Legislator Case Law & Legislation
19991BB00112 DK

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse eller reduktion af den gennemførte forhøjelse af dieselafgiften på 23 øre/l

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1999 112 Valid

Fremsat den 2. marts 2000 af Erik Jacobsen (V), Kaj Ikast (KF), Ole Donner (DF) og Thorkild B. Fransgaard (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om ophævelse eller reduktion af den gennemførte forhøjelse af dieselafgiften på 23 øre/l

Folketinget pålægger regeringen at tage de nødvendige initiativer, der sikrer, at forhøjelsen af dieselafgiften med 23 øre/l ophæves eller reduceres for transportbranchen.

Bemærkninger til forslaget

Med vedtagelsen af lovforslag nr. L 89 den 17. december 1999, jf. lov nr. 960 af 20. december 1999, blev dieselafgiften pr. 1. januar 2000 forhøjet med 23 øre/l. Forhøjelsen følger en tysk forhøjelse af dieselafgiften på ca. 23 øre/l.

Som en konsekvens af forhøjelsen af dieselafgiften i forbindelse med vedtagelsen af finanslov for 2000 har Dansk Transport og Logistik foretaget en række undersøgelser og beregninger, som påviser konsekvenserne for det danske vognmandserhverv og for statens provenu. Ifølge meldingerne fra transportvirksomhederne vil en lang række virksomheder inden for transportbranchen foretage udflagning som en reaktion på den førte skatte- og afgiftspolitik. En udflagning af danske lastvogne vil også bevirke, at transportbranchen dermed mister danske arbejdspladser.

Det danske afgiftsniveau skal være lavere end de udenlandske for at forhindre, at danske og udenlandske virksomheder tanker uden for landets grænser. Dansk Transport og Logistik vurderer, at den danske dieselolie inklusiv dieselafgiften skal være minimum 20 øre lavere end udenlandsk diesel, og at en fastholdelse af dieselafgiften i Danmark og en forhøjelse af dieselafgiften i Tyskland med 23 øre/l vil give et samlet merprovenu på 1.123 mio. kr., hvilket er betydeligt mere end ved forhøjelsen af den danske dieselafgift. Det skal også bemærkes, at EU's regler på området tillader, at de enkelte medlemslande opererer med refusionsordninger, og at der bl.a. i Holland og Frankrig er sådanne ordninger. Forslaget er således helt i overensstemmelse med EU-retten.

Den gennemførte forhøjelse af dieselafgiften vil for et typisk eksportvogntog betyde en forøgelse af brændstofomkostninger på 11.500 kr. pr. bil om året, svarende til omkring 1 pct. af de samlede omkostninger.

Det må således konkluderes, at den danske afgiftsforhøjelse for det første vil medføre en generel udflagning af vognmandsvirksomheder, men også vil medføre et provenutab for staten.

Skriftlig fremsættelse

Erik Jacobsen (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse eller reduktion af den gennemførte forhøjelse af dieselafgiften på 23 øre/l.

(Beslutningsforslag nr. B 112).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →