Legislator Case Law & Legislation
19991BB00136 DK

Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af dommeres bijob

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1999 136 Valid

Fremsat den 4. april 2000 af Frank Aaen (EL) og Pernille Falcon (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om begrænsning af dommeres bijob

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte nødvendige lovforslag og foretage fornødne ændringer i bekendtgørelser, cirkulærer og andre administrative forskrifter, der sikrer, at dommere kun kan udøve indtægtsgivende bierhverv i et omfang, der ikke overstiger en fast procentdel af deres normale dommerindtægt.

Bemærkninger til forslaget

Enhedslisten ønsker med dette beslutningsforslag ikke at forhindre dommere i fagligt at beskæftige sig med juridiske sager eller opgaver uden for deres normale arbejdstid.

Med domstolsreformens bestemmelser om at sikre offentligheden indsigt og adgang til viden om dommernes bierhverv er det efter forslagsstillernes opfattelse blevet tydeligt, at dommerne ikke vælger at tage bijob alene ud fra en juridisk interesse, men i høj grad også ud fra en økonomisk interesse. Store udefrakommende indtægtskilder skal ikke kunne skabe tvivl om dommernes uafhængighed, eller om de tidsmæssigt kan overkomme deres dommergerning.

Under den senere tids debat i medierne er det kommet frem, at dommerstanden i bred almindelighed ikke udøver indtægtsgivende bierhverv, men at dette er koncentreret hos dommere hos landets højeste domstol. Efter forslagsstillernes opfattelse harmonerer dette ikke med domstolsreformens intentioner om at udvide den samfundsmæssige indsigt ved domstolene. De mange bierhverv forekommer også uheldige i lyset af de ventetider, der findes ved landsretterne og Højesteret.

Forslagsstillerne ønsker ikke at begrænse dommernes muligheder for at påtage sig hverv, som en lang række konkrete love forudsætter de deltager i. Forslagsstillerne ønsker heller ikke at begrænse det private voldgiftsområde. Beslutningsforslaget har først og fremmest til hensigt at befordre tillid til retsplejen gennem en indtægtsmodificering og sikre, at omfanget af bijob ikke sår tvivl om domstolenes uafhængighed.

Gennem en modificering af dommernes indtægt ved bierhverv mener forslagsstillerne, at man styrker den spredning og bredde i dommernes samfundsmæssige indsigt, som var en af Folketingets intentioner med domstolsreformen.

Skriftlig fremsættelse

Frank Aaen (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af dommeres bijob.

(Beslutningsforslag nr. B 136).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →