Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en udlændingekommission
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 2. november 1999 af Peter Skaarup (DF ) og Kristian Thulesen Dahl (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af en udlændingekommission
Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 1999-2000 at nedsætte en kommission til belysning og vurdering af udviklingen i den danske befolkning, især hvad stigningen i antallet af borgere fra mindre udviklede lande kommer til at betyde.
Kommissionen udpeges af indenrigsministeren og skal sammensættes bredt med folk fra alle relevante grupperinger og fag. Det kan være repræsentanter for det private erhvervsliv, kommunerne, amterne, politiet og forskningsverdenen, ligesom det er vigtigt, at kommissionen ikke blot får deltagelse af højt uddannede mennesker, men også får deltagelse af ganske almindelige danskere, der kan bidrage med erfaringer fra det praktiske liv. Kommissionen skal være hurtigtarbejdende og have afsluttet sit arbejde inden udgangen af 2000.
Kommissoriet skal som minimum indeholde mulighed for afdækning af følgende problemstillinger omkring den multietniske og multikulturelle udvikling i det danske samfund
Den talmæssige udvikling i antallet af borgere fra mindre udviklede lande og de konsekvenser, dette vil få, både i et nutidigt og i et fremtidigt perspektiv, herunder,
om udviklingen mod et multietnisk og multikulturelt samfund er en udvikling, som den danske befolkning ønsker,
hvad der i benægtende fald kan gøres for at vende udviklingen,
om det er rimeligt at bruge penge på at hjælpe flygtninge, der har penge nok til at blive smuglet til Danmark, når der lever mange millioner flygtninge ude i verden under kummerlige forhold, og
om udviklingen er løbet fra den hidtidige måde at hjælpe på.
Tildelingen af dansk statsborgerskab.
Påvirkningen af boligsituationen, arbejdsmarkedet og økonomien i kommunerne.
Udlændinges kriminalitet, og hvordan der skal dæmmes op for denne kriminalitet.
Det er afgørende, at kommissionen ikke kommer til at handle om, hvordan Danmark bedst og mest smertefrit bliver et multietnisk og multikulturelt samfund, for det har den danske befolkning aldrig haft mulighed for at tage stilling til. Kommissionens arbejde skal derfor følges op med en folkeafstemning, der klarlægger, hvorvidt den danske befolkning ønsker, at det danske samfund udvikler sig til et multietnisk og multikulturelt samfund. Inden folkeafstemningen skal befolkningen have lejlighed til at overveje de mange oplysninger gennem en fordomsfri og folkelig debat.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes opfattelse, at befolkningssammensætningen i Danmark over en årrække har gennemgået en revolutionerende og fundamental ændring. Den nuværende indvandring til Danmark er uden historisk sidestykke og vil ramme direkte ned i den danske befolknings kultur, religion og levevis. Der er altså tale om en omfattende ændring af den danske nation, en udvikling, der får vidtrækkende konsekvenser, som den danske befolkning ikke har modtaget tilstrækkelig information om og derfor ikke har haft lejlighed til at diskutere på et ordentligt og sobert grundlag.
Med udtrykket mindre udviklede lande henvises der til den definition, som bl.a. bruges af FN, Indenrigsministeriet og Danmarks Statistik. Definitionen indebærer, at mere udviklede lande består af USA, Canada, Japan, Australien, New Zealand og alle europæiske lande, ekskl. Tyrkiet og Cypern, samt dele af det tidligere Sovjet (det drejer sig om Aserbajdsjan, Usbekistan, Kasakstan, Turkmenistan, Kirgisistan, Tjadsjikistan, Georgien og Armenien). Mindre udviklede lande omfatter alle øvrige lande.
Forslagsstillerne ønsker, at der bliver nedsat en kommission til at klarlægge og belyse samtlige forhold omkring den multietniske og multikulturelle udvikling m.h.t. antal og konsekvenser for det danske samfund, både i et nutidigt, men også i et fremtidigt perspektiv.
I en artikel i Jyllands-Posten den 29. august 1999 fastslår den anerkendte forsker i demografi, professor dr.polit. Poul Christian Mathiessen: »I løbet af få årtier vil danskerne ophøre med at være en ensartet og homogen befolkning med rødder i samme religion, kultur, sprog, traditioner og værdinormer. Stadig flere indvandrere og efterkommere vil stamme fra såkaldt mindre udviklede lande, såsom Tyrkiet, Irak, Iran, Somalia, Libanon m.v. og have en væsentlig anderledes religiøs og kulturel baggrund end den traditionelt danske. I 1980 var det kun 26 pct., svarende til ca. 45 000 af samtlige indvandrere og deres efterkommere, der stammede fra de mindre udviklede lande. I 2020 vil det ifølge Danmarks Statistik være 61 pct. - svarende til omtrent 500 000 mennesker. Størstedelen af disse mennesker vil som udgangspunkt have en religion, en kultur og et sæt af traditioner, der markant adskiller sig fra de danske.«
Poul Christian Mathiessen fortsætter: »Indtil slutningen af 1960'erne blev al indvandring stort set opslugt af det danske samfund, da der var tale om europæere med samme religion, kultur og værdinormer. Disse indvandrere tilegnede sig let det danske sprog, skikke, traditioner og holdninger. Dette har i løbet af de seneste 30 år ændret sig radikalt.«
Fra slutningen af 1960'erne kom gæstearbejdere i form af tyrkere, pakistanere og jugoslavere, dernæst fulgte familiesammenføringer, og fra midten af 1980'erne tiltog flygtningestrømmen for alvor. Det er i lyset af denne udvikling, at kravet om nedsættelse af en udlændingekommission skal ses, eftersom udviklingen fra slutningen af 1960'erne har betydet en væsentlig ændring i indvandringsmønsteret i antal. Det er desuden karakteristisk for disse udlændinge, at de ikke er vesteuropæere, og at mange af dem er muslimer.
De forskellige kulturer og religioner vil givetvis træde tydeligere frem i de kommende år som følge af, at udviklingen ser ud til fortsætte gennem fortsatte flygtningestrømme, familiesammenføringer og markant højere fertilitet blandt indvandrerkvinderne fra de mindre udviklede lande end blandt danskerne.
I takt med at indvandrerne bliver flere og flere, vil de kræve respekt for deres religion, traditioner og skikke. Det vil utvivlsomt støde sammen med dansk kultur i alt fra børneopdragelse til pædagogik i skoler og adfærd på arbejdspladsen.
De danske politikere har indtil videre undladt at inddrage befolkningen i spørgsmålet om den danske befolkningssammensætning hen imod et multietnisk og multikulturelt samfund. Danskerne er altså aldrig blevet spurgt, om de vil være en del af et sådant projekt, selv om denne ændring har afgørende betydning for alle, samtidig med at denne ændring af samfundet ser ud til at fortsætte.
I lighed med professor Poul Christian Mathiessen mener forslagsstillerne, at det er afgørende, at der snarest nedsættes en udlændingekommission, som skal give danskerne lejlighed til at få et sobert og ordentligt grundlag for forholdene omkring den danske befolkningsudvikling og de problemer, der følger i kølvandet på denne udvikling. Er det en udvikling, som den danske befolkning ønsker, og hvis ikke, hvad kan der gøres for at vende udviklingen? Er det rimeligt at bruge penge på at hjælpe flygtninge, der har penge nok til at blive smuglet til Danmark, når der lever mange millioner flygtninge ude i verden under kummerlige forhold? Er udviklingen løbet fra den hidtidige måde at hjælpe på? For forslagsstillerne er det imidlertid afgørende, at kommissionen ikke kommer til at handle om, hvordan Danmark bedst og mest smertefrit bliver et multietnisk og multikulturelt samfund, for det har den danske befolkning aldrig haft mulighed for at tage stilling til, og forslagsstillerne mener derfor, at det vil være oplagt, at der følges op med en folkeafstemning, der klarlægger, hvorvidt den danske befolkning ønsker, at det danske samfund udvikler sig til et multietnisk og multikulturelt samfund, efter at kommissionen har afsluttet sit arbejde og befolkningen har fået lejlighed til at overveje de mange oplysninger gennem en fordomsfri og folkelig debat.
Kommissionen bør sammensættes bredt med folk fra alle relevante grupperinger og fag. Det kunne f.eks. være repræsentanter for Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, politiet, Landbrugsraadet, Håndværksrådet og diverse repræsentanter fra forskningsverdenen. Det er også vigtigt, at kommissionen ikke blot får deltagelse af højt uddannede mennesker i gode, velbetalte stillinger, men også får deltagelse af ganske almindelige danskere med ganske almindelige erhverv, med ganske almindelige uddannelser og med ganske almindelige holdninger, der kan bidrage med erfaringer fra det praktiske liv.
Kommissionen bør have afsluttet sit arbejde senest ved udgangen af december 2000.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en udlændingekommission.
(Beslutningsforslag nr. B 26).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.