Forslag til folketingsbeslutning om ændring af pesticidafgiften
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 18. januar 2000 af Hans Christian Schmidt (V), Kim Andersen (V), Helga Moos (V), Bodil Thrane (V), Jens Vibjerg (V), Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Pernille Sams (KF), Gitte Seeberg (KF), Svend Aage Fauerholdt (DF), Ebbe Kalnæs (CD), Thorkild B. Fransgaard (FRI), Kim Behnke (FRI), Tom Behnke (FRI) og Kirsten Jacobsen (FRI)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af pesticidafgiften
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af afgiften på pesticider, således at afgiften fremover rammer bekæmpelsesmidlerne med den største miljøbelastning.
Bemærkninger til forslaget
I dag er pesticidafgiften en værdiafgift. Det vil sige, at jo dyrere det enkelte pesticid er, desto mere betaler man i afgift. Afgiftens størrelse siger med andre ord intet om, hvor meget pesticidet belaster miljøet. Dette er uheldigt. Først og fremmest fordi afgiften er indført for at gavne miljøet. I praksis kan det modsatte blive tilfældet. Det viser følgende eksempel
Midlet »Perimor« bekæmper lus i korn og er så spidsfindigt udviklet, at det undgår mariehønsene, der jo bl.a. lever af lus, hvorimod aktivstoffet »Pyretroider«, der slår både lus og mariehøns ihjel og dermed har en uønsket effekt, er billigere og derfor pålægges en væsentlig lavere afgift.
Den nuværende afgift betyder således, at brugerne på grund af afgiften animeres til at bruge de mere bredspektrede midler frem for det selektive og mere skånsomme middel. Afgiften er således mere til skade end til gavn for miljøet, og derfor bør afgiften ændres, så den rammer midlerne med den største miljøbelastning.
Skriftlig fremsættelse
Hans Christian Schmidt (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om ændring af pesticidafgiften.
(Beslutningsforslag nr. B 66).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.