Forslag til folketingsbeslutning om etablering af amtsældreråd
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 11. november 1999 af Yvonne Herløv Andersen (CD), Annie Lunde Hansen (CD), Mimi Jakobsen (CD), Ebbe Kalnæs (CD) og Arne Melchior (CD)
Forslag til folketingsbeslutning
om etablering af amtsældreråd
Folketinget opfordrer regeringen til hurtigst muligt at skabe fornøden hjemmel i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område til etablering af amtsældreråd.
Amtsældrerådenes arbejdsområde skal være de af amtsrådenes politiske beslutninger, hvor der er behov for at inddrage de ældres viden og erfaringer. Formålet med amtsældreråd skal endvidere være at fungere som koordinerende organer for de enkelte amters kommunale ældreråd.
De kommunale ældreråd udpeger af deres midte medlemmer til amtsældrerådene.
Bemærkninger til forslaget
Baggrunden for forslaget er, at der på nuværende tidspunkt faktisk er organiseret amtsældreråd i 10 amter. Det første blev oprettet i Frederiksborg Amt i 1995, og flere er under dannelse. Der er endvidere planer om at stifte en amtsældrerådsforening. Efter forslagsstillernes opfattelse er det derfor rimeligt, at der skabes lovhjemmel for amtsældrerådenes virke.
Mens de kommunale ældreråd først og fremmest beskæftiger sig med alle former for sociale forhold, der træffes afgørelse om i kommunalt regi, er det de sagsområder, som amtsrådene træffer beslutning om, der vedrører amtsældrerådene. Det vil sige spørgsmål som sundhed, herunder sygehuse og forebyggelse, trafikplanlægning og regionplanlægning.
Amtsældrerådene vil desuden kunne bidrage til at skabe større ensartethed på amtsplan i behandlingen af de forhold, som de kommunale ældreråd beskæftiger sig med. På samme måde kan Amtsældrerådsforeningen være med til at skabe en tilsvarende ensartethed på landsplan.
For initiativtagerne bag de eksisterende amtsældreråd har en af drivkræfterne været ønsket om at styrke og udbygge det folkevalgte fundament, som de kommunale ældreråd hviler på. Derved vil de kommunale ældreråd og amtsældrerådene samlet komme til at repræsentere alle ældre medborgere uafhængigt af interesseorganisationer.
Det forudsættes, at amtsrådene betaler udgifterne ved amtsældrerådenes virksomhed, på samme måde som kommunalbestyrelserne gør det for ældrerådenes vedkommende.
Skriftlig fremsættelse
Yvonne Herløv Andersen (CD)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om etablering af amtsældreråd.
(Beslutningsforslag nr. B 29).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.