Legislator Case Law & Legislation
19991DB00452 DK

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 190 om indgåelse af forlig med Den Danske Bank i den færøske banksag tilbage fra Finansudvalget

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 1999 135 Valid

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til finansministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 1

Ministeren bedes oplyse, om der er givet eller blevet bedt om en vejledende udtalelse om den skattemæssige behandling af Den Danske Banks regnskab af udgiften på 300 mio. kr.?

Svar

Skatteministeriet har oplyst følgende

»Det skal bemærkes, at Skatteministeriet ikke er bekendt med, at der er givet eller er blevet bedt om at give en vejledende udtalelse om den skattemæssige behandling i Den Danske Banks regnskab af udgiften på 300 mio. kr.«

Spørgsmål nr. 2

Hvilket beløb har Den Danske Bank hensat i sit regnskab m.h.p. dækning af sit eventuelle tab i forbindelse med retssagen, og hvordan skal de 300 mio. kr. regnskabsmæssigt posteres?

Svar

Økonomiministeriet har oplyst følgende

»Der fremgår ikke af det de offentliggjorte regnskaber fra Den Danske Bank nogen særskilt hensættelse med henblik på tab i den nævnte retssag.

Finanstilsynet er underlagt bank- og sparekasselovens tavshedsregler, jf. lovens § 50b, og kan som følge heraf ikke gå nærmere ind i det stillede spørgsmål.

For så vidt angår reglerne for, hvorledes de 300 mio. kr., der er indgået forlig om, skal posteres regnskabsmæssigt, afhænger dette af, hvorvidt der tidligere har været hensat hertil eller ej. I det omfang beløbet ikke tidligere har været hensat, vil beløbet skulle udgiftføres som et tab i resultatopgørelsen. I det omfang beløbet tidligere har været hensat vil det ikke påvirke resultatopgørelsen, men alene reducere balancen.«

Spørgsmål nr. 3

Hvordan kan et kompensationsbeløb, som ikke har karakter af en erstatning der udbetales som led i et forlig behandles skattemæssigt?

Svar

Skatteministeriet har oplyst følgende

»En konkret stillingtagen til den skattemæssige behandling af kompensationsbeløbet udbetalt som led i det indgåede forlig mellem Den Danske Bank og Staten vil kræve bl.a. kendskab til kompensationsbeløbets baggrund. Der skal bemærkes, at den skattemæssige behandling af den konkrete sag hører under de relevante ligningsmyndigheder, ligesom oplysninger i tilknytning hertil vil kunne være omfattet af tavshedspligt.

Skattemæssigt fradrag for kompensations-/erstatningsbeløb hos betaleren knytter sig til den skattemæssige behandling af hvad, kompensationen/erstatningen træder i stedet for. Således vil kompensations-/erstatningsbeløb kun være fradragsberettigede i det omfang real ydelsen vil være fradragsberettiget.«

Skatteministeriet henviser i øvrigt til svaret på spørgsmål 4 til Finansudvalget, (§ 7 - bilag 103), vedrørende aktstykke 190 - Forlig med Den Danske Bank.

Spørgsmål nr. 4

Kan ministeren bekræfte, at der ikke blev foretaget en opgørelse af aktiver og passiver på overtagelsesdagen? Ministeren bedes i tilknytning hertil oplyse dels om dette er normal praksis og dels, hvem der traf beslutning om, om at en sådan opgørelse ikke skulle foretages?

Svar

Økonomiministeriet har oplyst følgende

»I henhold til § 2 i Lov om Undersøgelse af den færøske banksag, havde Undersøgelseskommissonen »til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skulle navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992......«

Kommissionen fandt, at der blev opnået enighed om de principielle elementer i aktiebyttet ved et møde den 5. marts 1993. Kommissionens konklusioner om dette møde er optrykt på side 694 til 697 i dens rapport.

Af et afsnit på side 695 fremgår det, at »der ikke fra nogens side blev fremsat ønske om en nærmere - egentlig - undersøgelse af de to banker, herunder navnlig af værdien af deres aktiver, som grundlag for bytteforholdets fastsættelse, og det findes ikke godtgjort, at der under selve mødet blev foretaget en nærmere drøftelse af bankernes aktiver, udover gennemgangen af tilsynets opgørelse af bankernes indestående på korrektiv konti og konstaterede tab i 1988-1992. Der blev således navnlig ikke foretaget en gennemgang af bankernes udlånsengagementer.« Undersøgelseskommissionen når frem til samme konklusion på side 701 i rapporten.

Rapportens kapitel 9 drejer sig om aktiebyttet Kapitlets konklusioner er optrykt på side 925 til 970. Af et afsnit på side 941 fremgår det, at »som anført under 9.3.4. vedrørende fastsættelsen af aktiebytteforholdet på mødet den 5. marts 1993 var der efter Richard Mikkelsens opfattelse ikke tale om et bankkøb i sædvanlig, kommerciel forstand, men der skulle findes en løsning på et samfundsøkonomisk problem. Kommissionen finder, at dette grundsyn fra Richard Mikkelsens side - som i vidt omfang blev delt af tilsynet - er hovedårsagen til, at en lang række tids- og arbejdskrævende undersøgelser, som er sædvanlige ved en bankoverdragelse, ikke blev foretaget, men at man i arbejdsgruppen prioriterede at nå frem til en hurtig, teknisk løsning på det problem, som Den Danske Bank havde peget på overfor Poul Nyrup Rasmussen, således at løsningsforslaget hurtigt kunne bringes videre til afgørelse på det politiske niveau i Danmark og på Færøerne. Denne prioritering havde navnlig som konsekvens, at Richard Mikkelsen var bekendt med, at de to bankers substansværdier ikke blev nærmere vurderet.«.«

Spørgsmål nr. 5

Ministeren bedes oplyse, hvordan det er muligt at beregne en erstatnings størrelse, når handelsværdien på overtagelsesdagen ikke er kendt?

Svar

Kammeradvokaten har i notat af 4. februar 2000 om forlig med Den Danske Bank i Færøbank-sagen, der tidligere er sendt til Finansudvalget, bl.a. anført, at Den Danske Banks erstatningspligt over for landsstyret som udgangspunkt vil omfatte kapitalbehovet som følge af, at der ikke var hensat tilstrækkeligt på Færøbankens tilgodehavender.

Bevisbyrden for størrelsen af det lidte tab som følge af for små hensættelser påhviler landsstyret og dermed staten.

Spørgsmål nr. 6

Kan ministeren bekræfte, at Finansieringsfonden af 1992 og dermed også regeringens repræsentant havde krav på at få alle oplysninger om grundlaget for de foretagne hensættelser og at dette grundlag ikke indgik i vurderingen af handelsprisen?

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 4.

Spørgsmål nr. 7

Kan ministeren bekræfte, at Finanstilsynets tidligere direktør Eigil Mølgaard i et brev til finansministeren oplyste, at man »efter aftale« havde undladt at aflægge tilsynsbesøg i Føroya Banki i en lang periode forud for fusionen?

Svar

Finanstilsynets tidligere direktør har ikke sendt et sådant brev til finansministeren, og der er aldrig lavet en aftale om at undlade kontrolbesøg.

Spørgsmålet om en »aftale« opstod, fordi en vicedirektør i Finanstilsynet 26. maj 1993 skrev et brev til en fuldmægtig i Finansministeriet, hvori det siges, at der »efter aftale« ikke er spurgt i bankerne til resultaterne for 1. halvår.

Som det fremgår af besvarelsen af Politisk-Økonomisk Udvalgs spørgsmål 103 stillet 28. januar 1998 handlede dette om perioden efter aktiebyttet, hvor kommende forhandlinger med Landsstyret var under forberedelse. Her opstod spørgsmålet i den tværministerielle embedsmandsgruppe (»Færøgruppen«), om der skulle indhentes oplysninger i bankerne om forventningerne til halvårsresultatet. Senere i maj blev det enten aftalt, at der ikke skulle indhentes et sådant skøn, eller at der ikke skulle spørges endnu en gang.

Der henvises til den nærmere redegørelse herfor i ovennævnte besvarelse af spørgsmål 103.

Spørgsmål nr. 8

I svaret på spørgsmål 4 står der, at: »Indledningsvis skal det bemærkes, at en konkret stillingtagen til den skattemæssige behandling af det pågældende erstatningsbeløb vil kræve indgående kendskab til de specifikke nærmere forhold knyttet til erstatningen fra Den Danske Bank. Sådanne oplysninger om sagen foreligger ikke i Skatteministeriet på nuværende tidspunkt.« Disse oplysninger foreligger nu, for det blev af Finansministeren under 1. behandlingen af B 135 klart fastslået, at Finansministeriet og Den Danske Bank ikke under forligsforhandlingerne har drøftet den skattemæssige behandling af de 300 mio. kr. Det kan således alene være ordlyden i forligsaftalen, der ligger til grund for den skattemæssige behandling. På denne baggrund ønskes det oplyst, hvorvidt de 300 mio. kr. som DDB betaler »pr. kulance« vil være fradragsberettiget eller ej.

Svar

Skatteministeriet har oplyst følgende

»Der henvises til den tidligere besvarelse af spørgsmål 4 til Finansudvalget, § 7 - bilag 103, vedrørende aktstykke 190 - Forlig med Den Danske Bank, hvoraf det fremgår, at Skatteministeriet ikke har mulighed for at tage konkret stilling til den skattemæssige behandling af kompensationsbeløbet, da dette omfattes skattestyrelsesloven, og derfor henhører under de relevante ligningsmyndigheder.

Det ville være i direkte modstrid med skattestyrelseslovens § 37 - i den form som Folketinget har vedtaget den - hvis en minister blandede sig - endsige tog stilling til et konkret ligningsmæssigt spørgsmål. Det ville endvidere være kritisabelt, såfremt de lignende myndigheder blev opfordret til at tage stilling til et konkret ligningsmæssigt spørgsmål uden forinden at have mulighed for en tilstrækkelig grundig belysning af hele problemstillingen.

Derfor har Folketinget vedtaget en lovgivning, hvor der hos Ligningsrådet kan indhentes en bindende forhåndsbesked. Forinden Ligningsrådet træffer afgørelser i sager om bindende forhåndsbesked, sker der en grundig belysning af de konkrete sager.

Der har så vidt vides ikke i forbindelse med forliget med Den Danske Bank været indhentet en bindende forhåndsbesked, hvorfor det ligningsmæssige spørgsmål henstår til den almindelige ligning.«

Spørgsmål nr. 10

Når finansministeren under førstebehandlingen af B 135 med en stærk betoning af ordet »jeg« afviste, at ministeren havde deltaget i fordækte aftaler, lå der så heri, at ministeren ikke ville udelukke, at tidligere ministre har deltaget i sådanne aftaler.

Svar

Nej. Der er ingen anledning til at tro, at der under tidligere ministre er blevet indgået fordækte aftaler.

Spørgsmål nr. 11

Kan ministeren bekræfte, at der i folketingsdebatten om Færøbank-sagen i januar 1997 af et stort flertal i Folketinget blev udtrykt, at det ikke kunne udelukkes, at der havde været et samarbejde mellem regeringen og Den Danske Bank om at snyde Det Færøske Landsstyre i forbindelse med overtagelsen af Færøbanken og at der med indgåelsen af forliget med Den Danske Bank ikke er nogen endelig afklaring af dette vigtige spørgsmål.

Svar

Regeringen har ikke haft nogen aftale eller intentioner om at snyde landsstyret.

Spørgsmål nr. 12

Kan ministeren anvise veje til at få afklaret, om der foregik et samarbejde mellem regeringen og Den Danske Bank om at snyde Det Færøske Landsstyre, herunder veje til at få fastslået i hvilket omfang Den Danske Bank havde ansvar for at færingerne kom til at indskyde et milliardbeløb efter overtagelsen af Færøbanken.

Svar

Der er som det fremgår i besvarelsen af spørgsmål nr. 11 ikke grundlag for en antagelse om, at der har været et samarbejde mellem regeringen og Den Danske Bank om at snyde det færøske landsstyre, og der kan derfor ikke peges på veje, der kan bekræfte en sådan antagelse.

Spørgsmål nr. 13

Kan Ministeren bekræfte, at statsministeren i debatten i Folketinget den 27. januar 1997 udtalte, at sagen drejede sig om at Færøbanken på salgstidspunktet og i en passende til efter salget skulle være solvent, og at banken ifølge Grønborg-rapporten kort efter salget skulle tilføres et milliardbeløb. I givet fald bedes ministeren forklare baggrunden for sine udtalelser om at de færøske erstatningskrav var urealistisk høje.

Svar

Der er ikke én bestemt vurdering af det mulige færøske tab på baggrund af udviklingen i banken i foråret 1993 og ingen kan naturligvis vide, hvad en domstolsprøvelse ville resultere i. Under alle omstændigheder vil det afhænge af en vurdering af, hvilken periode efter salget man ville finde det pasende, at banken skulle være solvent.

Mine udtalelser skal forstås på den måde, at jeg aldrig har anset det realistisk, at en domstol skulle nå i nærheden af et beløb på 1,5 mia. kr.

Spørgsmål nr. 14

Kan ministeren bekræfte, at der fra dansk side er erkendt et erstatningsansvar i banksagen i forhold til Det færøske Landsstyre, der har kostet de danske skatteydere et stort trecifret millionbeløb, men at det efter forliget med Den Danske Bank ikke er klart, hvem der har ansvaret for, at denne betydelige udgift er havnet hos skatteyderne.

Svar

Nej. Der er ikke fra dansk side erkendt noget erstatningsansvar i banksagen i forhold til landsstyret.

Betænkning over beslutningsforslag 1999 135 Valid

Bilag 2

Brev fra Finanstilsynet til Finansministeriet af 26. maj 1993, hvortil der henvises i finansministerens besvarelse af spørgsmål 7, jf. B 135 - bilag 10

Finanstilsynet

Dato: 26. maj 1993

Finansministeriet

Slotsholmsgade 12

1216 København K

Att.: Jeppe Hjernø

Ref. PSL/BMS

Vedrørende den solvens- og likviditetsmæssige udvikling i Sjóvinnubankin og Føroya Banki.

1. Solvensmæssige udvikling

Finanstilsynet har efter aftale ikke forespurgt i bankerne om resultatet for 1. halvår 1993.

Som tidligere oplyst forventer tilsynet, at der også i 1993 vil blive tale om store hensættelser og at det må forventes, at bankerne skal have tilført mere ansvarlig kapital.

Det er endnu ikke klart, hvorledes hensættelsesbehovet og dermed det yderligere kapitalbehov vil blive fordelt mellem 1. og 2. halvår.

Såfremt det ønskes, vil tilsynet tage kontakt med bankerne.

2. Likviditeten

a Sjóvinnubankin

Bankens egne beregninger viser, at banklovens § 11 ikke vil være opfyldt ultimo juli 1993, idet der på dette tidspunkt vil være en manko på 26 mio. kr. Underdækningen vil gradvis vokse og efter prognosen udgøre 61 mio. kr. ultimo oktober 1993.

Bankens prognose er opgjort med betydelige forbehold og indeholder ikke reduktion i indlånene, hverken som følge af uro eller som følge af fald i samfundslikviditeten. Sidstnævnte synes p.t. ikke at være faretruende.

Føroya Banki

Bankens prognose viser, at der kan opstilles følgende prognose

Resten af 2. kvartal 1993 (incl. bortfald af credit-line 100 mio. kr.)

150 mio. kr.

3. kvartal 1993

150 mio. kr.

Oktober 1993

50 mio kr.

350 mio. kr.

÷ nuværende overdækning

60 mio. kr.

290 mio. kr.

Hertil kommer en mulig udnyttelse fra Landsstyrets side om træk på 50 mio. kr. I beløbene indgår udsivningen som følge af likviditetsmangel. Bedste skøn er derfor, at der næppe vil blive behov for mere end ovennævnte 300-350 mio. kr., medmindre der opstår en »frygt-situation«.

Peter Sylvest Larsen

vicedirektør

Betænkning over beslutningsforslag 1999 135 Valid

Betænkning afgivet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 5. april 2000

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 190 om indgåelse af forlig med Den Danske Bank i den færøske banksag tilbage fra Finansudvalget

[af Frank Aaen (EL) og Søren Kolstrup (EL)]

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til finansministeren, som denne har besvaret mundtligt og skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål til finansministeren og dennes svar herpå er tillige med et brev fra Finanstilsynet til Finansministeriet af 26. maj 1993 optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Frihed 2000 s medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal inden for mindretallet (Frihed 2000´s medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse, uanset at mindretallet er helt enig med forslagsstillerne i, at det er forargeligt, at det aldrig bliver opklaret, hvem der bærer ansvaret for, at de danske skatteydere har betalt regningen for den uansvarlige færøske politik, der førte til den færøske bankkrise.

Mindretallet har helt fra begyndelsen forsøgt, at få iværksat en undersøgelse med henblik på at klarlægge hele hændelsesforløbet og placere ansvaret. Dette har der ikke kunnet opnås politisk flertal for - det beklager Frihed 2000.

En vedtagelse af beslutningsforslaget vil imidlertid medføre, at skatteyderne skal bruge endnu flere penge på en sag, der for det første aldrig kan vindes, men dernæst sandsynligvis kan afvises, da den danske regering og det færøske landsstyre ikke er parter i sagen efter gældende lovgivning.

Den danske regering bærer ansvaret for, at aktiver og passiver ikke blev opgjort pr. overtagelsesdagen; dermed er det umuligt at fastslå, hvad handelsværdien var. Det er en forudsætning for at vinde en erstatningssag om, at man er blevet snydt, at man kan bevise, at der er lidt et tab, samt at man var i god tro. Ligesom det er en forudsætning, at man har den nødvendige retlige interesse.

Ingen af delene kan den danske stat påberåbe sig eller bevise. Staten sad selv med ved bordet og havde i sin magt at skaffe de oplysninger, der var nødvendige for at sikre en rigtig handelsværdi; dette skete ikke. Det er dybt kritisabelt, at en regering, som råder over et kæmpe apparat og har instruktionsbeføjelser over for Finanstilsynet, der er tilsynsmyndighed, kan optræde så amatøragtigt.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse.

Mindretallet støtter beslutningsforslaget ud fra den opfattelse, at en gennemførelse af retssagen vil være den rigtige udvej af den færøske banksag for at kunne få placeret ansvaret for hele miseren og for at få godtgjort, hvad Den Danske Bank burde have svaret, da de kom ud af moderselskabsforpligtelsen. Og som følge deraf finder mindretallet ikke forliget mellem Finansministeriets og Den Danske Bank tilfredsstillende. Mindretallet finder det ligeledes utilfredsstillende, at det ikke har været muligt under sagens behandling at få fastslået, hvorvidt de 300 mio. kr., som Den Danske Bank erlægger, er fradragsberettiget eller ej. Realværdien af forligsbeløbet er således ikke kendt.

Et fjerde mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse.

Mindretallet beklager, at regeringen efter nedstemningen af Enhedslistens beslutningsforslag får aktstykke 190 igennem i Finansudvalget og dermed - med Venstres og Det Konservative Folkepartis indirekte hjælp - får godkendt regeringens forlig med Den Danske Bank.

Mindretallet kan herefter notere, at de danske skatteydere hænger på en regning på flere hundrede millioner kroner, uden at det er afklaret, hvem der har ansvaret for, at skatteyderne skal betale denne regning. Regeringen afviser, at den selv eller den tidligere regering har et erstatningsansvar; det samme gør banken. Man ved endog ikke, hvor stor regningen er, fordi det aldrig er oplyst, hvor meget banksagen udgjorde af den låneftergivelse på 900 mio. kr., Færøerne fik med aftalen af 10. juni 1998 mellem regeringen og Færøernes landsstyre.

Det er klart utilfredsstillende for befolkningen, at ansvaret for en sådan udskrivning ikke placeres, men regeringen og de store borgerlige partier er åbenbart blevet enige om, at det er bedst, at den sag nu lukkes.

Og i modsætning til det politiske ansvar i sagen, der kan placeres af Folketinget, hvis der er vilje til det, kan Den Danske Banks ansvar naturligvis kun fastlægges via en retssag og en efterfølgende dom, men med forliget lukkes den mulighed.

Det undrer desuden mindretallet, at regeringspartierne åbenbart er drejet helt rundt i forhold til den diskussion af Færø-sagen, der fulgte efter offentliggørelsen af Grønborg-rapporten. I diskussionen i Folketinget den 27. januar 1998 erklærede den socialdemokratiske ordfører sig f.eks. enig med bl.a. Enhedslisten i, at der var grund til at undersøge, om der lå hemmelige aftaler mellem staten og banken bag det forløb, der medførte det store tab for de færøske myndigheder. Uden begrundelse afvises det nu, at der er grund til en sådan mistanke.

Enhedslisten vil nu søge andre veje til at få klargjort det egentlige ansvar for skandalen om Den Danske Banks tidligere datterbank, Føroya Banki, herunder denne sags sammenhæng med den samlede finansielle krise i begyndelsen af 90'erne, herunder Hafnia-/Baltica-sagen, der ligeledes har Den Danske Bank og myndighederne som hovedaktører.

Per Kaalund (S) Pernille Blach Hansen (S) Lissa Mathiasen (S) Jeppe Kofod (S) Ingrid Rasmussen (S) Jes Lunde (SF) Mimi Jakobsen (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) Anders Fogh Rasmussen (V) Pia Larsen (V) Ulla Tørnæs (V) Pia Christmas-Møller (KF) fmd. Brian Mikkelsen (KF) Pia Kjærsgaard (DF) Kirsten Jacobsen (FRI) nfmd.

Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →