Forslag til folketingsbeslutning om et klagenævn for etnisk diskrimination

Fremsat den 12. april 2000 af Knud Erik Hansen (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup (SF), Jes Lunde (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om et klagenævn for etnisk diskrimination

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. november 2000 at fremsætte lovforslag om et klagenævn, der kan behandle sager vedrørende diskrimination på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller religion. Nævnet skal kunne behandle klager over diskrimination i alle områder af samfundslivet.

Bemærkninger til forslaget

Det danske samfund vil i stigende grad blive præget af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Mødet mellem flere kulturer glider ikke altid lige let, og det har gennem historien vist sig at være nødvendigt at gøre en særlig indsats for at undgå racediskrimination og deraf følgende krænkelser af menneskerettighederne.

Flere undersøgelser understreger det faktum, at mange unge, der er vokset op i Danmark, men som har en anden etnisk baggrund end dansk, bliver diskrimineret i det danske samfund. De sorteres fra, når de søger job eller praktikpladser, de kan ikke komme ind på diskoteker etc. Deres repræsentation i offentlige job og folkevalgte repræsentationer er yderst beskeden for ikke at sige fraværende på trods af, at deres sproglige og faglige kvalifikationer ikke på nogen måde er ringere end deres lyshårede venners. Denne ulige behandling er med til at konsolidere deres følelse af ikke at være ligeværdige borgere i det danske samfund.

Den seneste tids debat om unge højtuddannede minoritetsdanskere, der flytter fra Danmark, fordi de ikke kan få job herhjemme, har været med til at understrege, at udviklingen i Danmark bevæger sig i en gal retning.

Der er lovgivet mod diskrimination i flere love. For dem alle gælder imidlertid, at de ikke åbner op for en let adgang til at få behandlet sager, hvor der er diskrimineret.

Danmark indførte i 1939 en racismeparagraf (§ 266 b) i straffeloven, og den fik i 1987 sin nuværende form. Med denne paragraf skal etniske minoritetsgrupper sikres mod racistiske ytringer. Bestemmelsen er underlagt offentlig påtale, hvilket betyder, at kun anklagemyndigheden kan bestemme, om der skal rejses sager ved domstolene. Det er derfor politiet og ikke den, der har været udsat for diskrimination, der reelt kan tage initiativ til en straffesag. Det er politiets afgørelse. Der er kun rejst ganske få sager efter racismeparagraffen.

I 1971 blev lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. vedtaget (lov nr. 289 af 9. juni 1971). Loven er i 1987 ændret ved lov nr. 357 af 3. juni 1987. Denne lov forbyder forskelsbehandling på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering i erhvervsmæssige eller almennyttige virksomheder og på steder, hvortil der er offentlig adgang. Loven har til hensigt at sikre, at alle personer uanset etnisk oprindelse m.v. har lige adgang til biografer, diskoteker, cafeer m.v. og modtager lige behandling med hensyn til arbejdsanvisning, boliganvisning, anvisning af daginstitutionspladser og lignende. Overtrædelser skal behandles som politisager og kan derfor anmeldes, men ikke rejses af den person, der er blevet krænket.

I 1996 er der med lov nr. 459 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. indført forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet. Den, der har været udsat for diskrimination, kan ifølge loven selv rejse en civil sag ved domstolene. Det kræver som enhver anden sag, at man har ressourcer til at rejse en sådan sag, herunder midler til advokathjælp. Der er efter denne lov kun rejst ganske få sager ved domstolene.

Der er i Danmark en række organer, der beskæftiger sig med problematikken omkring racisme og diskrimination. Dels organer nedsat af regering og Folketing, dels organer oprettet af private. Fælles for disse er, at de ikke har mulighed for at gribe ind i enkeltsager, og at deres muligheder for at påvirke arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet eller offentlige institutioner direkte dermed er stærkt begrænsede.

En del diskrimination vil heller ikke have en karakter, så man vil finde det besværet værd at rejse den som civil sag ved domstolene. Tilsvarende er det heller ikke alle sager, der er relevante at anmelde til politiet, og med de mange opgaver og begrænsede ressourcer, politiet har, er det ikke sandsynligt, at politiet alene kan løfte opgaven.

De få sager, der har været rejst efter den gældende lovgivning og med nu fungerende organer, svarer ikke til den oplevede diskrimination i samfundet. Det understreger behovet for et klagenævn, der kan gøre det lettere for dem, der er blevet diskrimineret at få rejst en sag. Et klagenævn vil også i langt større udstrækning kunne tilpasse sin reaktion til de meget forskellige situationer med diskrimination. Nogle gange kan den bedste reaktion være mægling, andre gange information, andre gange, at der gives støtte til at rejse en sag ved domstolene, andre gange en forbehandling af en sag med en henstilling til politiet, osv. Denne adgang til differentierede reaktioner er væsentlig, fordi diskrimination i høj grad bunder i forskellige kulturelle opfattelser, hvor en af de vigtige opgaver er at fremme kulturer, hvor man respekterer forskellighed.

Man kunne forbedre mulighederne for at få en bedre bekæmpelse af etnisk diskrimination ved at ændre spillereglerne på arbejdsmarkedet. Forslagsstillerne finder imidlertid ikke, at det vil eliminere behovet for et klagenævn. Forslagsstillerne finder det væsentligt, at en person, der er udsat for etnisk diskrimination, kan henvende sig ét sted og dér enten få sin sag behandlet eller hjælp til at få den rejst i et andet regi.

I dag er sikring mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet sjældent direkte omfattet af overenskomsterne. Hvis det er eller bliver tilfældet, vil de, der udsættes for overtrædelse af disse bestemmelser, kunne gå til deres fagforening, som så kan medvirke til at rejse en faglig voldgiftssag, der kan tage stilling til, om der er sket en overtrædelse. I en sådan situation vil det være lettere for den enkelte at få rejst sager. Men dette er ikke den typiske situation i dag. De nugældende overenskomstsregler giver typisk kun ret til samme løn- og ansættelsesforhold. Hvis f.eks. ansatte fra etniske mindretal betales mindre eller bydes andre arbejdstidsvilkår, end overenskomsten foreskriver, kan der rejses en sag mod arbejdsgiveren. Men overenskomstens bestemmelser giver ikke mulighed for at gribe ind i mange af dagligdagens situationer med diskrimination som f.eks. ved ansættelser, afskedigelser, fordeling af arbejde, mobning og chikane.

Når det drejer sig om mobning, chikane og andre forhold, der vedrører det psykiske arbejdsmiljø, er forholdene reguleret i arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynet kan således ifølge arbejdsmiljøloven gribe ind med påbud m.v. over for psykosociale problemer på arbejdspladsen. Men her foreligger der en aftale mellem Arbejdsministeriet/Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter, som indebærer, at Arbejdstilsynet er afskåret fra at gribe ind over for store dele af de psykosociale problemer, herunder sager, hvor de psykosociale problemer vedrører f.eks. jobusikkerhed, avancements-/uddannelsesforhold, mobning, chikane eller konflikter mellem kolleger og rollekonflikter/rolleuklarhed, der kan være begrundet i forskelle i temperament, uenighed om faggrænser, sym- og antipatier eller følelsen af at være forbigået.

Hvis denne aftale, der i øvrigt rummer store problemer for en hensigtsmæssig håndtering af de psykiske arbejdsmiljøproblemer for alle lønmodtagergrupper uanset etnisk tilhørsforhold, ændres, således at det bl.a. bliver muligt for Arbejdstilsynet efter en konkret vurdering at gå ind i de ovennævnte sager, kunne arbejdsmiljølovens bestemmelser give betydelig bedre grundlag for at behandle psykiske arbejdsmiljøproblemer med større eller mindre islæt af etnisk forskelsbehandling. Men sådan er det ikke i dag.

FN s konvention om bekæmpelse af racediskrimination fra 1963 og den internationale konvention om bekæmpelse af racediskrimination fra 1965 opfordrer staterne til at sætte aktivt ind i bekæmpelse af al form for racediskrimination. Dels gennem undervisning og lovgivning og dels ved forebyggelse.

I den rapport, som Europarådets »Komité mod racisme og intolerance« har udgivet om forholdene i Danmark (februar 1999), opfordres Danmark til at tage initiativer til bekæmpelse af den spirende xenofobi (fremmedhad), som komiteen ser som en voksende trussel i Danmark. Europarådet opfordrer i rapporten til, at man i Danmark udvikler et organ, der særligt tager sig af bekæmpelse af racisme og intolerance, og som har magt til at undersøge individuelle klager. Rådet retter opmærksomheden mod den direkte og indirekte diskrimination med hensyn til arbejde og bolig og gør opmærksom på problemer med at føre sager om diskrimination for den enkelte grundet den vanskelige bevisførelse.

Forslagsstillerne ønsker et klagenævn, der kan behandle alle sager vedrørende diskrimination på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse eller religion. Det skal ikke være nogen hindring, at andre organer også kan behandle en sag. Sager skal kunne indbringes af såvel personer, der har været udsat for diskrimination, som af andre borgere og berørte organisationer, ligesom klagenævnet selv skal kunne tage sager op. Klagenævnet skal kunne foretage henstillinger til de involverede parter. Det skal kunne henvise til andre klagemuligheder og til mægling og skal kunne anbefale politiet at tage sager op. Det skal have midler, så det kan give støtte til en mæglingsindsats og til retshjælp, herunder til advokatbistand, hvis det anbefales at indbringe en sag for domstolen eller anden instans, hvor advokathjælp kan være nødvendig.

Klagenævnet skal have mulighed for at tage generelle problemer med diskrimination op og komme med anbefalinger og henstillinger til relevante parter. Klagenævnet skal f.eks. have kompetence til over for arbejdsgivere at påtale behovet for, at der via lokalaftaler og/eller vedtagelse af personalepolitiske retningslinjer i samarbejdsudvalg formuleres en skriftlig politik for etnisk ligestilling på virksomhederne.

Klagenævnet skal som en del af sit virke forholde sig til EU-regulering m.v. på området. Klagenævnet skal have kompetence til at komme med udtalelser, henstillinger m.v., der forholder sig til aktuel og kommende EU-regulering samt til samspillet mellem dansk lovgivning og EU-regulering.

Et sådant klagenævn vil aktivt kunne bidrage til at mindske diskriminationen, og Danmark vil i højere grad kunne leve op til konventionerne om bekæmpelse af racediskrimination.

Sveriges Riksdag vedtog i 1999 »lag om åtgärder mot etnisk diskriminering i arbetslivet« og »lag om Ombudsmannen mot etnisk diskriminering«, ligesom man oprettede et nævn mod diskrimination. Den nye ombudsmandsinstitution har til opgave at virke for, at der ikke forekommer etnisk diskrimination i arbejdslivet eller på andre områder i samfundet, både ved at behandle konkrete sager om diskrimination, ved at påvirke den offentlige debat og ved at tage initiativer til bekæmpelse af etnisk diskrimination. Ombudsmanden har et særligt ansvar i forhold til arbejdsmarkedet, idet han særligt skal modvirke, at jobsøgende udsættes for diskrimination på grund af deres etniske tilhørsforhold, ligesom han i samarbejde med arbejdsgivere og fagforbund skal fremme et godt forhold mellem forskellige etniske grupper i arbejdslivet. Ombudsmanden skal føre tilsyn med, at loven om tiltag mod etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet efterleves. Det er forslagsstillernes opfattelse, at lignende tiltag vil være gavnlige for at bekæmpe diskrimination og fremme en reel ligestilling af etniske minoriteter og »gammeldanskere« i det danske samfund.

SF har tidligere i forbindelse med behandlingen af forslaget til lov om Nævnet for Etnisk Ligestilling (lovforslag nr. L 191, folketingsåret 1996-97) tilkendegivet, at man gerne havde set, at der var blevet etableret et forsøg med et klageorgan.

Skriftlig fremsættelse

Knud Erik Hansen (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om et klagenævn for etnisk diskrimination.

(Beslutningsforslag nr. B 149).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.