Legislator Case Law & Legislation
19991BB00027 DK

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af Copenhagen Malmö Port

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1999 27 Valid

Fremsat den 4. november 1999 af Kaj Ikast (KF), Brian Mikkelsen (KF), Helge Adam Møller (KF), Gitte Lillelund Bech (V), Svend Heiselberg (V), Erik Jacobsen (V), Arne Melchior (CD), Sonja Albrink (CD) og Peter Duetoft (CD)

Forslag til folketingsbeslutning

om etablering af Copenhagen Malmö Port

Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at fremsætte lovforslag, der sikrer, at Københavns Havn sammen med Malmö Hamn AB kan etablere selskabet Copenhagen Malmö Port (CMP). Det nye selskab skal varetage havnedriften i København og Malmö.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne ønsker, at der fra dansk side åbnes mulighed for, at der kan etableres et fælles selskab Copenhagen Malmö Port (CMP) under Københavns Havn og Malmö Hamn AB.

Københavns Havns bestyrelse har i marts 1999 anmodet trafikministeren om at ændre den eksisterende lovgivning, således at Københavns Havn får mulighed for at etablere det fælles havnedriftsselskab. Af regeringens lovprogram for folketingsåret 1999-2000 fremgår det, at man i anden halvdel af november 1999 vil fremsætte et lovforslag, som eventuelt åbner mulighed for etableringen af CMP. Det er således uklart, om regeringen vil åbne mulighed for samarbejdet. Dette finder forslagsstillerne utilfredsstillende.

Formålene med Københavns Havn skal efter forslagsstillernes opfattelse fastholdes samtidig med, at der åbnes mulighed for, at Københavns Havn kan drive virksomhed med Malmö Hamn AB gennem etablering af et fælles aktieselskab.

Åbningen af den faste forbindelse over Øresund vil medføre en stigende integration i Øresundsregionen. Udviklingen vil gå i retning af en samlet region, som omfatter Sjælland og Skåne. Det vil ændre transportmønstrene i regionen, men betyder også, at der er skabt et naturligt grundlag for at etablere større sammenhængende distributions- og logistikcentre.

Københavns Havns og Malmö Hamns bestyrelser godkendte i marts 1999 et fælles »letter of intent«, der indeholder grundforudsætningerne for dannelsen af et fælles selskab. Et fælles selskab har en række fordele for havnedrift: stordriftsfordele såvel inden for produktion som administration, mindsket investeringsbehov, mulighed for dannelse af et selskab med et stærkt økonomisk udgangspunkt, gevinster ved fælles markedsføring samt bedre overensstemmelse med miljømål og den fysiske planlægning i København og Malmö. Tanken er, at der pr. 1. januar 2000 etableres et fælles selskab »Copenhagen Malmö Port (CMP)«.

Det er ambitionen, at samtlige virksomhedsområder, som i dag findes repræsenteret i Københavns Havn og Malmö Hamn AB, fortsat skal udvikles, hvorved der skal lægges vægt på mulighederne for vidtgående effektivisering og rationalisering med henblik på at tilbyde kunderne bedre service og konkurrencedygtige priser. Den faste forbindelse over Øresund skal kunne udnyttes som en vigtig ressource.

Københavns Havns udvikling af arealer, der ikke skal anvendes til havneformål, vil fortsat blive varetaget af Københavns Havn, dvs. moderselskabet. Dermed sikres det, at der sker en koordinering mellem de to kerneområder. Synergien mellem havnedrift og udlejning til havnerelaterede virksomheder udnyttes, og arealudviklingen sker under hensyntagen til havnedriften, så der sker en løbende afvejning af værdien af at udvikle et areal til byformål over for de gener, det giver havnedriften, og de omkostninger, havnedriften må afholde for at kompensere for generne.

Skriftlig fremsættelse

Kaj Ikast (KF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af Copenhagen Malmö Port.

(Beslutningsforslag nr. B 27).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →