Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om en strategi for udbredelse af open source-programmel i Danmark
Statutory Text (1 Articles)
Beretning afgivet af Forskningsudvalget den 2. oktober 2000
Beretning
over
Forslag til folketingsbeslutning om en strategi for udbredelse af open source-programmel i Danmark
[af Knud Erik Hansen (SF) m.fl.]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til forskningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Per Gjerløv, Birkerød.
Udvalget finder, at der for samfundet som helhed er mange kvaliteter i den udviklingsmodel for IT, som open source-programmel repræsenterer, og at den kan bidrage til en dynamisk IT-udvikling. Det er udvalgets vurdering, at open source rummer potentiale for færre udgifter til IT, større sikkerhed mod aflytning og netindbrud, større driftsikkerhed og større muligheder for tilpasning af programmel til konkrete opgaver, og for at brugerne bliver mindre afhængige af enkelte leverandører.
Udvalget har noteret, at forskningsministeren har tilkendegivet, at det er vigtigt, at den offentlige sektor er opmærksom på mulighederne i open source-programmel, og at det er vigtigt, at de erfaringer, der opbygges på området, gøres generelt tilgængelige, samt at der allerede er taget initiativer med henblik herpå.
Det er udvalgets opfattelse, at en dynamisk IT-udvikling vil nyde godt af brug af åbne standarder, som f.eks. HTML. Det vil betyde, at mange producenter vil kunne udbyde programmel, at brugere vil få flere produkter at vælge mellem, samt at brugerne kan vælge forskellige produkter uden at få besvær med at kommunikere, udveksle filer m.m., fordi standarderne er forskellige. Åbne standarder er centrale for alt open source-programmel og er en væsentlig forudsætning for dets udvikling og anvendelse.
Det er tillige udvalgets opfattelse, at det offentlige så vidt muligt bør anvende åbne standarder, idet der heri også ligger, at standarderne ikke må være pålagt restriktioner fra virksomheder og lignende. Det vil gøre det offentlige mindre afhængigt af enkelte producenter som leverandører til hver af de mange forskellige IT-opgaver. Det vil gøre det muligt for borgerne at være uafhængige af enkelte eller få producenters produkter, når de skal kommunikere med det offentlige.
Uanset anbefalinger om anvendelse af open source i det offentlige er det flertallets opfattelse, at de konkrete beslutninger om programmel, udstyr m.m. må tages af dem, der normalt har ansvaret herfor.
Det er endvidere udvalgets opfattelse, at åbne standarder og afvisning af patenter på programmel er en væsentlig forudsætning for en fair og reel konkurrence mellem produkter og teknologityper inden for IT og i særdeleshed inden for computerprogrammel. Reguleringen kan, hvis man ønsker det, foregå inden for de almindelige ophavsretlige regler.
Det er endelig udvalgets opfattelse, at patentering af programmel kan være hæmmende for en dynamisk udvikling af IT og vil være specielt hæmmende for open source. Det er imidlertid udvalgets ønske, at en endelig stillingtagen til patenter skal afvente en redegørelse i Folketinget herom.
Udviklingen af open source får et større perspektiv, hvis det sker på europæisk plan. Det er derfor væsentligt, at der sker en koordinering gennem EU.
Udvalget henstiller endvidere til regeringen, at ovenstående indgår i statens IT-politik og,
at regeringen bidrager med at formidle information om mulighederne i open source og om erfaringer med open source,
at regeringen anbefaler statslige institutioner, virksomheder, administrationer m.m., at der i IT-udbud vedrørende programmel normalt indgår mulighed for at tilbyde open source-løsninger,
at programmel, der udvikles til det offentlige, normalt udvikles efter principperne i open source,
at regeringen udarbejder en liste over åbne standarder, der anbefales til forskellige formål, og løbende justerer en sådan liste, samt at regeringen anbefaler, at det offentlige gør det muligt for borgere at kommunikere elektronisk (e-post, fil-udveksling m.m.) med det offentlige gennem åbne standarder,
at regeringen forelægger en redegørelse om patenter på programmel i Folketinget med henblik på forhandlingerne om den europæiske patentkonvention,
at regeringen i EU-regi arbejder for etablering af rammer, som på europæisk plan kan støtte udviklingen af open source.
P. u. v.
Hanne Severinsen
Formand