Skriftlig fremsættelse (6. oktober 1999) - L 3
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. oktober 1999)
Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om Det Centrale Personregister.
(Lovforslag nr. L 3).
Formålet med lovforslaget, der er en stort set uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 9 af 7. oktober 1998, er at erstatte folkeregistreringsloven fra 1968 med en tidssvarende lov, hvor borgernes grundlæggende rettigheder og pligter med hensyn til folkeregistreringen samt adgangen til udnyttelse af de registrerede oplysninger fremgår af selve lovteksten. Det er endvidere ønsket at gøre reglerne enklere for borgerne, først og fremmest ved en klarere systematik. Lovforslaget skal skabe et godt grundlag for kommunernes varetagelse af folkeregistreringsopgaven, således at deres mulighed for at yde en god service over for borgerne forbedres. Samtidig skal lovforslaget forbedre den private sektors muligheder for at udnytte CPR s oplysninger.
Den gældende folkeregistreringslov fra 1968 tillægger ministeren bemyndigelser til bl.a. at fastsætte reglerne om folkeregistrenes/CPR s førelse samt adgangen til oplysningerne heri. Begrundelsen for de vide bemyndigelsebestemmelser var, at den i 1968 igangsatte rationalisering af folkeregistervæsenet måtte foregå gradvist og til dels afhængig af den tekniske udvikling og indførelsen af mere moderne teknik på andre administrationsområder. En fastlæggelse af de nærmere regler i selve loven i 1968 ville derfor have bevirket konstante lovændringer.
Denne begrundelse er efter mere end 30 års erfaring ikke længere aktuel. Samtidig har de i medfør af loven fastsatte administrative forskrifter med tiden fået et betydeligt omfang. Specielt reglerne om bopælsregistrering har afgørende betydning for den enkelte borger, idet folkeregisteradressen efterhånden tillægges retsvirkninger mange steder i lovgivningen.
Lovforslaget indeholder reglerne for opbygningen af Det centrale Personregister (CPR) på grundlag af personnumre samt reglerne for tildelingen af disse. Forslaget fastlægger endvidere, hvilke oplysningstyper, der kan registreres i CPR om den enkelte.
De indholdsmæssige regler for de forskellige oplysningstyper er reguleret af anden lovgivning, bortset fra reglerne for registreringen af borgernes bopæl. Disse regler - kerneområdet for folkeregistreringen - fastsættes derfor også i lovforslaget. Der gives hér kommunerne nogle udvidede beføjelser til fra offentlige myndigheder og private at få de oplysninger, som er nødvendige for kommunernes stillingtagen til de bopælssager, der giver anledning til tvivl.
Lovforslaget indebærer en forbedret beskyttelse for den, som ønsker dette, mod videregivelse af oplysninger fra CPR. Der foreslås herudover ingen afgørende ændringer i borgernes grundlæggende rettigheder og pligter på disse områder.
Endelig giver lovforslaget en udtømmende regulering af den udnyttelse offentlige myndigheder og private kan gøre af de registrerede oplysninger i CPR. Der foreslås herunder en udvidelse af kredsen af private, der kan få adgang til CPR s oplysninger og en mindre justering af de oplysningstyper, private kan få udleveret. Der vil imidlertid fortsat være snævre rammer for de oplysningstyper, der kan videregives til private.
Samlet skal lovforslaget skabe den rette balance mellem på den ene side hensynet til at sikre borgernes privatliv og personlige integritet og på den anden side hensynet til at effektivisere den offentlig administration og det private erhvervsliv.
Der vil med lovforslaget fremover kun være behov for administrativt at fastsætte uddybende bestemmelser om folkeregistrering på nogle ganske få områder.
Da det foreliggende lovforslag omfatter en række områder, som ikke tidligere har været forelagt Folketinget, er der udarbejdet udførlige bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, hvor der også er redegjort for eventuelle ændringer af retstilstanden.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.