Legislator Case Law & Legislation
19991DB00459 DK

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne pårørendes adgang til at modsætte sig en afdøds skriftlige bestemmelse om organdonation

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 1999 47 Valid

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 5. april 2000

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne pårørendes adgang til at modsætte sig en afdøds skriftlige bestemmelse om organdonation

[af Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Birthe Skaarup (DF) m.fl.]

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra

Hjerteforeningens Hjerte- og Lungetransplantationsklub og Jørgen Lund Christiansen, Skanderborg.

Herefter indstiller et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret. Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer har dog oplyst, at medlemmerne af deres grupper stemmer individuelt.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse. Centrum-Demokraternes medlem har dog oplyst, at medlemmerne af gruppen stemmer individuelt.

Mindretallet kan ikke tilslutte sig beslutningsforslaget. Efter de oplysninger, der har kunnet tilvejebringes, findes der kun ganske få eksempler på pårørende, der ikke har ønsket at efterkomme den afdødes ønske om at være organdonor. Problemet i forhold til at respektere »den enkeltes suverænt selvstændige beslutning« er således næsten ikkeeksisterende, og mindretallet ønsker ikke at lovgive på så smalt et grundlag. En gennemførelse af forslaget kan endvidere skabe alvorlige problemer af etisk karakter for både pårørende og involverede læger og sygeplejersker, og man kan frygte en negativ virkning på folks vilje til at melde sig som organdonorer.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget ved 2. behandling.

Et fjerde mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse. Selv om forslaget umiddelbart kan lyde rimeligt, vil det åbne op for unødige tvister, hvor sundhedspersonale og pårørende kan komme i konfrontation. Realiteten er i dag, at der kun er meget få eksempler på, at pårørende ikke efterkommer den afdødes ønsker, og i stedet for at skabe en konflikt mellem de pårørende og sundhedspersonalet bør der arbejdes for, at der i højere grad bliver åbenhed i familierne om, hvilket valg det enkelte individ har ønsket i forhold til organdonation.

Lone Møller (S) nfmd. Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Sandy Brinck (S) Anni Svanholt (SF) Yvonne Herløv Andersen (CD) fmd. Inger Marie Bruun-Vierø (RV) Frank Aaen (EL) Jørgen Winther (V) Ester Larsen (V) Preben Rudiengaard (V) Gyda Kongsted (V) Henriette Kjær (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Birthe Skaarup (DF) Tove Videbæk (KRF)

Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →