Forslag til folketingsbeslutning om praktiserende lægers tilsyn med plejesektoren i kommunerne
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 22. februar 2000 af Erik Larsen (V), Else Winther Andersen (V), Tove Fergo (V), Eva Kjer Hansen (V), Gyda Kongsted (V), Lars Løkke Rasmussen (V), Jens Heimburger (KF ) og Knud Erik Kirkegaard (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om praktiserende lægers tilsyn med plejesektoren i kommunerne
Folketinget ønsker at sikre en god og forsvarlig pleje og omsorg for alle borgere, som har dette behov. Folketinget pålægger derfor regeringen inden 1. maj 2000 at fremsætte lovforslag, der forpligter kommunerne til at lade en praktiserende læge rapportere til kommunalbestyrelsen 2 gange årligt om kvaliteten af plejeindsatsen på de enkelte områder. Rapporteringen til kommunalbestyrelsen skal være ledsaget af en udtalelse fra embedslægen. Den udpegede praktiserende læge kan kun have opgaven i 2 år, hvorefter en ny skal udpeges.
Folketinget pålægger desuden regeringen at sikre, at ansvaret for kommunens plejeindsats og gennemførelse af tilsyn placeres hos kommunalbestyrelsen. Det skal ske på en sådan måde, at kommunalbestyrelsen ikke kan uddelegere sin tilsynspligt til den kommunale forvaltning eller til de politiske udvalg.
Bemærkninger til forslaget
Det var tidligere overladt til embedslægerne at føre tilsyn med alle forhold af sundhedsmæssig interesse på bl.a. pleje- og behandlingsinstitutioner. Med virkning fra 1. juni 1992 blev denne tilsynspligt imidlertid afgrænset til kun at omfatte sundhedsfaglig rådgivning på konkret anmodning. Loven blev ændret, idet embedslægernes tilsyn i praksis havde udviklet sig til at være mere et formelt end et reelt tilsyn.
På det seneste har engagerede embedslæger og pårørende påvist talrige eksempler på nedværdigende og direkte beskæmmende behandling af vore ældre medborgere på flere af landets plejehjem.
Der er derfor behov for igen at stramme tilsynet med landets plejehjem og plejeboliger ved at etablere et lovpligtigt, regelmæssigt, uanmeldt og uafhængigt tilsyn med disse hjem og boliger.
For denne gang at sikre et mere reelt tilsyn med kvaliteten af ældreomsorgen foreslår forslagsstillerne, at de praktiserende læger får overdraget opgaven med at føre tilsyn. De praktiserende læger har i forvejen deres gang på plejehjemmene og i plejeboligerne og har gennem jævnlig dialog kendskab til beboerne.
Den praktiserende læge skal halvårligt rapportere direkte til kommunalbestyrelsen om forholdene inden for kommunens ældrepleje.
Rapporteringen til kommunalbestyrelsen skal være ledsaget af en udtalelse fra embedslægen. Herved sikres habiliteten over for andre praktiserende læger. I de tilfælde, hvor rapporteringen til kommunalbestyrelsen nævner kritisable forhold inden for kommunens plejesektor, har embedslægen efter indstilling fra kommunalbestyrelsen ansvaret for at foretage det videre fornødne i sagen.
Rapporten skal behandles på et åbent møde i kommunalbestyrelsen. For at undgå habilitetsproblemer kan den enkelte praktiserende læge kun have ansvaret for tilsynet for en toårig periode ad gangen. Socialministeren fastsætter de overordnede retningslinjer for tilsynet.
For at styrke ledelsen på de enkelte plejehjem ønsker forslagsstillerne ligeledes, at der bliver en generel pligt for den enkelte plejehjemsleder/områdeleder til halvårligt at afgive en skriftlig selvstændig rapportering til kommunalbestyrelsen. Denne rapportering skal i kommunalbestyrelsen behandles samtidig med rapporten fra den praktiserende læge.
I henhold til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunalbestyrelsen høre ældrerådet om ældrepolitiske spørgsmål. Det betyder i dette tilfælde, at ældrerådet skal inddrages i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af rapporten fra den praktiserende læge.
Forslagsstillerne er opmærksomme på, at et skærpet tilsyn i sig selv ikke her og nu vil løse de problemer af ledelses-, uddannelses- og holdningsmæssig karakter, som er årsagen til den utilfredsstillende pleje på flere af landets plejehjem. Men et skærpet tilsyn vil have en forebyggende effekt til gavn for landets ældre medborgere.
Samtidig skal kommunalbestyrelsens ansvar for forholdene inden for ældreomsorgen præciseres. Det skal ikke være muligt for kommunalbestyrelsen gennem delegation af ansvaret til kommunens forvaltning eller politiske udvalg at fralægge sig ansvaret for kvaliteten af ældreomsorgen. Uanset om kommunen har valgt at udlicitere driften af plejehjem til private operatører/selvejende institutioner eller selv driver plejehjemmene, skal det præciseres, at kommunalbestyrelsen og kun kommunalbestyrelsen har ansvaret for kommunens plejehjem og ældreboliger.
Skriftlig fremsættelse
Erik Larsen (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om praktiserende lægers tilsyn med plejesektoren i kommunerne.
(Beslutningsforslag nr. B 103).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.