Forslag til folketingsbeslutning om kritisk revision af kommunernes udbetaling af sociale ydelser

Fremsat den 26. januar 2000 af Tom Behnke (FRI), Kim Behnke (FRI), Thorkild B. Fransgaard (FRI) og Kirsten Jacobsen (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om kritisk revision af kommunernes udbetaling af sociale ydelser

Folketinget opfordrer statsrevisorerne til at anmode Rigsrevisionen om at foretage en kritisk revision af ikke under 25 repræsentativt udvalgte kommuner med henblik på en afdækning af, om kommunerne overholder gældende lovgivning i forbindelse med udbetaling af sociale ydelser.

Bemærkninger til forslaget

Der har gennem længere tid været kritik af, at nogle kommuner i visse tilfælde ikke udbetaler de ydelser, de er forpligtede til, og at andre kommuner udbetaler mere, end de er forpligtede til, og mere, end lovgivningen giver mulighed for.

Mandag den 17. januar 2000 bragte TV 2 en udsendelse, hvor det efter forslagsstillernes opfattelse blev dokumenteret, at en række socialrådgivere stort set er ligeglade med landets lovgivning og udbetaler, hvad de mener er rimeligt, og ikke, hvad lovgivningen foreskriver.

Det største problem er, at der tilsyneladende er en meget lav moral i kommunerne i forhold til at sikre, at lovgivningen bliver overholdt. Det næste problem er, at udbetalingerne unødigt belaster de offentlige budgetter. Det er ikke kun kommunerne, der lider et tab, men også amterne og staten, idet der på mange sociale ydelser er en eller anden form for refusion fra enten amterne eller staten. Er pengene først udbetalt, er det næsten umuligt at få dem tilbage igen.

Samtidig har der været tilfælde, hvor især pensionister ikke har fået de ydelser, de er berettigede til.

Hvert år udbetaler det offentlige mere end 100 mia. kr. i sociale ydelser. Det er mere end 25 procent af de penge, danskerne hvert år betaler i skat. Hvem der kan få hjælp, og hvor meget de kan få, bliver afgjort i kommunernes socialforvaltninger, hvor socialrådgiverne skal kontrollere, at borgerne får den hjælp, de har ret til - og ikke mere. Det til trods ved socialrådgiverne, at nogle klienter har begået socialt bedrageri, men de gør intet ved det - selv om det er deres pligt. Denne tilsyneladende tendens til, at socialrådgiverne blæser landets lovgivning et langt stykke, kan naturligvis ikke blive ved med at gå. Derfor er det forslagsstillernes opfattelse, at der skal ses nærmere på kommunernes administration.

Når forslagsstillerne har valgt Rigsrevisionen, skyldes det dels dens ekspertise i at foretage kritisk finansiel og forvaltningsrevision, dels at Rigsrevisionen har muligheden, i det omfang staten yder kommunerne refusion for alle eller en del af kommunernes udgifter vedrørende visse ydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 1997 om revisionen af statens regnskaber m.m. § 5.

Sigtet med en kritisk revision skal være at afdække, om de forhold, der kom frem i tv-udsendelsen, er repræsentative for kommunerne som helhed, eller om der er tale om nogle enkeltstående tilfælde. Revisionen skal afdække to ting: om kommunerne i nogle tilfælde udbetaler mere, end der er dækning for i lovgivningen, og om kommunerne i andre tilfælde udbetaler mindre, end de er forpligtede til.

Rigsrevisionens afdækning forelægges Folketinget, som så efterfølgende må foretage det nødvendige for at sikre, at kommunerne i fremtiden højner moralen, og at lovgivningen i alle tilfælde overholdes. I den sammenhæng er den afgørende forudsætning, at alle i den kommunale forvaltning nøje holder øje med, at lovgivningen overholdes, og at alle tager deres ansvar alvorligt.

I udsendelsen udtalte de interviewede medarbejdere i kommunerne generelt, at de ikke regnede lovgivningen for noget, og at de følte, at de var i deres gode ret til selv at foretage et skøn over, hvad og hvor meget der skulle udbetales i de enkelte tilfælde. Nedenfor er et udsnit af de udtalelser, der blev fremført i udsendelsen. Udtalelserne vidner om, at der er noget rivende galt i kommunerne, men inden der kan siges noget generelt om problemets omfang, er det væsentligt, at Rigsrevisionen foretager en kritisk revision af et repræsentativt antal kommuner, som forslagsstillerne mener skal være mindst 25 kommuner.

Udtalelser i relation til specifikke emner bragt i

TV 2 s udsendelse den 17. januar 2000

Udsendelsen dokumenterede efter forslagsstillernes opfattelse, at socialrådgiverne i høj grad opfatter sig selv i rollen som »klientens advokat« over for systemet, og at de ikke uddannes til også at virke som kontrollanter.

En socialrådgiver og økonomisagsbehandler i Odense udtaler om kontrol

»Det er ikke lige sådan noget arbejde, jeg har lyst til ikke når det skal gå så hurtigt, at det bare er bevilge eller ikke bevilge efter de forskellige paragraffer.«

»Der er for mange borgere, der skal behandles, til, at der er tid til at gå ind i noget socialt og på den måde er der ikke ret meget socialt arbejde, og det er ikke tilfredsstillende i forhold til det, jeg ville med min uddannelse.«

At hun ikke er ene om synspunktet, viser følgende udsagn fra dimitterede fra Den sociale Højskole

»Jeg mener absolut, min rolle er, at jeg skal ud og være de mennesker, de borgere, jeg skal have med at gøre jeg skal være deres advokat.«

»Hvis lovene er umenneskelige, så kan vi blive nødt til at bryde dem.«

»Systemet er for stift og for regelstyret.«

»Jeg bliver klientens advokat og ønsker også at være det.«

»Jeg håber, jeg kommer i en stilling, hvor jeg kan være klientens advokat og ikke bliver systemets mand.«

Kontrolopgaven er socialrådgiverne slet ikke rustede til, påpeger Torben Berg Sørensen, sociolog og underviser på Den sociale Højskole, som udtaler: »Uddannelsen negligerer den problemstilling og viser systemet som en slags fjende.« Det er hovedbudskabet i »Den gode samtale«, en undersøgelse som Torben Berg Sørensen har lavet, og som viser, at »socialrådgiverne kæmper imod systemet for at give klienterne så gode forhold som muligt og vil ikke kontrollere og stille krav, selv om de har pligt til det.« Han siger endvidere: »Mange går meget langt for at udnytte lovgivningen så meget som overhovedet muligt i forhold til at få varetaget brugerens interesser. Mange har helt glemt det egentlige sigte med socialt arbejde. Det er ikke at yde flest mulige ydelser det er at løse problemer!« Eksempelvis har en socialrådgiver, som Torben Berg Sørensen opfordrede til at beskrive sit forhold til klienterne, udtalt: »Jeg vil helst være julemand.«

Paradoksalt nok er bedrageriet ofte nemt at opdage. For eksempel bliver penge til en fraskilt mor af og til sat ind på faderens konto, eller faderen er flyttet til en lille lejlighed sammen med mange andre fraskilte mænd. Men hvad gør socialkontorerne ved problemet?

Socialrådgiveren: »Jeg kan ikke gå rundt og tjekke mine klienter. Jeg kan ikke se, hvordan det arbejde skal hænge sammen.«

Spm.: »Socialt bedrageri - er det ikke noget, du synes, du skal melde videre?«

Svar: »Nej! Jeg synes det er dybt uanstændigt at være social bedrager . men det er jo så en del af mit arbejde at have sådan en viden, som jeg ikke rigtig kan stille noget op med. I nogle tilfælde synes jeg, det er helt ok, for de betingelser, man giver de mennesker, er fuldstændig urimelige.«

»Den gode Balance«, en undersøgelse udført af chefkonsulent Søren Thorup baseret på interview med 150 ansatte og 400 klienter, underbygger problemet. Den fastslår, at socialrådgiverne er mere loyale over for brugerne (klienterne) end over for den arbejdsplads, de er ansat på, og at de varetager klienternes interesser længere, end der er belæg for i de kommunale beslutninger. Desuden konkluderer den, at

Sagsbehandlerne mener, der er for lidt tid til klienterne, mens 90 % af klienterne mener, der er tid nok.

Sagsbehandlerne mener, der er for meget kontrol, mens 64 % af klienterne ikke oplever kontrol.

Sagsbehandlerne mener, der stilles for mange krav til klienterne, mens næsten 50 % af klienterne mener, at sagsbehandlerne ingen krav stiller.

Direkte svar på specifikke spørgsmål underbygger denne opfattelse. I udsendelsen blev sagsbehandleren blandt andet spurgt

Spm: »Hvad ser du som din opgave, når de kommer og søger om penge?«

Svar: »At de får det, de har krav på . Og så kan det godt være, at der er nogle muligheder, altså nogle ting, de ikke vidste de kunne søge om hjælp om og så at fortælle dem, at de også har de og de muligheder for at få økonomisk hjælp.«

Spm: »Er det så også et mål for dig, at de får så meget som muligt?«

Svar: »Ja.«

I dag er 115.000 danskere langtidsledige kontanthjælpsmodtagere dvs. de har fået kontanthjælp i mere end et år. Heraf er 1/3 af anden etnisk baggrund end dansk. Med lov om aktiv socialpolitik fra 1998 burde det være slut med langtidsledige klienter. Men det er endnu ikke slået igennem hos socialrådgiverne. For eksempel har mange indvandrere modtaget hjælp, uden at der reelt er stillet krav til dem om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Rådighed for arbejdsmarkedet er en af betingelserne for støtte, og opfyldes det ikke, har socialrådgiverne pligt til at stoppe kontanthjælpen. I udsendelsen blev sagsbehandleren spurgt

Spm: »Folk skal vel til stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at kunne få deres penge?«

Svar: »Så kan man jo sige, at der er nogle, der ikke magter at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.«

Spm: »Hvis man nu var i en a-kasse, så var hjælpen jo blevet stoppet!«

Svar: »Så er det jo meget godt, man er i det her system.«

Udsendelsen dokumenterede også, at det er sagsbehandlerne, der helt suverænt vurderer, hvor meget hjælp den enkelte kan få af det offentlige. Og der er tale om skøn, som varierer meget fra sagsbehandler til sagsbehandler - selv om der er tale om den samme paragraf. Souhail Ibrahim, næstformand i IDFAD, en indvandrerorganisation i Århus: »Jeg tror ikke, det er den lov, der bliver vedtaget på Christiansborg, der gælder i kommunerne. Det er sagsbehandlernes lov.« Og noget tyder på, at det ikke er helt forkert. Socialrådgiverforeningens formand, Anne Worning: »Der er en kæmpe forskel på den måde, lovgivningen bliver tænkt på Christiansborg, og den omsætning, der sker ude i praksis.«

I nogle tilfælde giver loven dog ingen mulighed for skøn. Et eksempel er § 2 i lov om aktiv socialpolitik, som i hovedtræk siger, at begge ægtefæller skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis en af dem ikke står til rådighed, kan ingen af dem få kontanthjælp. Dette blev indskærpet i 1994 af Den Sociale Ankestyrelse. I udsendelsen blev der spurgt

Spm.: »Gør I det altid?«

Svar: »Det skal jeg ikke love! Nej, det gør vi ikke altid! . Derfor kan man godt i nogle situationer gøre det, at man stopper hjælpen til den person, som nu ikke vil arbejde, og så giver hjælp til ægtefællen.«

Ferie er et andet område, hvor der ikke gives mulighed for skøn, for det er man ikke berettiget til. Det er dog ikke usædvanligt, at 5 ugers ferie bevilges. »Det afhænger af, hvilken sagsbehandler du har,« udtaler Souhail Ibrahim.

Skriftlig fremsættelse

Tom Behnke (FRI)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om kritisk revision af kommunernes udbetaling af sociale ydelser.

(Beslutningsforslag nr. B 78).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.