Beretning om Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede køre- og hviletidsregler for bybuschauffører
Statutory Text (1 Articles)
Beretning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 23. maj 2000
Beretning
om
Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede køre- og hviletidsregler for bybuschauffører
[af Jette Gottlieb (EL) m. fl.]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i et møde.
Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) bemærker, at det gennem adskillige undersøgelser er dokumenteret, at bybuschaufførerne er udsat for arbejdsmæssige belastninger i et sådant omfang, at det er forbundet med helbredsmæssige risici, der langt overskrider, hvad der må anses for forsvarligt.
På den baggrund ønsker flertallet at tilkendegive tilfredshed med, at såvel arbejdsministeren som trafikministeren har erklæret sig enige i, at det er nødvendigt at sikre chaufførerne en arbejdssituation, der er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlig.
Flertallet noterer sig med tilfredshed, at arbejdsministeren og/eller trafikministeren i det kommende folketingsår vil tage initiativer til de ændringer, der er nødvendige for at etablere den mest hensigtsmæssige løsning på de problemer, bybuschaufførerne har med deres arbejdsmiljø.
P.u.v.
Poul Erik Dyrlund,
formand.