Forslag til folketingsbeslutning om privatisering af Kort- og Matrikelstyrelsen
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 16. maj 2000 af Egil Møller (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (D F) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om privatisering af Kort- og Matrikelstyrelsen
Folketinget pålægger regeringen inden 1. januar 2001 at tilvejebringe et lovgrundlag med det formål at privatisere Kort- og Matrikelstyrelsen.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillernes ønske med forslaget er, at regeringen inden 1. januar 2001 skal tilvejebringe et lovgrundlag med det formål at privatisere Kort- og Matrikelstyrelsen.
Den statsejede virksomhed Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS) er en central myndighed for opmåling og kortlægning samt matrikel- og landinspektørvæsen. KMS er sektorforskningsinstitution for kort- og geodataområdet og forestår samordning og koordination af den offentlige sektors produktion af kort og geodata. KMS blev etableret den 1. januar 1989 på baggrund af lov om Kort- og Matrikelstyrelsen fra 1988. Styrelsen varetager statens opgaver inden for kort- og geodataområdet i Danmark, Grønland, Færøerne og farvandene heromkring.
Kort- og Matrikelstyrelsen optræder på finansloven for 2000 med en nettoudgift på 172,4 mio. kr. Udgifterne til driften af Kort- og Matrikelstyrelsen er på 319,9 mio. kr., men der er indtægter fra salg af varer og tjenesteydelser på 147,5 mio. kr.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at de opgaver, som i dag varetages af Kort- og Matrikelstyrelsen, kan videreføres i et privatejet selskab, f.eks. i et Kort- og Matrikel A/S. Det er forslagsstillernes generelle opfattelse, at opgaver, som ikke strengt nødvendigt skal varetages af det offentlige, lige så godt kan varetages af private. Når Kort- og Matrikelstyrelsen er privatiseret, skal selskabet naturligvis opkræve betaling for de opgaver, som udføres for såvel det offentlige som for private virksomheder.
Det er ligeledes forslagsstillernes opfattelse, at private ejere vil fortsætte med at udvikle og forbedre de varer og tjenesteydelser, som styrelsen i dag tilbyder, men også stille nye og anderledes krav, der samlet vil styrke et privatejet kort- og matrikelselskab til gavn og glæde for det danske samfund.
Skriftlig fremsættelse
Egil Møller (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om privatisering af Kort- og Matrikelstyrelsen.
(Beslutningsforslag nr. B 164).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.