Skriftlig fremsættelse (13. oktober 1999) - L 32
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. oktober 1999)
Sundhedsministeren (Carsten Koch)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet.
(Lovforslag nr. L 32).
Med lovforslaget foreslår regeringen med henblik på udmøntning af aftalen om amternes økonomi i 2000 at forenkle reglerne om betaling for sygehusbehandling ved at ophæve den såkaldte akutregel i sygehusloven for så vidt angår patienter med bopæl i Danmark. Hermed bliver det bopælsamtet, der skal betale for akut behandling af sine borgere på fremmede amtskommuners sygehuse.
Bopælsamtet betaler allerede for fritvalgspatienters behandling ved en fremmed amtskommunes sygehuse og fødeklinikker og ved kaution til behandling på lands- og landsdelsafdelinger.
Efter de gældende regler i sygehusloven skal enhver amtskommune yde vederlagsfri behandling ved sit sygehusvæsen til personer, der har bopæl i amtskommunen. Det samme gælder til personer, der har bopæl andet steds her i landet, men som midlertidigt opholder sig i amtskommunen, hvis hensigten med opholdet ikke har været at opnå sygehusbehandling, og vedkommende ikke tåler at flyttes til sygehus i bopælsamtskommunen eller i øvrigt trænger til øjeblikkelig hjælp. Der tænkes her på patienter, der under et ophold i en fremmed amtskommune, får behov for akut behandling på sygehus.
Efter forslaget skal hver amtskommune yde vederlagsfri akut behandling ved en anden amtskommunes sygehuse og fødeklinikker til personer, der har bopæl i amtskommunen.
Herefter vil amtskommunerne skulle afholde udgifterne til behandling af sine borgere, hvadenten behandlingen foregår ved eget sygehusvæsen eller ved en anden amtskommunes sygehuse og fødeklinikker, og uanset om det drejer sig om kautionspatienter til lands- og landsdelsafdelinger, fritvalgspatienter eller akutpatienter.
Amtskommunernes forpligtelser til at yde sygehusbehandling samt befordring og befordringsgodtgørelse berøres ikke af lovforslaget.
Forslaget sigter på at træde i kraft den 1. januar 2000.
Idet jeg henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.