Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører

Fremsat den 22. februar 2000 af Ole M. Nielsen (KRF), Flemming Kofod-Svendsen (KRF), Jann Sjursen (KRF) og Tove Videbæk (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører

Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre en ordning, der forpligter producenter, forhandlere og importører til at tage brugt emballage tilbage med henblik på genanvendelse.

1. Ordningen indebærer, at forbrugerne skal kunne efterlade emballage i butikken eller ved andre indsamlingssteder, og detailhandlende skal kunne sende emballage tilbage til deres leverandører.

2. Producenter, forhandlere og importører har mulighed for at undgå tilbagetagningsforpligtelsen, hvis de deltager i et kollektivt system for indsamling og genanvendelse af emballage.

3. Ordningen gennemføres gradvis, så erhvervslivet har en rimelig mulighed for at tilpasse sig det nye system. Det kan foreslås, at ordningen træder i kraft den 1. januar 2001 og er fuldt implementeret den 1. januar 2003.

4. Ved ordningens indførelse skal der indføres registreringssystemer, der kan måle, om ordningen opfylder de ønskede mål om affaldsforebyggelse og affaldsminimering på emballageområdet.

5. Efter at ordningen har fungeret i en passende periode, skal der i lyset af de indhøstede erfaringer foretages evaluering af ordningen, herunder om ordningen skal udvides og om afgift af visse detailemballager skal bortfalde.

Bemærkninger til forslaget

Formål

Formålet med beslutningsforslaget er i øget omfang at integrere de miljømæssige omkostninger ved bortskaffelse af udtjente produkter i produkternes pris for derved at tilskynde producenterne til at anvende mere miljøvenlige produkter og producere mindre affald. Forslagsstillerne ønsker i starten at lade emballage være omfattet af tilbagetagningsordningen, men finder, at det på et senere tidspunkt i lyset af de indhøstede erfaringer med ordningen kan være relevant at udvide ordningen til at omfatte visse udtjente produkter.

Baggrund

Baggrunden for forslaget er, at affaldsmængderne i Danmark har været stigende, og at genanvendelsen specielt inden for emballage ikke har opfyldt målsætningerne. I 1994 udgjorde de samlede affaldsmængder 11,1 mio. tons, hvilket i 1998 var steget til 12,2 mio. tons. Såfremt der ses bort fra bygge- og anlægsaffald samt restprodukter fra kulfyrede værker, har der været en stigning i affaldsmængderne på 2 pct. fra 1997-98. Heraf er de samlede emballagemængder steget fra 773.000 tons i 1994 til 972.000 tons i 1997 svarende til en stigning på 26 pct. i perioden. For papir og pap samt flasker og glas har der været en stigning i husholdningernes affaldsmængder på henholdsvis 14 pct. og 23 pct. fra 1997-98.

I erkendelse af det nuværende affaldssystems manglende muligheder for at minimere de store affaldsmængder og som følge af utilstrækkelige resultater vedrørende genanvendelse i Danmark samt på baggrund af relativt gode resultater med tilbagetagning i Sverige og Tyskland finder forslagsstillerne, at der er behov for at indføre ordninger, der i højere grad giver erhvervslivet ansvar for at begrænse mængden af affald.

Der har været argumenteret for, at det danske marked er for lille til, at en indførelse af tilbagetagningsordninger vil få den ønskede effekt i retning af at ændre producenternes adfærd med hensyn til at minimere anvendelsen af emballage i produkterne. Forslagsstillerne anser det imidlertid for vigtigt, at Danmark støtter de EU-lande, primært Sverige og Tyskland, der arbejder for at indføre tilbagetagningsordninger, således at modellen kan udvides til at omfatte hele EU.

Lovgivning

Efter den eksisterende lovgivning kan miljø- og energiministeren indføre regler om tilbagetagning af produkter for producenter eller importører.

Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 9a, at »Miljø- og energiministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne genanvendt eller særligt håndteret.«

Ved behandlingen af loven i Folketinget blev det aftalt, at man først skulle forsøge at indgå frivillige aftaler med producenterne om producentansvar, inden ministeren anvender bestemmelsen i § 9a om at indføre regler på området over for virksomhederne. Ministeren har derfor ikke fastsat regler om tilbagetagning for erhvervslivet.

Frivillige aftaler om tilbagetagningsordninger

Derimod har ministeren indgået frivillige aftaler med erhvervslivet om tilbagetagning. Der findes i dag bl.a. en dækaftale, en batteriaftale, en blyakkumulator-aftale og et par forsøg på at etablere aftale vedrørende kølemøbler og elektronik.

I 1994 indgik miljø- og energiministeren og industrien aftale om transportemballager, der satte som målsætning, at 80 pct. af plast og pap/papir- og transportemballage skulle genanvendes inden år 2000. I 1996 var genanvendelsesprocenten for transportemballager af papir og pap fra erhvervslivet 66 pct.. Detailemballage er f.eks. ikke omfattet af denne aftale.

Statslige emballageafgifter

Der er indført grønne afgifter på visse emballager, plasticposer og engangsservice.

Den 1. januar 1999 trådte en lov i kraft vedrørende afgift af visse detailsalgspakninger. Hensigten med loven er at reducere anvendelsen af emballage. Den volumenbaserede afgift på flasker og dunke erstattes med en vægtbaseret afgift, således, at der kommer afgiftssatser på papir, karton, pap og tekstiler, glas og keramik, plastlaminat, aluminium, blik og træ.

Afgiften omfatter salgsemballager på 20 liter og derunder. Den vægtbaserede emballageafgift omfatter kun udvalgte varegrupper. Ved udvælgelse af varegrupper har der været lagt vægt på, at varegrupperne skal kunne afgrænses, og at undgå varer, som i større omfang emballeres i detailhandlen. Problemet med afgiften er, at afgiften ikke i tilstrækkeligt omfang udregnes efter emballagens miljøbelastning, samt at en væsentlig del af emballager, f.eks. mælkekartoner, ikke er afgiftsbelagt.

Affald 21

Under forespørgselsdebat i Folketinget den 28. januar 1999 om regeringens fremtidige affaldspolitik sammenfattede miljø- og energiministeren problemstillingen med følgende ord: »Der deponeres stadig for meget affald fra industrien, og der genanvendes for lidt fra husholdningerne og fra servicesektoren.«

I forhold til i dag skal affaldet ifølge Affald 21 sorteres i flere dele. I planen lægges op til sortering i 8 dele: Organisk affald, pap og papir, papemballager, pvc, imprægneret træ, elektroniske og elektriske produkter, biler og batterier. Endvidere skal genanvendelsen af f.eks. dagrenovation øges betydeligt, og der skal fra år 2000 indføres en særskilt ordning for afhentning af papiremballage.

Endvidere skal affaldets indhold af problematiske stoffer reduceres via overvejelser om forøgelse af listen over uønskede stoffer.

I forhold til tidligere målsætninger er genanvendelsesmålet for dagrenovationsområdet reduceret fra 40-50 pct. til 30 pct. i 2004, dog stadig med 40-50 pct. som langsigtet mål.

Ved miljøstyring, renere teknologi og en produktorienteret miljøpolitik skal virksomhedernes mængde af affald reduceres.

Tyske erfaringer

I Tyskland er gennemført lovgivning vedrørende tilbagetagning for producenter eller distributører af emballage med henblik på genbrug.

Loven blev gennemført i tre faser.

I fase 1, der trådte i kraft 1. december 1991, fik producenter eller distributører pligt til at tage transportemballage tilbage med henblik på genanvendelse.

Fase 2, der trådte i kraft 1. april 1992, medfører, at producenter, distributører og detailhandlende skulle tage mellememballage tilbage (kartonomslag, multipakninger mv.).

Fase 3, der trådte i kraft 1. januar 1993, indebærer, at producenter, distributører og detailhandlende skal tage salgspakninger tilbage. Dette indebærer, at forbrugerne må efterlade emballagen i forretningen eller ved andre indsamlingssteder, og detailhandlende må sende materialet tilbage til deres udbydere.

Producenter og distributører har mulighed for at undgå tilbagetagningsforpligtelsen vedrørende salgsemballage, hvis de deltager i et kollektivt system for indsamling og genbrug af emballage. Tysk erhvervsliv har etableret selskaber til varetagelse af denne opgave. Selskaberne arbejder sammen med lokale myndigheder om at indsamle genanvendelsesemballage. Der er endvidere etableret indsamlingssteder, der giver forbrugerne mulighed for at komme af med deres emballage.

Til finansiering af indsamlingen betaler producenterne en afgift. Producenterne kan herefter anvende det grønne mærke på deres varer, der viser, at emballagen vil blive genbrugt. Produkter, der ikke har det grønne mærke, kan leveres tilbage til butikkerne, og butikkerne kan sende varen tilbage til deres leverandører.

Oprindelig var afgiften baseret på størrelsen af emballagen. Den nye afgiftsstruktur er baseret på emballagens vægt og volumen samt bortskaffelsesomkostningerne.

Endvidere er gennemført bestemmelser i den tyske kredsløbslov, der skal danne grundlag for tilbagetagningsaftaler vedrørende elektronikskrot, batterier, akkumulatorer samt spildolieprodukter. Man afventer, om bestemmelserne kan gennemføres ved frivillige aftaler.

Svenske erfaringer

I Sverige indførte man i 1994 producentansvar for emballager, dæk og returpapir. Producenterne defineres som fabrikanter, importører og forhandlere.

På nuværende tidspunkt eksisterer producentansvar for f.eks. emballage, dæk, aviser, biler, hårde hvidevarer, biler og batterier. Det betyder, at den, som producerer, importerer eller sælger disse varer, også har ansvar for at tage hånd om affaldet.

Producenterne har organiseret sig i materialeselskaber, som også står for indsamling og genanvendelse af produkterne. Nogle materialeselskaber samarbejder med kommunerne.

Producenterne har også pligt til at informere husholdninger og andre affaldsproducenter om sorterings- og indsamlingssystemer, og de er forpligtede til at rapportere til Naturvårdsverket.

Nyeste tal fra Naturvårdsverket viser, at fra 1994, hvor producentansvaret indførtes, og til i dag er det årlige genbrug af materialer øget med 130.000 tons for emballage, med 10.000 tons for returpapir og med 10.000 tons for dæk.

Økonomiske konsekvenser

Ordningen har økonomiske konsekvenser for staten i det omfang, der er merudgifter for staten ved at indføre den fornødne måling af de miljømæssige effekter af ordningen. Såfremt Folketinget senere beslutter, at afgift af visse detailsalgspakninger bortfalder, ventes det at medføre tabte indtægter for staten på omkring 750 mio. kr. årligt.

Forslaget ventes ikke at medføre økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet erhvervslivet ventes at kunne overvælte udgifterne ved ordningen på priserne. Forslaget ventes endvidere ikke at medføre konkurrenceforvridning i forhold til udenlandske producenter, idet alle varer, der forhandles i Danmark, herunder importerede varer, omfattes af ordningen.

Bemærkninger til enkelte punkter

Ad 2)

Det er intentionen, at erhvervslivet etablerer et selskab til håndtering af erhvervslivets emballage. Virksomheder, der ikke selv ønsker at håndtere emballage, skal betale en afgift til selskabet for at udføre opgaven. Det er intentionen, at selskabet skal have et tæt samarbejde med kommunerne vedrørende affaldshåndtering, således at etablering af unødvendige parallelle systemer undgås.

Omkostningsfordelingen i et kollektivt system skal motivere til reduktion af miljøbelastningen ved emballageanvendelsen.

Ad 3)

Ved indførelse af en overgangsordning kan foreslås, at først transportemballage, siden mellememballage (kartonomslag, multipakninger mv.) og endelig salgspakninger omfattes af ordningen.

Ad 5)

Spørgsmålet om en eventuel udvidelse af ordningen og bortfald af afgift af visse detailsalgspakninger skal afklares, efter at tilbagetagningsordningen har fungeret i en passende periode. Såfremt det viser sig, at tilbagetagningsordningen i fornødent omfang har minimeret emballagemængderne, kan afgiften af visse detailsalgspakninger bortfalde, og en udvidelse af ordningen kan overvejes.

Skriftlig fremsættelse

Ole M. Nielsen (KRF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører.

(Beslutningsforslag nr. B 100).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.