Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af lov om butikstid m.v.
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
Bilag
Bilagsoversigt vedrørende B 24 i ERU
Bilagsnr.
Titel
1
Udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 4. maj 2000
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af lov om butikstid m.v.
[af Egil Møller (DF) m.fl.]
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder.
En oversigt over beslutningsforslagets bilag er optrykt som bilag til denne betænkning.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal (Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) vil stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Venstre) ønsker størst mulig frihed i forholdet mellem de handlende og deres kunder. Venstre har tre gange tidligere i konkrete initiativer i Folketinget tilkendegivet denne indstilling.
Imidlertid har Venstre måttet konstatere, at der ikke i det nuværende Folketing er tilslutning til denne linje. Derfor arbejder Venstre på en fortsat liberalisering af den gældende lov om butikstid.
Da Folketinget under alle omstændigheder skal drøfte en revision af loven i næste samling, og da Folketinget vil få lejlighed til at vurdere en række omfattende analyser inden da, vil Venstre undlade at stemme til nærværende forslag.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis og Frihed 2000 s medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Frode Sørensen (S) nfmd. Ole Vagn Christensen (S) Claus Larsen-Jensen (S) René Skau Björnsson (S) Bjarne Laustsen (S) Ole Sohn (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Svend Erik Hovmand (V) Pia Larsen (V) Kim Andersen (V) Peter Brixtofte (V) fmd. Pernille Sams (KF) Kirsten Jacobsen (FRI) Egil Møller (DF) Ole M. Nielsen (KRF)