Legislator Case Law & Legislation
19991EB00636 DK

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beretning over beslutningsforslag 1999 100 Valid

Beretning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 16. juni 2000

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører

[af Ole M. Nielsen (KRF) m.fl.]

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Under udvalgets behandling af beslutningsforslaget har miljø- og energiministeren oplyst følgende

»Regeringen planlægger en række initiativer på emballageområdet i 2000.

Emballageafgifter

Folketinget vedtog i 1998 en vægtbaseret afgift på emballager til visse varer blandt andet sæbe, maling, spiseolie og parfumevarer som supplement til den eksisterende volumenbaserede afgift på emballager til visse drikkevarer.

Formålet med den vægtbaserede afgift er at give et incitament til at reducere emballagens vægt uden at skævvride konkurrencen mellem de enkelte materialer.

På daværende tidspunkt vurderedes det, at der ikke forelå et forsvarligt miljøfagligt grundlag for at skelne mellem materialerne, således at afgiften kunne afspejle de forskellige materialers miljøbelastning.

Det lovede regeringen at arbejde videre med. Samtidig lovede skatteministeren, at afgiften ville blive revideret i 2000. Miljøstyrelsen og Skatteministeriet er i gang med at lave et oplæg til en revideret emballageafgift, herunder et forslag til, hvordan afgiftssatserne kan suppleres med miljøvurderinger af en række emballagematerialers miljøbelastning, således at emballagematerialerne vægtes miljømæssigt i forhold til hinanden. Hensigten er, at en kommende afgift stadig skal være vægtbaseret, således at den giver et dobbelt miljømæssigt incitament dels til nedbringelsen af emballageaffaldsmængderne og dels til anvendelsen af mindre miljøbelastende materialer.

Den eksisterende afgift dækker kun udvalgte produktgrupper. Spørgsmålet om, hvorvidt den kommende afgift skal udvides til at omfatte flere eller andre produktgrupper end de allerede omfattede, indgår i diskussionerne om revisionen af afgiften.

Et oplæg til en revision af emballageafgifter vil blive sendt i høring i løbet af sommeren 2000. På baggrund af oplægget og de indkomne kommentarer forventer regeringen at kunne fremsætte et forslag til ændring af den eksisterende lov om emballageafgifter i efteråret 2000.

Brancheindsats for emballageindustrien

Som et led i tilbageførslen af CO2-midler til erhvervslivet er der som et delområde under Program for Renere Produkter i 2000 iværksat en brancheindsats for udvalgte industrier. Indsatsen skal helt overvejende målrettes mod fremstillingsvirksomheder. Emballagebranchen er en af de 8 foreslåede brancher.

Brancheindsatsens endelige udformning ligger endnu ikke fast, men Miljøstyrelsen har peget på, at en væsentlig indsats over for emballager bør have følgende formål

- Forebyggelse af emballageaffald ved optimering af forbruget af materialer.

- Fremme af brugen af genbrugsemballagesystemer i virksomheder, transport og handel, herunder refill-systemer.

I løbet af efteråret 2000 forventes der iværksat et forprojekt med det formål at få udpeget nogle konkrete udviklingsprojekter, der kan gennemføres i et tæt samarbejde med enkelte virksomheder.

Opfyldelse af emballagedirektivets mål

Danmark har generelt gode udsigter til at opfylde emballagedirektivets mål for genanvendelse og energiudnyttelse af emballageaffald i 2001. Det er dog uvist, om delmålet om 15 pct. materialegenanvendelse af emballageaffaldet af plast nås.

Kommunerne har fra den 1. juli 1998 været forpligtede til at anvise plastaffald fra transportemballager af plast fra erhvervsvirksomheder til genanvendelse.

Miljø- og energiministeren vil til efteråret 2000 orientere udvalget om de seneste tal for den faktiske genanvendelse af plastemballager. På den baggrund kan der tages stilling til, om der er behov for yderligere initiativer til at fremme genanvendelsen af plast.

Miljøstyrelsen har endvidere under Programmet for Renere Produkter givet tilskud til et projekt, som skal belyse mulighederne for at indsamle plastflasker og -dunke fra husholdninger. Projektet forventes afsluttet i foråret 2001.

Revision af emballagedirektivet

Emballagedirektivet indeholder en bestemmelse om, at målene for materialegenvinding og energiudnyttelse skal revideres inden årsskiftet 2000/2001. Kommissionen er forpligtet til at fremsætte et forslag, som indebærer, at målene sættes op. Kommissionen har imidlertid endnu ikke fremsat et forslag.

Danmark ønsker en grundlæggende revision af direktivet og ikke bare en justering af målsætningerne. Det er politisk vedtaget både i Danmark og på EU-niveau, at man skal give prioritet til forebyggelse af affald og genbrug, herefter til materialegenvinding, energiudnyttelse og til sidst deponering af affald. Dette princip så miljø- og energiministeren gerne tydeligere udmøntet i emballagedirektivet, således at der kommer mere fokus på forebyggelse og genbrug i forhold til i dag, hvor medlemslandene reelt kun bliver målt på, hvor langt de er nået med hensyn til genanvendelse og energiudnyttelse.

Papir og pap

Det er målsætningen i Affald 21 at øge genanvendelsen af papir og pap fra husholdninger fra 32 pct. til 60 pct. og genanvendelsen af papir og pap fra virksomheder fra 60 pct. til 75 pct. fra 2004. Den overvejende del af pappet er emballage, og derfor bliver indsamling og genanvendelse af emballagepap udbygget yderligere ved disse tiltag.

Den øgede genanvendelse fra husholdninger skal ske ved forbedring af indsamlingssystemerne efter de nye regler i den kommende affaldsbekendtgørelse.

En vejledning til kommunerne om indsamling af papir og pap til genanvendelse fra virksomheder og institutioner er under udarbejdelse.

Endvidere er der planlagt informationskampagner om indsamling af papir og pap samt glas for at støtte tiltagene.

Dansk strategi for affaldsforebyggelse

Regeringen har taget initiativ til, at der udarbejdes en dansk strategi for forebyggelse af affald. Miljøstyrelsen arbejder derfor i øjeblikket med en konference for affaldsforebyggelse. En række workshops er afviklet i maj 2000 med deltagelse af en bred kreds af aktører: Fremstillingsindustri, handel, bygge- og anlægsbranchen, forbrugerorganisationer med flere. Hen over sommeren bearbejdes de bidrag, der er fremkommet i forbindelse med disse workshops. Strategien forventes drøftet til november 2000, hvor udvalget naturligvis vil få mulighed for at deltage.

Der vil som et naturligt led i arbejdet med strategien også blive sat fokus på forebyggelse af emballageaffald.«

Herefter udtaler et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget), at man ønsker en styrket indsats for at minimere mængden af emballageaffald både i Danmark og i EU. Emballageafgiften er i den forbindelse indført for at give et incitament til at reducere mængden af emballageaffald. Endvidere er det vigtigt, at det som led i Programmet for Renere Produkter kan lykkes at iværksætte en brancheindsats for emballageindustrien med henblik på at forebygge emballageaffald ved optimering af forbruget af materialer og nedbrydning af barrierer for brugen af genbrugsemballagesystemer i virksomheder, transport og handel.

Ministeren opfordres til i forbindelse med revisionen af målene i EU s emballagedirektiv at arbejde for, at der sættes mere fokus på forebyggelse og genbrug i forhold til i dag, hvor medlemslandene reelt kun bliver målt på, hvor langt de er nået med hensyn til genanvendelse og energiudnyttelse.

Det må konstateres, at med hensyn til genanvendes af plastemballager, er der grund til at følge udviklingen ganske nøje, hvis EU s mål om 15 pct. genanvendelse i 2001 skal nås, idet genanvendelsen i 1998 var 7 pct. Kommunerne har siden den 1. juli 1998 været forpligtet til at anvise plastaffald fra transportemballager fra erhvervsvirksomheder til genanvendelse. Miljø- og energiministeren har oplyst, at han i efteråret 2000 vil give en redegørelse på baggrund af 1999-tallene. Denne redegørelse skal efter mindretallets opfattelse danne grundlag for eventuelle nye initiativer for at fremme genanvendelsen af plastaffald.

Det er vigtigt, at alle relevante aktører bidrager til at øge indsamlingen af plastemballageaffald især af transportemballage. Det gælder ikke blot med henblik på i 2001 at opfylde EU s minimumsmål for genanvendelse af plastemballageaffald, men også for at sikre, at nye potentielle indsamlingsmuligheder bliver udnyttet. Det gælder således især muligheden for indsamling af plastflasker og -dunke, som beskrevet i Affald 21. Når de iværksatte pilotforsøg med indsamling af plastflasker og -dunke er afsluttet i 2001, er det vigtigt, at der hurtigt tages stilling til, hvorledes indsamlingen skal tilrettelægges. I den forbindelse understreger mindretallet, at det er vigtigt, at der med en flersidet information og kampagne rettet mod forbrugerne ikke mindst i forhold til børn, unge og familier skabes gode forudsætninger for at sikre aflevering af plastflasker og -dunke samt plastaffald til genanvendelse.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at den danske affaldsordning ikke giver effektive løsninger på, hvordan man sikrer en stabil og tilstrækkelig indsamling og genanvendelse af emballageaffald, for så vidt angår de fraktioner af affaldet, der ikke er et privatøkonomisk grundlag for at genanvende. Det gælder eksempelvis transportemballager af plast. I de øvrige europæiske lande har man oprettet duale systemer, der sikrer stabil indsamling og genanvendelse af alle typer af emballageaffald.

Sådanne systemer giver samtidig en økonomisk tilskyndelse til at minimere forbruget af materiale, der anvendes til emballering af en vare. Den effekt søges opnået herhjemme ved hjælp af emballageafgiften, hvor provenuet imidlertid udelukkende anvendes til fiskalt formål. Derfor råder Danmark ikke over en finansieringskilde, der kan sikre stabile genanvendelseskredsløb.

Erfaringen fra de øvrige europæiske lande viser, at der er behov for en sådan finansiering, når der er tale om genanvendelse af brugt plastemballage, og der ydes derfor i vore nabolande subsidier til genanvendelse af plastemballager.

Den førte politik har som konsekvens, at vi i Danmark ikke gennem indsamling af transportemballage af plast vil nå op på den genanvendelsesprocent på 15, der er kravet i emballagedirektivet, og at vi ikke vil råde over kapacitet og knowhow inden for genanvendelse af plastemballage. De danske genanvendelsesvirksomheder vil nemlig ikke kunne overleve konkurrencen fra virksomheder i nabolande, der subsidieres.

Hertil kommer, at afviklingen af dansk genanvendelseskapacitet for tiden fremskyndes på grund af eksport af transportemballage af plast i stor skala via Hamburg til Kina, hvor plasten sorteres, vaskes og bearbejdes ved håndkraft under arbejdsmiljøforhold, der vil blive anset for helt uacceptable i Europa eller i al fald i Danmark.

Miljø- og energiministeren opfordres derfor til ved hjælp af provenuet fra emballageafgiften at sikre finansieringen af en effektiv og stabil genanvendelse af emballager af plast med hovedvægt på genanvendelse af transportemballager, således at Danmark kan leve op til emballagedirektivets krav ved bl.a. at fastholde en indenlandsk genanvendelsesektor.

Det nævnes i Affald 21, at det »i 1999-2000 skal undersøges, om der er udviklet sorteringskriterier, indsamlingsmateriel og især behandlingsmetoder, som kan sikre afsætningsmuligheder for og en miljømæssig hensigtsmæssig genanvendelse af plastflasker og -dunke.« Videre anføres: »På baggrund af disse undersøgelser vil det blive pålagt kommunerne fra år 2002, at give borgerne mulighed for at sortere de relevante emballager ud og aflevere dem til genanvendelse.«

Miljø- og energiministeren opfordres til at sikre gennemførelse af en ordning med genanvendelse af plastflasker og -dunke, som beskrevet i Affald 21, og såfremt det er nødvendigt for ordningens gennemførelse uden yderligere kommunale affaldsgebyrer at finansiere en del af ordningen med provenuet fra emballageafgiften.

Miljø- og energiministeren opfordres endelig til at redegøre for, hvilke yderligere samspilsproblemer EU s strategi med et producentansvar vil give for den danske affaldsordning, hvor ansvaret for affaldsopgavernes løsning er placeret hos kommunerne.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) kan fuldt ud støtte beslutningsforslaget. Dansk affaldspolitik er ikke tilfredsstillende, bl.a. fordi den indebærer en stadig udbygning med affaldsforbrændingsanlæg, hvorfra der pisker dioxin ud af skorstenene, og fordi plastmængden ikke reduceres. Kristeligt Folkepartis beslutningsforslag er godt, fordi det sikrer en obligatorisk tilbagetagningsforpligtelse og dermed styrker presset for at minimere emballagen og samtidig giver mulighed for aktiv deltagelse i genanvendelse af emballage. Enhedslisten er endvidere indstillet på at overveje et bortfald af en afgift, hvis forslaget virkelig skulle vise sig at fungere effektivt. Afgifter er ikke et mål i sig selv, men er alene et redskab til en bedre miljøpolitik.

På to punkter har Enhedslisten dog et forbehold over for beslutningsforslaget. Vi kan ikke tilslutte os, at mælkekartoner afgiftsbelægges, og vi finder, at håndteringen af erhvervslivets emballage med fordel kan foretages af et offentligt selskab underlagt fuldt demokrati.

Enhedslisten står ikke bag regeringens affaldsplan og heller ikke den nuværende emballageafgift, fordi den ikke har en tilstrækkelig miljøprofil. Afgiften burde sammensættes, så den medvirker til udfasning af en række uønskede materialer som pvc og tungmetaller samt udfasning af uønskede kemikalier.

Det fremgår af denne beretning, at regeringen også er utilfreds med emballageafgiften, og Enhedslisten ser frem til en revision, som i langt højere grad har et miljømæssigt sigte. Herunder vil Enhedslisten lægge særlig vægt på, at emballagepolitikken skal sigte på at fjerne emballagen fra forbrændingsanlæggene, og en ny emballageafgift skal derfor have indbygget en samlet dynamik, som dels sigter på minimering af emballagen, dels sigter på at fremme anvendelsen af emballage, som genbruges eller kan komposteres, dvs. kan indgå i det økologiske kredsløb sammen med husholdningernes organiske affald.

Enhedslisten mener endvidere, at en væsentlig del af provenuet af afgiften skal afsættes til at fremme tiltag, der kan minimere emballagemængden samt sikre udvikling af komposterbar emballage. Som led heri kan tilbagetagningsordninger indgå.

P. u. v.

Jørn Jespersen

formand

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →