Legislator Case Law & Legislation
19991DB00493 DK

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af det skattefri bundfradrag for ydelser fra godkendte fonde m.v., hvis formål det er at støtte socialt eller sygdomsbekæmpende arbejde

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 1999 97 Valid

Bilag

Spørgsmål 1 samt ministerens svar herpå

Spørgsmålet og svaret er optrykt efter ønske fra Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget.

Spørgsmål 1

Hvilke oplysninger kan ministeren give om behovet for at kunne støtte med ydelser over 10.000 kr., herunder set fra de sociale fonde, stiftelser og foreninger m.v.s og modtagernes side?

Svar

Under det forberedende lovarbejde i forbindelse med den fordobling af det skattefri bundfradrag, der fandt sted ved vedtagelsen af L 44 (lov nr. 946 af 20. december 1999), søgte Skatteministeriet ud over oplysninger om størrelsen af ydelserne fra de godkendte fonde m.v., antallet af modtagere af ydelserne og formålet med ydelserne at fremskaffe oplysninger om, i hvilket omfang og af hvilken størrelsesorden der er behov i form af ydelser fra de godkendte fonde m.v.

Som det fremgår af mine besvarelser af Skatteudvalgets spørgsmål 1-6 under behandlingen af L 44, som disse også fremgår af B 97 - bilag 1, har hverken Told- og Skattestyrelsen eller Socialministeriet kendskab til materiale, der kan bringe klarhed over antallet af modtagere af de omhandlede ydelser eller størrelsen af ydelserne m.v.

Efter de oplysninger, som Socialministeriet fremkom med sammenholdt med Den Sociale Sikringsstyrelses liste over de godkendte fonde, må man dog formode, at der for mange af de godkendte fondes vedkommende er tale om små fonde af ældre dato, der med et meget begrænset kapitalgrundlag, som »tiden er løbet fra«, kun er i stand til at uddele ganske beskedne støttebeløb.

Ved indførelsen af det skattefri bundfradrag i 1987 fandt man således under folketingsbehandlingen, at det oprindeligt foreslåede bundfradrag på 8.000 kr. var for stort, og at et bundfradrag på 5.000 kr. var rigeligt til at opfylde formålet med skattefriheden. Dette var baseret på en vurdering af det behov, der var hos de uddelende fonde og modtagerne af ydelserne.

Med den fordobling af bundfradraget, der er sket så sent som i december 1999, som langt overstiger det beløb, en ren pristalsregulering ville have indebåret, må jeg formode, at behovet i langt de fleste tilfælde vil være opfyldt med det nuværende bundfradrag på 10.000 kr.

Med baggrund i de stillede spørgsmål, hvor vi må konstatere, at der stort set ikke eksisterer tilgængelig oplysning, der kan belyse området, har jeg til hensigt at foranledige foretaget en stikprøvevis undersøgelse af de beløb, der traditionelt udloddes af de godkendte fonde for her igennem at forsøge at få skabt et vist overblik over de nuværende behov i forhold til den gældende beløbsgrænse.

Betænkning over beslutningsforslag 1999 97 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 26. april 2000

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af det skattefri bundfradrag for ydelser fra godkendte fonde m.v., hvis formål det er at støtte socialt eller sygdomsbekæmpende arbejde

[af Flemming Hansen (KF) og Mariann&nb sp;Fischer Boel (V) m.fl.]

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Et af udvalgets spørgsmål og skatteministeren besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Kristeligt Folkepartis og Frihed 2000 s medlemmer af udvalget) forslaget til folketingsbeslutning til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller forslaget til folketingsbeslutning til forkastelse.

Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Carsten Koch (S) Anna-Marie Hansen (S) Erik Mortensen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Anders Samuelsen (RV) Frank Aaen (EL) Kristian Jensen (V) Mariann Fischer Boel (V) fmd. Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FRI)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →