Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af Patientforsikringen

Fremsat den 14. april 2000 af Frank Aaen (EL) og Jette Gottlieb (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbedring af Patientforsikringen

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af år 2000 at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om patientforsikring med henblik på forbedring af erstatningsreglerne for personer, som påføres skade ved behandling i sundhedsvæsenet ud fra følgende retningslinjer

Privatpraktiserende læger og speciallæger samt privatejede hospitaler pålægges at tegne forsikringer med samme dækningsområde som patientforsikringen.

Klage over alle patientforsikringsafgørelser skal kunne behandles af Patientskadeankenævnet.

Patienter tilbydes vederlagsfri bistand til udformning af klage over Patientforsikringens afgørelser.

Patienter tilbydes vederlagsfri undersøgelse hos relevant speciallæge med henblik på beskrivelse af helbredsmæssig status forud for behandling af klage i Patientskadeankenævnet.

Hospitaler, læger, speciallæger samt i øvrigt enhver, hvis virksomhed er underlagt reglerne i lov om patientforsikring samt hermed ligestillede regler, pålægges pligt til at anmelde enhver skade, der eventuelt vil kunne berettige til erstatning.

Selvrisiko ved udmåling af erstatninger afskaffes.

Bemærkninger til forslaget

Nærværende beslutningsforslag om patientforsikringen har til formål at justere det gældende regelsæt, så der tages højde for en række af de problemer, der er påpeget, bl.a. i den offentlige debat, eller som i øvrigt forekommer åbenlyst urimelige.

Ad 1

Efter de gældende regler er det alene offentlige sygehuse, der er omfattet af lovens bestemmelser.

Ganske vist har en række privathospitaler valgt at tegne forsikringer med samme dækningsområde, som de offentlige sygehuse er forpligtet til, det vil sige et dækningsområde, der er mere vidtgående, end hvad der følger af et almindeligt erstatningsansvar.

Men det forekommer urimeligt, at patienterne ikke kan være sikre på omfanget af privathospitalets forsikring, navnlig i betragtning af at dette næppe er det mest nærliggende spørgsmål at undersøge i forbindelse med en indlæggelse, hvor man typisk har andet at tænke på.

Det foreslås derfor, at privathospitaler skal have pligt til at tegne forsikringer med samme dækningsområde som offentlige sygehuse.

Privatpraktiserende læger eller speciallæger er heller ikke omfattet af lov om patientforsikring, og i modsætning til en række privathospitaler indeholder deres forsikringer end ikke samme dækningsområde som patientforsikringen.

Det vil sige, at erstatning for en skade ved behandling hos en privatpraktiserende læge eller speciallæge kun kan ydes, når der foreligger en decideret ansvarspådragende handling eller forsømmelse fra lægens side.

Dette dækningsområde er klart ringere end patientforsikringslovens dækningsområde, hvorefter erstatning kan ydes, uden at der foreligger en egentlig ansvarspådragende handling eller forsømmelse. Efter patientforsikringsloven er det f.eks. et tilstrækkeligt erstatningsgrundlag, at patienten er blevet behandlet ringere end en erfaren specialist ville have gjort, eller at en skade er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må affinde sig med, set i relation til bl.a. patientens grundsygdom og de forventelige konsekvenser heraf.

Det foreslås derfor, at også privatpraktiserende læger og speciallæger forpligtes til at tegne forsikringer med samme dækningsområde som patientforsikringen.

Ad 2

For at sikre patienterne samme retsgarantier, uanset om behandlingen er sket på offentligt ejede hospitaler eller på privathospitaler, hos privatpraktiserende læger eller speciallæger, foreslås det endvidere, at alle patientforsikringsafgørelser skal kunne påklages til Patientskadeankenævnet efter samme regler som Patientforsikringens afgørelser vedrørende skader efter behandling i det offentlige sygehusvæsen. Da Patientskadeankenævnets drift er finansieret fuldt ud af det offentlige sygehusvæsen, som der hidtil har kunnet klages over, foreslås det, at merudgiften ved den øgede sagsmængde finansieres af privathospitaler og privatpraktiserende læger og speciallæger.

Ad 3

I behandlingen af klager i Patientskadeankenævnet deltager bl.a. repræsentanter for De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). Efter deltagelse i behandlingen af efterhånden ca. 6.000 sager er det DSI s indtryk, at det er vanskeligt at få medhold i en klage, hvis man tilhører den relativt store gruppe af befolkningen, der har vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt på en kort, klar og forståelig måde.

Indtrykket kan ikke dokumenteres, for det føres der i sagens natur ikke statistik over, men det lyder særdeles sandsynligt, at det er en nødvendig forudsætning for at få medhold, at man kan beskrive præcist, hvori skaden består, ikke mindst fordi kommunikationen mellem patienten og Patientforsikringen/Patientskadeankenævnet alene foregår skriftligt.

Ganske vist kan man gøre brug af en advokat, men det er en særdeles dyr og næppe særlig hensigtsmæssig løsning i betragtning af, at det oftest mere er sproglig end juridisk bistand, der er behov for.

Det foreslås derfor, at der etableres en uafhængig instans, som kan bistå de klagere, der ønsker det, med den skriftlige sagsfremstilling, og som også kan vejlede klagere om, hvorvidt en klage eventuelt vil være nytteløs.

Ad 4

Forslagsstillerne har ikke dokumentation for, at Patientskadeankenævnet træffer forkerte afgørelser, men det er berettiget at rejse tvivl om, hvorvidt grundlaget for afgørelserne altid er godt nok, blandt andet fordi de lægelige oplysninger, der ligger til grund for den enkelte sag, ofte er temmelig gamle.

Efter de gældende regler har patienten imidlertid ikke noget krav på en aktuel vurdering fra en relevant speciallæge, medmindre vedkommende selv betaler. Patientskadeankenævnet har mulighed for at bede en speciallæge om en vurdering, men dette forudsætter i praksis, at Patientskadeankenævnet selv er i tvivl om beslutningsgrundlaget.

Det foreslås derfor, at patienter tilbydes undersøgelse hos relevant speciallæge med henblik på beskrivelse af helbredsmæssig status forud for behandling af klage i Patientskadeankenævnet, således at det bliver patienten selv, der vurderer, om nævnets beslutningsgrundlag er tilstrækkeligt, eller om der skal tilføres yderligere sagkundskab. Anmodning herom skal fra patientens side kunne fremsættes inden en frist på f.eks. 4 uger efter modtagelse af Patientskadeankenævnets beslutningsgrundlag efter reglerne for partshøring.

Ad 5

Ethvert klagesystem inden for hospitalsvæsenet lider under den svaghed, at mange mennesker nærer stor autoritetstro over for behandlende læger og dertil endvidere en vis frygt for at fornærme den læge, som man er afhængig af.

Dette vil som oftest være ubegrundet, men det er ikke desto mindre utvivlsomt, at et antal sager af denne årsag aldrig anmeldes.

Det foreslås derfor, at hospitalerne og lægerne selv får pligt til at anmelde enhver skade, der eventuelt vil kunne berettige til erstatning.

Ad 6

Efter de gældende regler er der en selvrisiko på hele 10.000 kr. for skader efter lov om patientforsikring. Det vil sige, at en erstatning der udmåles til 9.999 kr. og derunder ikke kommer til udbetaling.

En selvrisiko af den størrelse forekommer urimelig høj, ikke mindst i betragtning af at der er tale om skader, som påføres patienter ud over den risiko, der altid er ved at være syg og modtage behandling.

Det foreslås, at selvrisikoen afskaffes eller i det mindste nedsættes til et beløb, der alene udgør en bagatelgrænse.

Skriftlig fremsættelse

Frank Aaen (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af patientforsikringen.

(Beslutningsforslag nr. B 150).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.