Forslag til folketingsbeslutning om beskyttelse af de danske kyster (kystsikring)
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 11. januar 2000 af Thorkild B. Fransgaard (FRI), Kim Behnke (FRI), Tom Behnke (FRI) og Kirsten Jacobsen (FRI)
Forslag til folketingsbeslutning
om beskyttelse af de danske kyster (kystsikring)
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der sikrer, at der kan oprettes et særligt råd og en særlig fond til finansiering af den nødvendige beskyttelse af de danske kyster.
Bemærkninger til forslaget
Danmark er fladt og fra naturens hånd omgivet af vand og som følge deraf til stadighed udsat for elementernes påvirkning. Nogle steder er resultatet en opbygning, andre steder en katastrofal nedslidning. På de sidstnævnte steder, der hvor erosionen er stærkest, må det være en klar samfundsmæssig opgave at sikre, at naturkræfterne ikke uhindret gør Danmark mindre.
Problemstillingen er langt fra ny, men i forbindelse med den i sommer længe verserende og stadig aktuelle sag om »kystsikringsrør « er problematikken igen blevet synlig. Forslagsstillerne finder det derfor nødvendigt, at der stilles en garanti for, at de fornødne midler til at forebygge eller som minimum afhjælpe når katastroferne sker, er til stede. Frihed 2000 er af den opfattelse, at kystbeskyttelse er en opgave, der skal garanteres af det offentlige.
Sigtet med nærværende beslutningsforslag er derfor at oprette et særligt råd og en særlig fond til varetagelse af kystbeskyttelsen, og at der til dette arbejde afsættes tilstrækkelige midler. Fonden skal administreres af staten, og staten bør endvidere være repræsenteret i rådet tillige med andre relevante parter, der besidder de fornødne kvalifikationer.
Den eksisterende ordning er med de nuværende midler langt fra tilstrækkelig. Her iberegnet den tvungne og ikke mindst den frivillige kystsikring, som mange af vores kommuner og amter (specielt langs Vestkysten) bidrager med. Hertil kommer de tilbud, som lokale lodsejere bidrager med.
Det er forslagsstillernes overbevisning, at den nuværende model ikke er god nok til at løse problemerne med hensyn til den nødvendige kystbeskyttelse. Dette med tab af både land og ejendomme til følge. I den forbindelse skal nævnes sagen om Maarup kirke. Maarup kirke er beliggende på Lønstrup Klint i Nordjylland, og her har Nationalmuseet fredet kirkegården, der bogstaveligt ligger på afgrundens rand. Lønstrup Klint er fredet helt tilbage fra 1948, men klinten eroderes kraftigt af havet. Hvor er logikken i det? En fredning signalerer jo, mere end noget andet, at der rent bevaringsmæssigt skal gøres en ekstra indsats.
Frihed 2000 mener, at det er et absolut rimeligt krav, at indsatsen kombineres, så såvel naturværdier som kulturværdier sikres på bedst mulig måde. Dette beslutningsforslag pålægger derfor regeringen at fremsætte lovforslag om en anden måde at organisere og finansiere kystbeskyttelsen på.
Skriftlig fremsættelse
Thorkild B. Fransgaard (FRI)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om beskyttelse af de danske kyster (kystsikring).
(Beslutningsforslag nr. B 63).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.