Skriftlig fremsættelse (6. oktober 1999) - L 24
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. oktober 1999)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af momsloven. (Investeringsguld m.v.).
(Lovforslag nr. L 24).
Forslaget har bl.a. som formål at gennemføre to Rådsdirektiver samt at fastsætte en forenklet ordning vedrørende momsopkrævningen for momsbeløbet på passagen af den faste forbindelse over Øresund.
Rådets direktiv 98/80/EF af 12. oktober 1998 omfatter en særlig momsordning for investeringsguld. Hidtil har der været vidt forskellige regler i EU, hvilket har medført konkurrenceforvridning og omgåelse af reglerne. I forslaget fritages investeringsguld for moms. Med forslaget sker der hermed en ligestilling med andre finansielle investeringsformer som f.eks. obligationer.
Rådets direktiv 99/59/EF af 17. juni 1999 indebærer, at en midlertidig momsordning om teleydelser, der udløber 31. december 1999, bliver permanent. Den midlertidige ordning indebærer bl.a., at teleydelser, der leveres fra 3.lande og benyttes eller udnyttes her i landet, også pålægges moms her i landet.
Den faste forbindelse over Øresund forventes at åbne 1. juli år 2000. Forbindelsen vil blive pålagt en passageafgift, der opkræves på den svenske side af Sundet. Denne passageafgift er momspligtig, og efter de gældende EU-regler vil momsbeløbet være halvt dansk og halvt svensk. Den danske og svenske regering har anmodet EU-Kommissionen om en fravigelse af momsreglerne for at forenkle momsopkrævningen. Der forventes at blive vedtaget en Rådsbeslutning herom.
Rådsbeslutningen vil give Danmark mulighed for at fastsætte, at virksomheder registreret i Danmark kan fratrække både danske og svenske del af momsen på passageafgiften i Danmark. Den »dansk-svenske« moms vil således fremgå som et samlet beløb på fakturaen. Det vil endvidere i en aftale med Sverige blive fastlagt, at udenlandske virksomheder udelukkende kan få det nævnte momsbeløb tilbage via de svenske myndigheder.
Loven foreslås at træde i kraft 1. januar 2000, når de nævnte direktiver træder i kraft. Bestemmelserne vedrørende Øresund vil dog først træde i kraft, når ovennævnte Rådsbeslutning til Danmark og Sverige er vedtaget.