 1999)

Kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til Lov om regionale kulturaftaler samt ændring af teaterloven, museumsloven og lov om musik.

(Lovforslag nr. L 40).

Det overordnede politiske mål med lovforslaget er gennem regionale kulturaftaler at understøtte amtskommuners og kommuners engagement på kulturområdet. Kulturaftalerne har til formål at fremme dispositionsfriheden på det regionale niveau, forbedre ressourceudnyttelsen og fremme udviklingen på kulturens område. Hvor aftalen omfatter flere kommunale enheder, skal aftalen medvirke til at styrke samarbejdet på tværs af kommune- og amtsgrænser. Aftalerne skulle også gerne medvirke til at fastholde og udbygge den kulturpolitiske dialog og værdidebat på tværs af kommunegrænser og med Kulturministeriet og ministeriets råd og nævn.

Lovforslaget tilvejebringer den nødvendige hjemmel til, at Kulturministeriet og den enkelte kulturregion kan indgå en flerårig regional kulturaftale. En kulturregion kan være en amtskommune, en kommune, en gruppe af kommuner, Hovedstadens Udviklingsråd eller kombinationer heraf.

Med den regionale kulturaftale opstiller kulturregionen og Kulturministeriet et samlet sæt af målsætninger på kulturområdet, gældende for hele aftaleperioden. På det økonomiske område resulterer aftalen i, at en række tilskud forvaltes af kulturregionen frem for af Kulturministeriet med tilhørende råd og nævn.

Lovforslaget forventes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner. Det forventes dog, at man i regionerne vil kunne etablere flere og/eller bedre kulturtilbud for de til rådighed værende midler end før indgåelsen af aftalerne.

Lovforslaget har ingen EU-retslige eller miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget fremsættes med henblik på ikrafttræden 1. januar 2000.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →