Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om etablering af amtsældreråd
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå optrykt på foranledning af Centrum-Demokraternes medlem af udvalget
Spørgsmål 11
Hvilke saglige argumenter mener ministeren der kan anføres imod at lovfæste amtsældreråd?
Svar
Der er tidligere i debatten blevet fremført en række argumenter mod en egentlig lovfæstning af amtsældreråd. Det drejer sig navnlig om, hvorvidt der er et sådant behov, når det er en realitet, at amtsældrerådene er etableret og fungerer glimrende som et samarbejds- og dialogforum uden lovfæstning.
Jeg finder imidlertid, at der er mange gode argumenter for at etablere amtsældreråd, der på en hensigtsmæssig måde og med et passende regelsæt som baggrund kan varetage ældregruppens interesser i relation til de amtskommunale kompetenceområder. Det er derfor min opfattelse, at der bør tages skridt til at tilvejebringe en model, der sikrer en hensigtsmæssig lovfæstning af amtsældrerådenes arbejde, og jeg kan oplyse, at det er regeringens intention at fremsætte lovforslag om etablering af amtsældreråd i den næste folketingssamling.
Betænkning afgivet af Socialudvalget den 11. maj 2000
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om etablering af amtsældreråd
[af Yvonne Herløv Andersen (CD) m.fl.]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå er på foranledning af Centrum-Demokraternes medlem af udvalget optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og en mundtlig henvendelse fra Amtsældrerådsforeningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for mindretallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) er meget tilfreds med de besvarelser, socialministeren har givet på de stillede spørgsmål, herunder at det er formålstjenligt at lovfæste amtsældreråd, så man får et system på det amtskommunale område, der minder om det, der i en årrække har fungeret godt på det kommunale område. CD forestiller sig, at en indirekte valgmetode både vil være det mest hensigtsmæssige og det enkleste, men er samtidig åben over for yderligere overvejelser om det spørgsmål.
CD er enig med socialministeren i, at der er mange gode argumenter for at etablere amtsældreråd, der på en hensigtsmæssig måde og med et passende regelsæt som baggrund kan varetage ældregruppens interesser i relation til de amtskommunale kompetenceområder. Det siges direkte i besvarelsen af spørgsmål 11, at det er ministerens opfattelse, at der bør tages skridt til at tilvejebringe en model, der sikrer en hensigtsmæssig lovfæstning af amtsældrerådenes arbejde, og at det er regeringens intention at fremsætte lovforslag om etablering af amtsældreråd i næste folketingssamling. CD kan derfor konstatere, at beslutningsforslagets formål, som er at etablere lovfæstede amtsældreråd, vil blive opfyldt.
Et andet mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil ved 2. behandling af beslutningsforslaget stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget.
Jørn Pedersen (S) Inger Bierbaum (S) Karen J. Klint (S) Else Marie Mortensen (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Yvonne Herløv Andersen (CD) Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Tove Fergo (V) Eva Kjer Hansen (V) Jens Heimburger (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Inge Refshauge (DF) Tove Videbæk (KRF) nfmd.
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.