Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af kvalitetsstandarder i den kommunale plejesektor
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 22. februar 2000 af Erik Larsen (V), Else Winther Andersen (V), Tove Fergo (V), Eva Kjer Hansen (V), Gyda Kongsted (V), Lars Løkke Rasmussen (V), Jens Heimburger (KF) og Knud Erik Kirkegaard (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af kvalitetsstandarder i den kommunale plejesektor
Folketinget pålægger regeringen inden 1. maj 2000 at fremsætte lovforslag, der pålægger kommunerne at udarbejde kvalitetsstandarder for pleje- og omsorgsindsatsen i kommunerne.
Bemærkninger til forslaget
Det kan være svært at beskrive, hvad kvalitet er. I sidste ende afhænger kvaliteten af ældreomsorgen i høj grad af, hvordan ydelsen opleves af den enkelte ældre, der modtager den. Men derfor kan man godt beskrive en række objektive såvel som subjektive mål for den service, som de ældre tilbydes. Sådanne kvalitetsbeskrivelser skal ikke kun tjene til at kvalificere det frie valg og skabe gennemskuelighed (»man skal vide, hvad man vælger mellem«), men også til at skabe konkurrence mellem de forskellige udbydere af ældreomsorg.
Beslutningsforslaget betyder derfor, at der skal udarbejdes kvalitetsstandarder på al ældreomsorg. Alle plejehjem og plejeboliger samt leverandører af hjemmehjælp og anden ældreomsorg skal opfylde nærmere fastsatte kvalitetsstandarder. Kvalitetsstandarder indebærer, at der fastsættes konkrete kvalitetsmål for pleje og omsorg af de ældre.
Der kan bl.a. tænkes kvalitetsstandarder for værdig pleje, praksis for medicinering, fysiske rammer, kost/forplejning, de hygiejniske forhold, personaleforhold m.v. Men der kan også være tale om mere subjektive kvalitetsstandarder som særlige holdningsmæssige og etiske overvejelser bag driften af plejehjem og plejeboliger.
Kvalitetsstandarder fastsættes af kommunalbestyrelsen. Det er vigtigt, at kvalitetsstandarden bestemmes lokalt, idet livskvalitet for den enkelte plejehjemsbeboer ofte er knyttet til forhold, der kan være vidt forskellige i Vestjylland og på Frederiksberg.
De lokale ældreråd skal naturligvis inddrages aktivt i arbejdet med at formulere kvalitetsstandarderne.
Enkelte kommuner arbejder allerede med en mål- og rammestyring, hvor kommunalbestyrelsen fastlægger en række mål, som det enkelte plejehjem derefter forpligter sig til at gennemføre. Men indsatsen er spredt og forskellig fra kommune til kommune.
En forudsætning for det frie valg af plejehjem er netop, at de ældre tilbydes redskaber til at gennemskue kvaliteten af den nærhed og omsorg, som det enkelte plejehjem kan tilbyde. Det skal derfor være muligt at sammenligne plejehjemmene på centrale nøgletal.
Et af nøgletallene kan eksempelvis være medicinforbruget inden for specifikke områder. Her skal det være muligt for den enkelte ældre at aflæse, hvorvidt medicinforbruget på et udvalgt plejehjem ligger over gennemsnittet af medicin, der udskrives på landets plejehjem.
Skriftlig fremsættelse
Erik Larsen (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af kvalitetsstandarder i den kommunale plejesektor.
(Beslutningsforslag nr. B 102).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.