Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en husstandsomdelt informationsavis om kronens afskaffelse til fordel for euroen.
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Europaudvalget den 12. maj 2000
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om en husstandsomdelt informationsavis om kronens afskaffelse til fordel for euroen.
[af Frank Dahlgaard (UP)]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal inden for flertallet (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) ønsker tillige at bemærke, at der op til folkeafstemningen vil blive udarbejdet informationsmateriale fra alle dele af samfundet, som vil være let tilgængeligt for borgerne. Men Det Radikale Venstre anerkender, at der er et behov for udarbejdelsen af sagligt materiale, der opfattes som neutralt. Derfor har Det Radikale Venstre i stedet foreslået, at Folketingets EU-Oplysning, som er kendt for god, letforståelig og neutral information, står for udarbejdelsen af en pjece om afstemningstemaet. Denne pjece skulle kunne anskaffes gratis af alle borgere gennem EU-Oplysningen.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret. Socialistisk Folkeparti ønsker i den forbindelse at udtale, at SF ønsker, at der ved en fortsat dialog i Europaudvalget vil kunne opnås enighed om udarbejdelse af en informationsavis som foreslået.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller ligeledes beslutningsforslaget til vedtagelse uændret. Dansk Folkeparti støtter ideen om en husstandsomdelt informationsavis om forslaget om, at Danmark skal afskaffe kronen til fordel for euroen.
Frem til den 28. september, hvor folkeafstemningen er planlagt til at finde sted, er der behov for debat mellem tilhængere og modstandere og tillige behov for, at befolkningen nemt kan opstille tilhængernes og modstandernes argumenter over for hinanden. En informationsavis er oplagt til dette.
Der er tidligere udgivet en avis, hvor der samtidig blev lavet en fælles tekst om, hvad afstemningen drejede sig om. Der var delte meninger på daværende tidspunkt om denne fælles tekst, som et parti tog forbehold over for. Skaden blev dog mindsket af, at man i samme publikation havde tilhængernes og modstandernes egne synspunkter af, hvad der skulle stemmes om, og hvad anbefalingen var.
Der er også denne gang diskussioner om at lave en fælles tekst om afstemningstemaet, og Dansk Folkeparti vil derfor anbefale - såfremt man skal arbejde videre hermed - at en sådan fælles tekst udarbejdes samtidig med, at der fra partiernes side udarbejdes en informationsavis.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller ligeledes beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Carsten Koch (S) Klaus Hækkerup (S) Per Kaalund (S) Claus Larsen-Jensen (S) fmd. Jens Peter Vernersen (S) Anne Baastrup (SF) Mimi Jakobsen (CD) Elisabeth Arnold (RV) nfmd. Keld Albrechtsen (EL) Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Svend Erik Hovmand (V) Jens Kirk (V) Pia Christmas-Møller (KF) Henning Grove (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Lene Espersen (KF)
Kristeligt Folkeparti og Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.