Legislator Case Law & Legislation
19991BB00030 DK

Forslag til folketingsbeslutning om forsøg med ny ledelsesstruktur på universitetsområdet

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1999 30 Valid

Fremsat den 11. november 1999 af Karen Rønde (V), Brian Mikkelsen (KF), Christian&n bsp;H. Hansen (DF) og Tom Behnke (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om forsøg med ny ledelsesstruktur på universitetsområdet

Folketinget opfordrer regeringen til at skabe incitamenter til og eventuelt at fremsætte lovforslag, der giver hjemmel til, at der kan igangsættes forsøg med en ny ledelsesstruktur på de videregående uddannelsesinstitutioner i form af et friuniversitetsforsøg efter følgende retningslinjer

1. Udviklingskontrakten mellem det enkelte universitet og Forskningsministeriet skal fastlægge de aftalte betingelser for forsøget, herunder tidspunktet for hvornår forsøget skal evalueres.

2. Universiteterne skal ledes af en bestyrelse bestående af et flertal af eksternt udpegede medlemmer og et mindretal af valgte medlemmer repræsenterende universitetsforskere og studerende.

3. Bestyrelsens formand skal være ekstern. Formanden udpeges af forskningsministeren, som ligeledes udpeger medlemmer af bestyrelsen og dens suppleanter efter indstilling fra formanden.

Rektor ansættes af bestyrelsen. Rektor ansætter prorektor og dekaner efter opslag, mens institut- og studieledere vælges demokratisk blandt ansatte og studerende.

Bemærkninger til forslaget

Det er forslagsstillernes opfattelse, at forsøgene skal være frivillige for institutionerne. Forsøg med etablering af en ny ledelsesstruktur skal ses i sammenhæng med, at der gives universiteterne øgede frihedsgrader til at kunne imødekomme fremtidens udfordringer. Udviklingskontrakten mellem det enkelte universitet og Forskningsministeriet skal fastlægge de aftalte betingelser for forsøget, og hvornår det skal evalueres. Hensigten er at gøre universiteterne mere dynamiske, omstillingsvillige og bedre i stand til at prioritere.

Baggrunden for at indhente erfaringer med ny ledelsesstruktur på universitetsinstitutionerne gennem forsøg er, at den eksisterende ledelsesstruktur ikke initierer, at der kan finde en tilstrækkelig prioritering sted, så de mange ressourcer, der anvendes på området til forskning og uddannelse, udnyttes optimalt.

I friuniversitetsforsøget skal universiteterne ledes af en bestyrelse et konsistorium - der består af et flertal af eksternt udpegede medlemmer og et mindretal af valgte medlemmer, der repræsenterer universitetets forskere og studerende. Bestyrelsens formand skal være ekstern. Bestyrelsen ansætter en rektor, der i praksis fungerer som en administrerende direktør. Rektor ansætter prorektor og dekaner efter opslag, initierer udarbejdelse af budgetforslag til godkendelse i bestyrelsen, beslutter organisationsændringer osv. Institut- og studieledere vælges - som i den eksisterende struktur - ved demokratiske valg blandt ansatte og studerende, men disse skal i forsøget have større indflydelse på udbudet af studiets undervisning.

Bestyrelsesformanden udpeges af forskningsministeren i forståelse med Folketinget. Ministeren udpeger medlemmerne af bestyrelsen og dens suppleanter efter indstilling fra formanden.

Skriftlig fremsættelse

Karen Rønde (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forsøg med ny ledelsesstruktur på universitetsområdet .

(Beslutningsforslag nr. B 30).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →