Legislator Case Law & Legislation
19991XX00008 DK

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 1999) - L 8

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 8 Valid

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 1999)

Kirkeministeren (Margrethe Vestager)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om valg til menighedsråd, lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning og lov om folkekirkens økonomi. (Ajourføring af bestemmelser vedrørende værgemål, tidsfrister og brevstemmer på institutioner samt bestemmelser vedrørende medlemmer af Skt. Petri tyske menighed).

(Lovforslag nr. L 8).

Ved lovforslagets § 1 bringes bestemmelserne i lov om valg til menighedsråd om manglende valgret på grund af manglende retlig handleevne, om seneste frist for optagelse på supplementsvalglisten samt om brevstemmer i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 258 af 4. april 1997, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 255 af 4. maj 1998. De i lov om valg til menighedsråd foreslåede ændringer er således alene af teknisk karakter.

Skt. Petri tyske menighed har hidtil haft valgmenighedslignende karakter, hvilket har betydet, at medlemmerne har været fritaget for at betale kirkeskat, ligesom medlemmerne i praksis kun har deltaget i valg af Skt. Petri tyske Kirkes bestyrelse, og dermed ikke i valg til menighedsråd.

Udgifterne til Skt. Petri Kirkes vedligeholdelse og drift har indtil den 1. januar 1994 påhvilet menigheden, hvorefter Slots- og Ejendomsstyrelsen med virkning fra dette tidspunkt har overtaget det bygningsmæssige ansvar for Skt. Petri Kirke. Skt. Petri Kirke med gravkapeller har herefter gennemgået et meget påkrævet renoveringsarbjede, og menigheden er på baggrund af den gennemførte istandsættelse af kirken og gravkapellerne blevet pålagt øgede driftsomkostninger til opvarmning, rengøring og tilsyn. Det årlige driftsunderskud er således på ca. 400.000 kr.

Da menigheden ikke er i stand til at finansiere de øgede udgifter, har Skt. Petri tyske menighed anmodet ministeriet om, at menigheden får en status svarende til den status, som kendes for døvemenigheder, jf. lov om menighedsråd § 5. Med denne ændrede status vil udgifterne til Skt. Petri tyske menighed i fremtiden blive finansieret af fællesfonden efter regler fastsat af kirkeministeren.

Som en konsekvens af den ændrede status for Skt. Petri tyske menighed foretages en ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, jf. lovforslagets § 2, således at medlemmer af Skt. Petri tyske menighed i fremtiden tillige hører til sognemenigheden i bopælssognet. Dette indebærer, at medlemmerne af Skt. Petri tyske menighed får samme rettigheder og pligter i forhold til sognemenigheden, som de øvrige medlemmer af folkekirken i sognet - herunder blandt andet mulighed for at deltage i valget af det lokale menighedsråd.

Samtidig ændres lov om folkekirkens økonomi, jf. lovforslagets § 3, således at de skattepligtige indkomster for medlemmerne af Skt. Petri tyske menighed medregnes ved landskirkeskattens fordeling mellem kommunerne, og således at medlemmer af menigheden i fremtiden bliver kirkeskattepligtige i bopælskommunen.

Det er fundet mest hensigtsmæssigt at fremsætte et samlet forslag om ændring af de tre love, idet der er tale om mindre ændringer af de pågældende love, og idet ændringerne vedrørende Skt. Petri tyske menigheds status vil betyde, at menighedens medlemmer i fremtiden vil være ligestillet med andre folkekirkemedlemmer i relation til valgret og valgbarhed til menighedsråd.

Lovforslaget fremsættes i denne samling, idet forberedelserne af valget til menighedsråd i november 2000 starter i løbet af sommeren 2000 gennem afholdelse af orienteringsmøder og udarbejdelse af kandidatlister.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg indstille dette til velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →