Forslag til folketingsbeslutning om genprivatisering af forældreopgaverne

Fremsat den 1. februar 2000 af Frank Dahlgaard (UP)

Forslag til folketingsbeslutning

om genprivatisering af forældreopgaverne

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der sikrer en genprivatisering af forældreansvaret og sørger for en tilbageførelse af de grundlæggende forældreopgaver fra pædagoger, lærere og institutioner til forældre og hjem.

Det skal ske ved inden den 1. januar 2001 at fremsætte de nødvendige lovforslag samt at foretage de nødvendige ændringer i bekendtgørelser, cirkulærer og andre administrative forskrifter efter følgende retningslinjer

1. Kommunerne iværksætter en »ansvarlighedskampagne« over for alle nybagte forældre og sørger herefter for en årlig påmindelse til hjemmet om forældreansvaret indtil barnets skolestart.

2. Barselorloven forlænges til 12 måneder.

3. Forældrebetaling i alle daginstitutioner omlægges, så betalingen gøres afhængig af den tid, barnet opholder sig i institutionen (taxameterbetaling).

4. På giroindbetalingskortene for den månedlige forældrebetaling for institutionsplads påføres teksten: »Husk, at det er dig som far/mor, der har ansvaret for dit barns opdragelse ikke pædagogerne eller institutionen.« Hvor betalingen sker ved PBS-overførsel, sendes i stedet et månedligt brev eller e-mail med ovennævnte budskab.

5. Forældrenes såkaldte revselsesret genindføres.

6. Folkeskolen iværksætter en løbende »ansvarlighedskampagne« over for elevernes forældre med udgangspunkt i »Kolding-modellen«.

7. Adfærdsvanskelige børn fjernes fra folkeskolens normalklasser af hensyn til trivsel og undervisningsmuligheder i klasserne.

8. Ressourcestærke forældre, som forsømmer deres forældreansvar, pålægges at betale de omkostninger, der er forbundet med særforanstaltninger for deres barn/børn.

9. Alle planer og forsøg med den såkaldte »helhedsskole« (heldagsskole) stoppes øjeblikkelig.

10. Forældre pålægges sanktioner, såfremt deres børn begår lovovertrædelser. Det sker efter »Englands-modellen«.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Næst efter ufrihed, krig og ulykker er det værste i denne verden forsømte og uopdragne børn. Dem er der efterhånden blevet mange af i Danmark. Det er synd for disse børn, og det er slemt for deres omgivelser.

Den basale forældreopgave er at give egne børn kærlighed, omsorg og opdragelse.

I erkendelse af, at selv den bedste institution og selv de bedste pædagoger ikke kan give børn og unge den kærlighed, omsorg og opdragelse, som deres forældre normalt vil være i stand til at give dem, må det sikres, at forældre ikke flygter fra deres ansvar og opgaver som forældre.

Det er en naturlig forældre- og familieopgave at opdrage egne børn og gøre dem til glade, harmoniske mennesker. Der er behov for en genopretning en genprivatisering af forældreansvaret.

Familien er nemlig den bærende byggesten i ethvert sundt samfund. Hvis familierne opløses eller smuldrer ved f.eks. at forældrene fralægger sig ansvaret for egne børn - rammer det ikke bare børnene, men hele samfundet.

De seneste ca. 25 år er der herhjemme sket et skred i retning af familieopløsning. Et typisk hjem for en dansk børnefamilie er i dag et hjem, hvor der ikke er nogen hjemme. I hvert fald ikke i de fleste dagtimer. Det er grotesk. I dag er det typiske, at begge forældre arbejder ude på arbejdsmarkedet også mens børnene er små og har særlig behov for forældrenes nærhed, omsorg og tid.

Det er almindelig erkendt, at de allerførste leveår er de vigtigste i et menneskes liv. Det er hér grundlaget for personligheden og følelseslivet lægges. Manglende kærlighed og forældrekontakt i de første år kan give et menneske sår på sjælen. Forældres omsorg for deres børn indebærer derfor ikke blot at sørge for tilstrækkelig med mad og drikke, tøj og legetøj til børnene, men også at give dem kærlighed, nærhed og forældretid.

Det kniber gevaldigt med det sidste i mange danske børnefamilier. Her er børnenes materielle behov rigeligt dækket ikke mindst er danske børn typisk overmættet med legetøj. De er imidlertid hundesultne efter voksenkontakt specielt forældrekontakt, forældreopmærksomhed og forældretid.

Det er ikke for stærkt at tale om åndelig omsorgssvigt af massevis af danske børn.

I dagens Danmark har også mange ressourcestærke forældre efterhånden overladt grundlæggende forældreopgaver til pædagogerne og lærerne. Pædagoger og lærere kan berette om mødre og fædre, som på det nærmeste har abdiceret som forældre. Disse forældre har ikke engang dårlig samvittighed over deres svigt. De anser hverken ansvaret eller opgaverne i forbindelse med deres børn for at være deres. Det er pædagogernes, institutionernes og »samfundet«s ansvar. Og går det skævt, hvad det selvfølgelig ofte gør, så er det pædagogernes, institutionernes og »samfundet«s skyld. Det er en forfærdende udvikling, som må stoppes. Der må ske en genopretning på dette vigtige område.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Til punkt 1

Det skal fra samfundets side gøres tindrende klart over for alle forældre, at de, og de alene, har ansvaret for deres barns/børns opdragelse. Konkret kan det gøres ved, at hver kommune over for deres nybagte forældre kører en »ansvarlighedskampagne«: Senest to måneder efter et barns fødsel sender kommunalbestyrelsen et brev til de nybagte forældre. Heri ønskes forældrene til lykke med »guldklumpen«, som kan give dem så megen glæde. Men det indskærpes også, at det er dem som far og mor, der bærer det fulde ansvar for deres barns opdragelse og opførsel og ikke daginstitutionen, dens personale eller en eventuel dagplejemor. Det påpeges, at forældrenes nærhed, kærlighed og tid er afgørende vigtig for deres barns udvikling. Det understreges, at man fra kommunens side forventer, at når barnet når skolealderen, er det opdraget og »socialiseret« i en sådan grad, at det kan blive undervist og kan udvise en acceptabel adfærd. I modsat fald skal forældrene ikke påregne, at deres barn får plads i en af kommuneskolernes normalklasser. Af hensyn til de andre børn.

Dette budskab gentager kommunalbestyrelsen hvert år i et nyt brev med et indhold, som er tilpasset barnets alder. (Vil kommunen spare udgifter til porto, kan brevet udsendes sammen med den årlige selvangivelse eller som e-mail). Et sådant brev vil givetvis føre til vrede reaktioner hos nogle forældre, men det er blot tegn på, at man har pirket til den dårlige samvittighed. Det afgørende er effekten af et sådant brev, og den vil med stor sikkerhed være særdeles positiv, jf. bemærkningerne nedenfor under pkt. 6.

Til punkt 2

Danmark er et uland, når det gælder barselorlov. I Danmark har forældrene efter fødslen ret til orlov fra arbejdet i tilsammen 24 uger (= ca. 6 måneder), mens forældrene i Norge tilsammen har ret til 12 måneders orlov efter fødslen. I Sverige har begge forældre, som er lønmodtagere, ret til at holde orlov, til barnet er 1½ år. Da det første leveår er vigtigt for ethvert barns udvikling, bør det gøres lettere for danske småbørnsforældre at være meget sammen med deres børn. Et spædbarn hører nemlig ikke hjemme på en institution. Det hører hjemme i et hjem. Et meget lille barn har ikke behov for at være sammen med 20 andre småbørn, der skriger om kap. Det har behov for nærhed til far og mor og højst nogle stykker til. (Det er ikke børnene, som i dagens Danmark kræver institutionspladser. Det er deres forældre).

Børnepsykologen Erik Sigsgaard gjorde allerede midt i 1990 erne opmærksom på, at der er børn i Danmark, der viser tegn på skoletræthed, før de overhovedet er kommet i skole. Han påpeger, at Danmark er dét land i hele verden, der har flest børn i institutioner.

Det er alarmerende, når der i dagens Danmark findes børn, som har mistet lysten til at gå i skole, før de overhovedet er begyndt dér. De har i deres korte liv fået mere end nok af institutionslivet.

Med en forlængelse af barselorloven vil Danmark tage et stort skridt i en børnevenlig retning.

Til punkt 3

Det er et hårdt og inhumant samfund, hvor det normale for småbørn er, at de hives ud af deres senge tidligt om morgenen og bringes til daginstitutioner, hvor de tilbringer de næste 7-10 timer. Ofte spiser børnene både deres morgenmad og deres frokost i institutionen. Mange af de små tager deres første skridt i en institution, og mange siger deres første ord samme sted.

Kommunernes Landsforening (KL) fremlagde i forsommeren 1999 en analyse, som viser, at 60-70 procent af de fuldtidsindskrevne børn i alderen 0-6 år bliver passet ude (i institutionen) i mere end 45 timer om ugen. Lektor i udviklingspsykologi Agnete Diderichsen sagde herom til Jyllands-Posten den 3. juni 1999: »Hvis det er små børn, der passes ude så længe, kan resultatet blive, at de får en forringet evne til at indgå nære forhold til venner og kærester senere i livet. Som en tommelfingerregel bør helt små børn ikke passes ude i mere end 6 timer dagligt.«

Ledende sundhedsplejerske Sigrid Riise kommenterer KL-undersøgelsen således: »Det er de helt små børn, der bliver passet længst. Det er vel fordi, de er mere besværlige for forældrene. Små børn har brug for tæt kontakt til voksne, og det får de ikke i institutionerne. Men mange forældre bilder sig ind, at det er godt for små børn at komme ud det er jo en passende undskyldning, så forældrene kan få fred til at arbejde, handle eller spille golf. Politikere og arbejdsgivere kan lave alverdens favorable ordninger, men i sidste ende er det forældrenes eget ansvar, hvor lang tid de vil være sammen med deres børn.« (Jyllands-Posten den 3. juni 1999).

Sådan er Danmark i dag år 2000: Et sygt samfund, hvor forældre sender deres børn i institutioner, før de kan tale og gå og hvor landets statsminister stolt praler af at have oprettet over 100.000 nye institutionspladser.

Specielt i vuggestuerne er sygeligheden blandt børnene meget stor typisk dobbelt så stor som blandt børn, der passes hjemme. Børn og pædagoger smitter nemlig hinanden, og mange børn bringes til institutionen, selv om de ikke er rigtig raske og kan smitte andre.

Mange af dagens børn er sultne efter voksenkontakt, og da børnenes erfaring er, at den, der råber højest, får opmærksomheden, bliver der selvfølgelig råbt højt meget, meget højt.

Støjniveauet i institutionerne er derfor ulideligt. Decibelniveauet når ofte op på højder, hvor Arbejdstilsynet ville gribe ind, hvis der var tale om en industriel arbejdsplads for voksne. Hvad man ikke vil byde voksne mænd, byder man imidlertid små børn.

På nogle institutioner er pædagogerne begyndt at benytte høreværn. Det er grotesk, at udviklingen er kommet så vidt, og efter forslagsstillerens opfattelse behandles en stor del af de danske småbørn på en måde, som er i strid med helt elementære menneskerettigheder.

Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svage, og det danske samfund behandler ikke den svage gruppe, som små børn jo er, særlig godt. For nu at sige det mildt. Det er ikke institutionernes eller pædagogernes skyld. Det er forældrenes skyld. Og så er det naturligvis politikernes skyld. Et flertal i Folketinget har enten direkte ønsket institutionsudviklingen eller har passivt accepteret den. Begge dele medfører naturligvis et politisk ansvar.

Amtspsykolog i Københavns Amt, Ove Carlsen, siger om problemstillingen: »Børn har brug for at være mere sammen med deres forældre, og derfor bliver enten far eller mor nødt til at sætte karrieren lidt på vågeblus i den tid, børnene er små.« »Spørger man børn, hvad der er deres behov, er meldingen ifølge psykologen entydig: »Generelt mener børn, at deres forældre skal være mere nærværende.«« (Dagbladet Aktuelt den 24. november 1999).

Formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, der gennem mange år har forsket i børns vilkår, peger på, at opdragelsen i dag uddelegeres til så mange instanser, at det indebærer en stor risiko for, at børn får alt for mange overfladiske voksenkontakter og dermed et ringere fundament: »Opdragelsen bliver for løs og tynd i hjemmet, fordi de voksne har travlt med deres eget. Så kommer børnene ud i institutionerne, som ikke ser opdragelsen som deres opgave og i øvrigt også har travlt, for der er for mange børn og for få pædagoger på grøn stue i dag.« (Jyllands-Posten den 22. februar 1999). Per Schultz Jørgensen siger, at fremtidens børneopdragelse skal tages langt mere alvorligt end hidtil. Han påpeger, at »det mest fundamentale i opdragelsen er tid og fællesskab.«

For at tilskynde forældre til at lade deres børn benytte daginstitutionerne så lidt som muligt foreslås det, at forældrebetalingen ændres til en betaling efter taxameterprincippet. Det betyder, at jo længere tid barnet er i institutionen, jo mere skal forældrene betale. Man kan eventuelt vælge at gøre betalingen progressiv, for så vidt angår brug af institutionen før kl. 8 og efter kl. 15 eller 16, således at timebetalingen i disse yderperioder f.eks. ligger 50 procent over timeprisen for resten af dagen.

Formålet med en sådan progressiv taxameterbetaling er selvsagt at tilskynde forældrene til at bringe deres børn til institutionerne så sent som muligt om morgenen og hente dem så tidligt som muligt om eftermiddagen. Af hensyn til børnene.

Stadig flere forældre kræver en garanti for pasning af deres børn af det offentlige. Pasningsgaranti er blevet et nøgleord. Ikke trivselsgaranti eller udviklingsgaranti, men pasningsgaranti. Disse forældre har en rå og ubarmhjertig indstilling. De betragter børneinstitutionerne som et opbevaringssted for deres børn og pædagogerne som en slags »garderobemedarbejdere«.

Mange forældre gør efterhånden ganske meget for ikke at være sammen med deres børn. Pædagoger på en række børneinstitutioner kan således berette om forældre, som begge har ferie, men som alligevel anbringer deres lille barn i vuggestuen eller børnehaven hele dagen. Der er endog småbørnsforældre, som rejser på ferie sammen, men uden deres barn. Barnet hentes og bringes så til institutionen af en slægtning eller en bekendt.

Her kan den foreslåede overgang til taxameterprincippet i forældrebetalingen give et incitament til forældre om ikke at benytte institutionerne, når de har fri.

Af og til må man spørge sig selv, hvorfor mange forældre overhovedet ønsker at hente deres børn fra institutionen sent om eftermiddagen for derefter at bringe barnet tilbage til institutionen tidligt om morgenen den næste dag. Hvorfor kan barnet ikke lige så godt blive på institutionen og sove der også? Hvorfor ikke oprette nogle døgninstitutioner eller i hvert fald natbørnehaver?

Det uhyggelige svar er, at det har man da også gjort! I 1993 åbnede den første natbørnehave i Danmark. I dag har landet fire natbørnehaver: To i Aalborg, en i Ringsted og en i København. I Slagelse åbner den femte natinstitution i foråret 2000. På disse institutioner kan forældre med natarbejde eller skæve arbejdstider anbringe deres børn. Det løser et pasningsproblem for forældrene. Spørgsmålet er imidlertid, om det er sundt, godt og rigtigt for børnene?

Nej, siger børnepsykolog Søren Friis Smith, som til Kristeligt Dagblad den 23. november 1999 giver udtryk for, at denne udvikling bør få alle alarmklokker til at ringe. Han påpeger, at den tidligste barndom er den allermest sårbare periode af barnets liv. Efter Søren Friis Smiths opfattelse svigter både samfundet og forældrene børnene, når man på denne måde bevæger sig fra børneomsorg til omsorg for arbejdsgivernes interesser.

Læge (og mor) på en børneafdeling Pia Svendsen udtrykker i et indlæg i Jyllands-Posten den 4. august 1999 sin dybe bekymring for børnenes fremtid: »Jeg mener, der er grund til bekymring, når nogle kommuner giver sig i kast med at etablere døgnvuggestuer og døgnbørnehaver og at Dansk Arbejdsgiverforening hilser dette meget velkomment øget fleksibilitet, men for hvem og i hvis interesse, spørger jeg.«

Pia Svendsen slutter sit indlæg således: »Måske er det største problem de rodløse børn, som har tilbragt en alt for stor del af deres liv i institution og i fortravlede familier.«

Med fremvæksten af døgnåbne vuggestuer og børnehaver bevæger Danmark sig i retning mod et grotesk kasernesamfund. Udviklingen indebærer en yderligere afvikling af familien og hjemmet.

Til punkt 4

Som et led i den nødvendige »moralske oprustningskampagne« over for forældre med børn i vuggestuer, børnehaver eller fritidshjem gennemføres følgende, som vil have stor effekt uden at belaste kommunekasserne med én eneste krone

På det månedlige giroindbetalingskort fra den kommunale daginstitution til forældrene anføres følgende tekst: »Husk, at det er dig som far/mor, der bærer ansvaret for dit barns opdragelse ikke pædagogerne eller institutionen.«

Dette budskab får forældrene ind ad brevsprækken hver måned, og det vil nok give anledning til surhed og irritation nogle steder. Det er imidlertid naivt at forestille sig, at det er muligt at genprivatisere forældreansvaret og forældreopgaverne uden konflikter, protester og surmuleri. Det sker imidlertid i en god sags tjeneste: Hensynet til børnene.

Vælger forældrene at betale via PBS, sendes budskabet i et særskilt brev, og udgifterne hertil må forældrene så selv betale.

Samme budskab sendt som e-mail til forældrene er en nærliggende tillægsmulighed. (Den e-mail kan de få hver eneste dag!).

Lektor, cand.mag. Lone Nørgaard foreslår i Jyllands-Postens kronik den 6. januar 2000 »Hvem har ansvaret for børneopdragelsen?« følgende: »De næste mange, mange år skal alle borgere i Danmark dagligt via public service i medierne og obligatorisk familiekundskab i skolerne bevidstgøres om, at det at have børn er et arbejde, at de er pokkers dyre for privatøkonomien, og at Camilla og Jens først og fremmest er et forældreansvar.«

Det falder helt i tråd med tankerne i dette beslutningsforslag.

Til punkt 5

For et par år siden blev forældrenes såkaldte revselsesret afskaffet af et flertal i Folketinget. Derved blev forældres muligheder for at opdrage deres børn svækket. Det bør der rettes op på.

Det skal understreges, at en genindførelse af revselsesretten på ingen måde giver forældre lov til at »tæve« deres børn eller udøve vold mod dem. Noget sådant er forbudt efter den almindelige straffelov. Revselsesretten indebærer alene en mulighed for, at en far eller mor eksempelvis kan give sit barn et dask over hånden eller et fast tag i armen, når situationen gør det påkrævet. Det har selvfølgelig intet med vold at gøre.

Til punkt 6

Uden at det nogen sinde er blevet politisk besluttet i Folketinget, har folkeskolen overtaget en meget betydelig del af forældreopgaverne. Mange lærere på de mindre klassetrin føler sig i dag tvangsindlagt som reservemødre og reservefædre oven i købet med indskrænkede beføjelser. De skal snøre lille Sørens sko, knappe lille Mettes frakke og mange andre ting, som børnene tidligere klarede selv, fordi de havde lært det hjemmefra. Lærerne må også i dag lægge knæ til de små børn i 1. og 2. klasse, som ofte er sultne efter fortrolig voksenkontakt. Lærerne må i stigende omfang lære børnene almindelig god opførsel. Derved er mange lærere faktisk blevet mere reservemødre eller pædagoger end lærere (undervisere).

Forældreopgaver, som må løses i skolen, reducerer selvsagt mulighederne for undervisning og indlæring. Tiden går med opdragelse i stedet for med undervisning og indlæring. Skolen skal imidlertid ikke være opdragelsesanstalt eller fritidshjem. Skolen skal være skole.

Lærer og mor Charlotte Qvist skriver i Berlingske Tidendes kronik den 12. januar 2000, at »nutidens forældre er bange for at opdrage og sætte grænser.« Hun fastslår også, at »børn skal lære at vise respekt, accept og omsorg for andre.« Selvfølgelige ting kan man måske mene, men desværre er det langtfra alle, som har denne opfattelse. Derfor har folkeskolen og hele det danske samfund i dag et stort problem: De forsømte og uopdragne børn og unge.

En anden lærer, Peter Seeberg, skrev i B.T. den 9. marts 1999, at han fik »et kulturchok«, da han der normalt underviser de større børn blev sat til at tage nogle timer på de små klassetrin. Han betegner dagens 6-10-årige skolebørn som forkælede, krævende, selvcentrerede og frustrerede. Han skrev bl.a.: »I deres hungren og leflen efter voksent modspil tager skolebørnene alle midler i brug. Får de ikke øjeblikkelig respons fra den voksne, de ønsker i tale, råber de uartikuleret op eller flår i den voksne til denne reagerer positivt eller negativt ud fra devisen, at dårlig opmærksomhed er bedre end ingen.«

Peter Seeberg skriver videre: »Det skal være min påstand, at vi forældre har svigtet. Vi svigter vor opgave som forbilleder og opdragere af vore børn. For mange har valgt forældrerollen fra, fordi den er alt for besværlig, og tillige er den yderst tidskrævende. Umiddelbart er det meget nemmere at give efter og lade barnet få ret.«

Folkeskolens største problem er i dag disciplinkrisen. Uro og støj i timerne samt manglende opdragelse og hensyntagen til fællesskabet hos mange elever forringer mulighederne for en ordentlig undervisning. Problemet er voksende. Der bliver flere og flere uopdragne og forsømte børn uslebne diamanter som er adfærdsvanskelige, egocentriske, asociale, forvirrede, og som ikke kan undervises. Ofte er børnene forkælede og forsømte på samme tid. Forkælede med materielle goder, men forsømte med hensyn til voksen- og forældrekontakt.

Problemet med urolige børn er kortlagt af Undervisningsministeriet i rapporten »Urolige elever i folkeskolens almindelige klasser« fra 1997. (Se også bemærkningerne nedenfor under pkt. 7).

Problemets omfang fremgår også af en undersøgelse, som Danmarks Lærerforening gennemførte midt i 90 erne, og som viser, at på dette tidspunkt havde hver tiende lærer gennem skoleåret været udsat for vold eller for trusler om vold i forbindelse med lærerjobbet. Der er næppe færre voldsramte eller voldstruede lærere i dag.

En anden undersøgelse (offentliggjort i publikationen »Man kan kun gå på to ben«, Danmarks Lærerforening, 1990) viser, at halvdelen (49 procent) af lærerne i folkeskolen ville vælge en anden levevej, hvis de kunne begynde forfra, og næsten lige så mange (45 procent) kunne tænke sig et andet job uden for folkeskolen. Det er altså ikke sjovt at være lærer i folkeskolen mere.

Midt i 1990 erne kunne Danmarks Lærerforenings blad »Folkeskolen« (nr. 43, 1995) bringe eksempler på voldelige overfald på lærere i folkeskolen. Det alarmerende i denne forbindelse er, at Arbejdsskadestyrelsen i ét konkret tilfælde betegner vold og trusler over for en lærer som en forventelig del af jobbet

Dertil er vi altså for længst kommet.

Disse forhold er uacceptable, og det er komplet uforståeligt, at Danmark Lærerforening har svigtet sine medlemmer i denne sag. Foreningen burde som en selvfølge for længe siden have krævet sikkerhed på arbejdspladsen for sine medlemmer. Uforståeligt er det også, at Danmarks Lærerforening ikke i forbindelse med overenskomstfornyelser på medlemmernes vegne har rejst krav om dobbelt løn for dobbelt arbejde. For det er jo dobbelt arbejde, når man både skal opdrage og undervise både være reservemor og lærer.

For at dæmme op for forældrenes uansvarlighed og svigt forsøgte Gug skole ved Aalborg midt i 1990 erne at indgå en »social kontrakt« med forældrene. Kontrakten gik ud på, at forældre og skole gjorde det klart over for hinanden, hvilke forventninger man havde til den anden part. Forældrene skulle således fremkomme med deres ønsker og forventninger til skolen, og skolen skulle fremlægge sine ønsker og forventninger til forældrene. Det var det sidste, som er nyt og relevant. Lyshøjskolen i den østlige udkant af Kolding har udviklet og konkretiseret tanken om en »social kontrakt«. I forbindelse med skolestarten i begyndelsen af august 1999 sendte skolen følgende brev til samtlige forældre til børn, som skulle starte i skolen

»Kære forældre. Et godt samarbejde mellem skole og hjem er en vigtig forudsætning for, at jeres barn får en god skolegang. En anden vigtig forudsætning er jeres opbakning i forhold til jeres barn og skolens dagligdag.

I nedenstående seks punkter har vi sammenskrevet en række forhold, som sætter fokus på forældreansvaret i forbindelse med børnenes skolegang. Forældreopbakning til nedenstående punkter vil medvirke til at skabe gode rammer for indlæringen og gøre dagligdagen lettere for alle parter.

1. Skolen forventer, at eleven møder a) til tiden b) veludhvilet c) undervisningsparat. Det vil sige at barnet har fået udsovet, har haft en rolig morgen, har fået morgenmad og har medbragt madpakke eller frugt.

2. Skolen forventer, at eleven er opdraget til at tage hensyn og udvise ansvarlig social opførsel samt tiltaler både lærere og elever høfligt og i et pænt sprog.

3. Skolen forventer, at forældrene er villige til at indgå i et konstruktivt og positivt samarbejde med skolen samt er parat til at vurdere en sag fra to sider i blandt andet konfliktsituationer.

4. Skolen forventer, at forældrene kigger i skoletasken og føler medansvar for penalhus, kontaktbog samt tjekker tasken for sedler og støtter indlæringen med blandt andet lektiehjælp.

5. Skolen forventer, at skolen respekteres som arbejdsplads for både elever og lærere, og at skolen har høj prioritet i barnets tilværelse. Det vil sige: a) at tandlæge- og lægebesøg placeres uden for skoletiden b) at ferie i størst muligt omfang holdes i skolens ferie c) at interesser og arbejde planlægges, så skolen ikke forsømmes d) at enhver fritagelse fra skolen overvejes grundigt.

6. Skolen forventer, at forældrene føler ansvar for børnene vedrørende seksualinformationer, rygning, alkohol og andre rusmidler samt i det hele taget føler ansvar for elevernes adfærd i puberteten.

Vedtaget på skolebestyrelsesmødet 11. maj 1999.

Med venlig hilsen Jørn Jørgensen, Skoleinspektør.«

Brevet blev positivt modtaget af stort set alle forældre og vakte i øvrigt en enorm opsigt i medierne. Tænk, her var en skole, hvor lærere og skoleleder turde skrive ud til forældrene og stille krav til dem om at tage deres ansvar og deres forældreopgaver alvorligt!

De hidtidige erfaringer tyder på, at opfordringen har hjulpet mærkbart. Altså: Et lille brev med en stor virkning.

Da det tydeligvis er de færreste skoler, som tør stille sådanne elementære krav til forældrene, kan kun et påbud oppefra for alvor sætte skred i tingene. Og det er der behov for. Nu bør Folketinget gå foran og vise vejen!

Det er tanken, at samtlige godt 1.700 folkeskoler i Danmark ved hvert skoleårs begyndelse bliver forpligtet til at udsende et brev til forældrene med et indhold i stil med det hér gengivne brev (»Kolding-modellen«).

Til punkt 7

Uopdragne og stærkt forstyrrende børn gør mange steder livet som skolelærer til et helvede. Problemet beskrives allerede i dagbladet Politikens kronik den 10. august 1995, »En lærers afskedstale«, hvori den pågældende lærer beskriver, hvorfor han ikke orker at undervise i folkeskolen mere

»Det egentlige problem i folkeskolen er manglende arbejdsro, for mange utilpassede, normløse, selvcentrerede børn, som vi intet kan stille op over for, og som gør, at en stadig stigende del af undervisningen bliver overfladisk, skøjtende og ligegyldig uanset undervisningsformen til stor skade for de søde, rare positive børn, som jo stadig er i klart overtal. Disse ting har været meget afgørende for min beslutning. De har ganske enkelt frataget mig min arbejdsglæde.«

Der kan også henvises til en anden lærer, Niels Christian Sauer, der skrev om samme emne og med samme holdning i dagbladet Politikens kronik den 7. juni 1995 under overskriften »Balladen i skolen«.

Siden midt i 90 erne er der fremkommet konkrete tal for, hvor mange stærkt forstyrrende elever der findes i dagens folkeskole: 10 procent af folkeskolens elever forstyrrer regelmæssigt undervisningen for sig selv og klassekammeraterne. I gennemsnit er der 2 forstyrrende elever i hver klasse. 2 procent af folkeskolens elever forstyrrer hele tiden undervisningen svarende til 10.000 børn eller en elev i hver anden klasse. Det er især elever i de små klasser, og det er helt overvejende drenge, som er stærkt urolige (adfærdsvanskelige).

Disse oplysninger fremgår af »en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af urolige elever i folkeskolens almindelige klasser« med titlen »Urolige elever i folkeskolens almindelige klasser«. Undersøgelsen, som involverede 100.000 elever og deres lærere hver femte folkeskole og elev blev gennemført på initiativ af Undervisningsministeriet, efter at et flertal i Folketinget ved en forespørgselsdebat den 11. januar 1996 havde pålagt ministeren at kortlægge og undersøge problemerne med adfærdsvanskelige eller urolige børn i skolen.

Det er med nærværende forslag tanken, at de 2 procent af skolebørnene, som hele tiden forstyrrer undervisningen, skal fjernes fra deres klasser. De skal ikke i demokratiets og frisindets misforståede navn have lov til at ødelægge trivsel og undervisningsmuligheder for deres klassekammerater og deres lærere. Det er i øvrigt også bedst for de adfærdsvanskelige børn selv, at de oplever, at en destruktiv og ødelæggende adfærd får konsekvenser. Det er elementær erkendelse i al opdragelse, at der fra de voksnes side må sættes grænser op, som ikke må overskrides. Børn og unge er naturligt nok grænsesøgende. Er der derfor slet ingen grænser sat op for deres opførsel, kan det selvsagt blive meget vildt. Det kan mange fortvivlede skolelærere fortælle en hel del om!

De adfærdsvanskelige børn skal naturligvis hjælpes. Børnene er typisk blevet svigtet af deres forældre og skal ikke også svigtes af samfundet. Men de skal altså heller ikke længere have lov til at sabotere undervisningen for andre. Hvilke typer af særforanstaltninger og specialundervisning disse stærkt adfærdsvanskelige børn skal tilbydes, skal bl.a. drøftes ved den forespørgselsdebat (F 3), som finder sted i Folketinget i dag den 1. februar 2000.

Til punkt 8

Der kan ligge mange undskyldende forhold til grund for et uopdragent eller adfærdsvanskeligt barns opførsel, men er begge barnets forældre ressourcestærke og veluddannede mennesker, er der ingen undskyldninger for forældrenes svigt. Så bør det få konsekvenser. Sådanne forældre, som har forsømt deres ansvar som forældre og opdragere, bør i rimelighedens navn pålægges at betale de udgifter, der er forbundet med, at samfundet med særforanstaltninger prøver at hjælpe deres børn. Andre typisk dårligere stillede mennesker skal ikke betale for sådanne forældres egoisme og svigt.

Alene en viden om, at en sådan sanktion kan træde i kraft, vil givetvis få en række forældrepar til at tage sig mere af deres børn før kommunen gør det og sender dem regningen.

Til punkt 9

Med finansloven for indeværende år blev der indgået en aftale mellem et antal partier i Folketinget om at etablere forsøg i en række kommuner med en såkaldt »helhedsskole«. Disse planer bør stoppes øjeblikkeligt. Der er nemlig tydeligvis ikke tale om nogen helhedsskole, men om en heldagsskole, hvis skjulte formål er at løse et pasningsproblem for forældrene.

»Der er tale om verdens længste eftersidning«, har en kendt børneekspert sagt om helhedsskolen. Det er selvsagt uhyrligt, hvis alle skolebørn nu skal være tvunget til at være i et skole- og institutionsmiljø hele dagen.

Skolebørn skal ikke fratages muligheden for at komme hjem til sig selv, hvor de stille og fredeligt kan lege, læse lektier og børne- eller ungdomsbøger, være sammen med deres far, mor, bedstemor, tante Olga, naboens kat eller bare kede sig.

Den såkaldte »helhedsskole« er et skridt i en forkert retning: Mod mere institutionstilværelse for børnene og de unge. Der er brug for det modsatte: Mere privatliv, hjem og familie og mindre institutioner og offentlige løsninger.

Til punkt 10

Alvorlige forældresvigt ligger ofte til grund for børns og unges kriminalitet. Når unge under den kriminelle lavalder begår lovovertrædelser, kan man i stedet for at straffe de unge straffe deres forældre. Eller i det mindst pålægge forældrene visse sanktioner.

Dette er filosofien bag et lovforslag om unge kriminelle, som var til behandling i det britiske parlament i 1997. Et af elementerne i dette forslag angår forældres ansvar for deres børns adfærd, idet der foreslås indført en såkaldt »parenting order« (= påbud om forældres ansvarsforpligtelser). Lovforslaget blev udarbejdet på grundlag af det engelske indenrigsministeriums debatoplæg om håndtering af ungdomskriminalitet fra september 1997. Debatoplægget har titlen »Tackling youth crime A Consultation paper«. Det foreslås f.eks. her, at en domstol i forbindelse med en straffesag mod en ung under 18 år skal kunne pålægge den unges forældre at deltage i undervisnings- og vejledningslektioner eller opfylde andre krav, der har til formål at sikre, at de fremover drager tilstrækkelig omsorg for deres barn.

Manglende overholdelse af påbudet kan efter forslaget straffes med en bøde på indtil 1.000 pund (= 11.000-12.000 dkr.).

Det foreslås med nærværende forslag at følge denne »Englands-model« og indføre sanktioner over for forældre, hvis børn eller unge overtræder loven. Meningen er naturligvis at få flere forældre til at vågne op og tage sig mere af deres egne børn og unge. Ellers falder hammeren.

Økonomiske konsekvenser

Det anførte 10-punkts-program til genprivatisering af forældreansvaret og forældreopgaverne vil give anledning til såvel offentlige udgifter som offentlige indtægter og især besparelser

På udgiftssiden er det indlysende, at punkt 2 (længere barselorlov) og punkt 7 (særforanstaltninger for adfærdsvanskelige børn, som fjernes fra skolens normale klasser) koster en hel del offentlige skattekroner. Det er imidlertid ekstraudgifter, der givetvis i løbet af nogle år vil blive mere end opvejet af meget store offentlige besparelser. Således vil punkt 1 , 4 og 6 (ansvarlighedsbrevkampagnerne) og punkt 3 (taxameterbetaling for institutionspasning af børn) give anledning til offentlige besparelser, som bliver i milliardklassen. Punkt 9 (stop for helhedsskolen) vil herudover alene spare de offentlige kasser for 350 mio. kr.

Punkt 8 (ressourcestærke forældres betaling for egne forsømmelser) vil give indtægter til de offentlige kasser, men forhåbentlig først og fremmest medvirke til en adfærdsændring hos forældrene, som vil mindske behovet for offentlig indsats over for børn og unge.

Punkt 10 (straffesanktioner over for forældre, hvis børn begår kriminalitet efter »Englands-modellen«), vil netto næppe påvirke de offentlige budgetter nævneværdigt.

Den samlede økonomiske virkning af dette 10-punkts-program vil i løbet af få år være en budgetforbedring på de offentlige budgetter af meget betydelig størrelse.

Det vigtigste er imidlertid effekten på børn og unges vilkår og opvækst. Den vil være uvurderlig.

Der er i dag så mange sikre tegn på, at et stort antal børn mistrives i Danmark, at der bør ske et kursskifte i familie- og børnepolitikken.