Legislator Case Law & Legislation
19991BB00134 DK

Forslag til folketingsbeslutning om øget anvendelse af samfundstjeneste som sanktion over for personer, der dømmes for graffitihærværk

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1999 134 Valid

Fremsat den 29. marts 2000 af Tom Behnke (FRI), Kim Behnke (FRI), Thorkild B. Fransgaard (FRI) og Kirsten Jacobsen (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om øget anvendelse af samfundstjeneste som sanktion over for personer, der dømmes for graffitihærværk

Folketinget opfordrer regeringen til inden 31. december 2000 at fremsætte de fornødne lovforslag og foretage de fornødne ændringer i bekendtgørelser, cirkulærer og andre administrative forskrifter med det formål at udvide brugen af samfundstjeneste som sanktion over for personer, der dømmes for graffitihærværk. Det skal ske efter følgende retningslinjer

1. Graffitihærværk skal udtrykkeligt omfattes af de kriminalitetstyper, som kan udløse en dom til samfundstjeneste.

2. Enhver straf for graffitihærværk skal altid kombineres med samfundstjeneste.

3. Samfundstjenesten skal i videst muligt omfang være afrensning af graffiti og skal kunne udføres hos både offentlige og private virksomheder.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Det er forslagsstillernes klare indtryk, at graffiti tager til overalt i samfundet, hvor graffitimalerne maler på stort set alt, hvad der er værd at male på.

Graffiti er således et helt normalt syn i gadebilledet i byerne og efterhånden også på landet, hvor broer og tunneller og andre bygninger og ting får et lag maling. Graffitimalerne maler på såvel offentlige som private ejendomme.

Samfundet bruger hvert eneste år millioner af kroner på at fjerne graffiti. F.eks. har DSB alene i løbet af 1998 oplevet en stigning på hele 35 pct. i udgifterne til fjernelse af graffiti. Hvis DSB kunne slippe for denne graffiti, ville billetpriserne kunne sænkes med hele 5 pct. Dertil kommer de store problemer med at tage togene ud af drift for at rengøre dem.

De, der maler graffiti, gør det formentlig for at udtrykke sig kunstnerisk og for at kunne prale af deres malerier og/eller de såkaldte tacs, som er graffitimalernes særlige signaturer. Det er derfor ikke ligetil at stoppe deres malerier, da behovet for at vise sig tilsyneladende ligger dybt i graffitimalerne.

Forslagsstillerne finder det derfor nødvendigt med et sanktionssystem, hvor gerningsmanden straffes på en måde, som får gerningsmanden til at overveje sine handlinger og forhåbentligt får gerningsmanden til at tænke sig om en ekstra gang, inden han eller hun gør det igen. Derfor skal dele af sanktionen være samfundstjeneste, og vel at mærke en samfundstjeneste, hvor arbejdet består i at fjerne graffiti.

I dag straffes graffitimalerne for overtrædelse af straffelovens § 291. Strafferammen er bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Efter § 291, stk. 2, kan straffen under visse skærpende omstændigheder stige til fængsel i 4 år.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad 1.

Samfundstjeneste blev indført som en forsøgsordning i 1982. Kerneområdet for samfundstjeneste var fra starten berigelseskriminalitet bortset fra røveri. En arbejdsgruppe nedsat af Straffelovrådet havde forinden udtalt, at personer, som dømmes for hærværk, efter en individuel bedømmelse kan være egnede til samfundstjeneste, men at en mere udstrakt anvendelse af samfundstjeneste over for denne gruppe kunne medføre uheldige reaktioner i offentligheden. Da ordningen blev lovfæstet i 1992, blev der fra Folketingets side lagt op til, at den hidtidige praksis fra forsøgsordningen skulle videreføres. Samfundstjenesten blev med andre ord ikke udvidet til nye kriminalitetsformer.

Selv om hærværk ikke udelukkede samfundstjeneste, har domstolene tilsyneladende været tilbageholdende med at anvende det i sådanne sager. Det fremgår bl.a. af statistikken i bemærkningerne til lovforslag nr. L 41 om udvidet brug af samfundstjeneste i sager om spirituskørsel. (Se Folketingstidende 1999-2000, tillæg A side 1125 og 1163.)

Forslagsstillerne mener, at i hvert fald det område inden for hærværkskriminalitet, der vedrører graffiti, nu er modent til at blive omfattet af samfundstjeneste. De uheldige reaktioner fra offentligheden, som eksperterne i begyndelsen af 80´erne var bange for, tror forslagsstillerne ikke på. Tværtimod vokser risikoen for de uheldige reaktioner, hvis ikke snart der bliver taget anderledes fat på dem, der maler graffiti.

I starten af 80´erne advarede arbejdsgruppen også mod samfundstjeneste i sager om spirituskørsel. Det område er justitsministeren nu klar til at sanktionere med samfundstjeneste, jf. lovforslag nr. L 41 i Folketingsåret 1999-2000. Forslagsstillerne mener, at Folketinget bør benytte lejligheden til at også at inddrage graffitikriminalitet.

Ad 2.

Forslagsstillerne ønsker ikke kun samfundstjeneste udvidet til at omfatte graffitikriminalitet. Der skal også ske skærpelse af sanktionen. Skærpelsen skal imidlertid ikke foregå ved hjælp af højere bøder eller længere fængselsstraffe, men derimod ved at samfundstjeneste idømmes i kombination med anden forskyldt straf, således at alle graffitihærværksmænd idømmes samfundstjeneste. Det skal ske i form af en tillægsstraf i den milde ende af skalaen, hvor domstolene straffer forholdet med bøde og i den grove ende af skalaen, hvor domstolene straffer forholdet med ubetinget fængsel. På den måde kommer alle, der laver graffiti, til at rense graffiti af igen. Uden en udvidelse af muligheden for kombinationsstraf vil det som udgangspunkt kun være den mellemgruppe, som står til en betinget frihedsstraf, der kan idømmes samfundstjeneste.

Forslagsstillerne forventer, at domstolene vil idømme samfundstjeneste i minimum 30 timer for den milde hærværk og gradvis stigende i takt med grovheden af gerningen. Der vil formentligt ret hurtigt udvikle sig en retspraksis, hvor det ligger ret fast, hvor mange timers samfundstjeneste der skal gives i tillæg til de forskellige sanktionstyper.

Fidusen er, at gerningsmanden opdager, at det kræver hårdt arbejde at fjerne svineriet igen, og får tid til at tænke over, om det nu også var så god en ide at male graffiti. Samtidig vil samfundstjenesten bevirke, at graffitien fjernes, og bygninger og ting bliver pæne igen.

Således slår man 2 fluer med et smæk.

Samtidig skal gerningsmanden naturligvis fortsat betale fuld erstatning for de skader, han eller hun har udrettet, fuldstændig som det sker i dag. Betalingen skal ses i lyset af, at det fortsat vil koste penge at fjerne graffiti, idet den dømte ikke vil kunne gå alene og fjerne graffiti. Der skal altid være en leder med, som skal aflønnes, og dertil kommer udgifterne til administration, materialer og påklædning. Så gerningsmanden skal både have en sanktion og samtidig betale erstatning.

Ad 3.

Forslagsstillerne mener, at den bedste form for samfundstjeneste, graffitimalerne kan få, er rengøring af vægge, porte, togvogne, m.m., som er overmalet med graffiti. Derfor skal reglerne om samfundstjeneste ændres, således at det bliver muligt for Kriminalforsorgen at indgå aftaler med de private firmaer, som fjerner graffiti. Sådanne aftaler skal indgås på vilkår, der sikrer, at der kommer til at gælde samme grad af kontrol, tilsyn og retsgarantier, som gælder, når samfundstjenesten finder sted i det offentlige. Den eneste reelle forskel skal med andre ord være, at samfundstjenesten kan finde sted hos et privat firma.

Efter de gældende regler om samfundstjeneste eksisterer en mulighed for, at graffitimalere kommer til at rengøre togvogne for graffiti hos DSB. Denne mulighed skal efter forslagsstillernes mening udnyttes fuldt ud. I visse tilfælde kan en offentlig arbejdsplads´ krav om ren straffeattest være en hindring for, at samfundstjeneste kan udføres det pågældende sted. Denne hindring bør kunne løses ved, at samfundstjenesten udføres under opsyn af en medarbejder fra Kriminalforsorgen.

For en god ordens skyld skal det præciseres, at arbejdsmiljøreglerne naturligvis skal overholdes, og arbejdslederen må således stille det nødvendige udstyr og beklædning til rådighed, så længe samfundstjenesten står på. Ligeledes kan der være tilfælde, hvor arbejdsmiljøloven forhindrer, at unge under en vis alder udfører arbejde med afrensning af graffiti eller dele af arbejdet. I de tilfælde må anden samfundstjeneste træde i stedet, eller kun dele af arbejdet udføres.

Samfundstjenesten skal efter forslagsstillernes mening ikke aflønnes, da der er tale om en sanktion og ikke et jobtilbud.

Skriftlig fremsættelse

Tom Behnke (FRI)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om øget anvendelse af samfundstjeneste som sanktion over for personer, der dømmes for graffitihærværk.

(Beslutningsforslag nr. B 134).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →