Legislator Case Law & Legislation
19991BB00145 DK

Forslag til folketingsbeslutning om afhjælpning af likviditetsproblemer i virksomheder, der anvender fjernvarme som procesvarme (gartnerierhvervet)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1999 145 Valid

Fremsat den 11. april 2000 af Ebbe Kalnæs (CD), Sonja Albrink (CD) og A nnie Lunde Hansen (CD)

Forslag til folketingsbeslutning

om afhjælpning af likviditetsproblemer i virksomheder, der anvender fjernvarme som procesvarme (gartnerierhvervet)

Folketinget opfordrer regeringen til at afhjælpe likviditetsproblemer i virksomheder, der anvender fjernvarme som procesvarme. Likviditetsproblemet opstår som følge af tidsforskydning mellem indbetaling af moms, energi- og CO2-afgifter og refusionen af disse.

Bemærkninger til forslaget

Inden for de seneste par år er gartneriernes likviditetsmæssige situation blevet markant dårligere som følge af de fortsat stigende afgifter på energi samt momsen på afgifterne.

Gartnerier med fjernvarme (150-200 virksomheder) er blevet særligt hårdt belastet på grund af stigende priser og afgifter.

Som et miljø- og energipolitisk paradoks kan det nævnes, at der foreløbig eksisterer to gartnerivirksomheder, der af likviditetsmæssige årsager er skiftet fra fjernvarme til opvarmning med fuelolie. Her er der mulighed for at blive registreret som oplagshaver, hvilket indebærer, at virksomhederne modtager olien uden afgifter og efterfølgende alene afregner nettoafgifter, herunder moms af nettoafgiften med Told og Skat efter løbende forbrug.

Efter forslagsstillernes vurdering kan ovenstående løses uden provenutab for staten ved at udvide den nævnte registreringsordning til også at omfatte » fjernvarme«gartnerier. I praksis kan dette gøres på to måder

1. Virksomheder, der anvender fjernvarme som procesvarme, får mulighed for at lade sig registrere som nettoafregnere til Told og Skat. Tilsvarende princip kendes fra virksomheder med oplagsplads for kul og olie.

2. Virksomhedernes fjernvarmeselskaber får mulighed for at lade sig registrere og forestå nettoafregning med Told og Skat på virksomhedernes vegne.

Der er tre hovedargumenter for at fremme dette forslag

Forbedring af gartnerierhvervets hårdt belastede likviditetssituation.

Forslaget er provenumæssigt neutralt.

Modvirker tilbagevenden til en dårligere miljømæssig løsning ved anvendelse af fuelolie, hvor fjernvarme er til rådighed.

Skriftlig fremsættelse

Ebbe Kalnæs (CD)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om afhjælpning af likviditetsproblemer i virksomheder, der anvender fjernvarme som procesvarme (gartnerierhvervet).

(Beslutningsforslag nr. B 145).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →