Forslag til folketingsbeslutning om lempelse af skatte- og afgiftsregler for almenvelgørende fonde og foreninger m.v.

Fremsat den 7. oktober 1999 af Børge Klit Johansen (KRF), Ole M. Nielsen (KRF), Jann Sjursen (KRF) og Tove Videbæk (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om lempelse af skatte- og afgiftsregler for almenvelgørende fonde og foreninger m.v.

Folketinget opfordrer regeringen til senest den 1. juni 2000 at fremsætte forslag om følgende lovændring

1. Boafgiftslovens § 14 ændres således, at der ikke beregnes boafgift og tillægsboafgift af kapitaler og formuegoder, hvorpå der hviler en brugs- eller indtægtsnydelse, når kapitalen eller formuegodet tilfalder en af de institutioner, foreninger m.v., som kan opnå afgiftsfritagelse i medfør af boafgiftslovens § 3, stk. 2.

2. Dødsboskatteloven ændres således, at dødsboer fritages for beskatning, såfremt boets arvinger udelukkende er foreninger, institutioner m.v., som kan opnå afgiftsfritagelse i medfør af boafgiftslovens § 3, stk. 2.

3. Der indføres i dødsboskiftelovens § 88 en bestemmelse om, at legater skal forrentes af dødsboet over for legataren fra 6 måneder efter dødsfaldet, og indtil legatet udbetales, med en rente svarende til den rente, boet har indvundet af likvide midler, dog mindst en rente svarende til diskontoen.

Bemærkninger til forslaget

Med virkning fra 1. maj 1991 blev arveafgift til almenvelgørende foreninger m.v. nedsat fra hidtil 12 pct. til 0 pct., jf. lov nr. 287 af 8. maj 1991.

Der var fra politisk side enighed om, at det var i samfundets interesse at stille almenvelgørende foreninger bedst muligt, dels for at inspirere privatpersoner til at testamentere beløb til foreningerne, dels for at give foreningerne så godt et økonomisk fundament som muligt til formål, der ofte er opgaver, som alternativt skulle betales af det offentlige.

F.eks. er foreninger som Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Dansk Blindesamfund i vidt omfang med til at løse en opgave, som alternativt skulle løses af det offentlige.

Det er ikke rimeligt, at staten skal tjene på, hvad en dansker giver til almennyttige formål.

På baggrund af den holdning, der ved lovændringen i 1991 var til almenvelgørende fonde og foreninger, er det tankevækkende, at der i de seneste år er sket større og mindre ændringer af lovgivningen, som har forringet de almenvelgørende foreningers økonomi.

Formålet med beslutningsforslaget er at rette op på nogle af de økonomiske forringelser, som foreninger med almenvelgørende eller andet almennyttigt formål er blevet påført i forbindelse med forskellige lovbestemmelser, der trådte i kraft den 1. januar 1997, dels i forbindelse med ændring af § 14 i boafgiftsloven og dels i forbindelse med vedtagelsen af dødsboskifteloven og dødsboskatteloven.

Ad pkt. 1

I perioden 1. juli 1995 til 31. december 1996 var der mulighed for at indsætte en almenvelgørende forening som arving med brugs- eller indtægtsnydelse for en person enten for en nærmere bestemt periode eller for brugs- og indtægtsnyderens livstid, uden at arven blev pålagt afgift.

Arven til en almenvelgørende forening var afgiftsfri i overensstemmelse med hovedreglen i boafgiftslovens § 3, stk. 2.

Med virkning fra 1. januar 1997 blev der, jf. lov nr. 1222 af 27. december 1996 i boafgiftslovens § 14 (§ 14 er senest ændret ved lov nr. 386 af 2. juni 1999) indføjet en ny bestemmelse, hvorefter der skulle betales bo- og tillægsboafgift, hvis der på en kapital eller et formuegode hvilede en brugs- eller indtægtsnydelse, uanset om arvingen i øvrigt var fritaget for bo- og tillægsboafgift i medfør af boafgiftslovens § 3, stk. 2.

Lovændringen pr. 1. januar 1997 skete ifølge bemærkningerne til lovforslaget for at undgå en utilsigtet anvendelse af reglerne, hvilket skete i tilfælde, hvor en rentenydelse blev kombineret med, at kapitalen blev testamenteret til en afgiftsfri almenvelgørende forening, og man således helt kunne slippe for at betale afgift.

De overvejelser, som normalt ligger bag en testamentsbestemmelse med en almenvelgørende forening som kapitalarving og en person som rentenyder, er, at en ældre testator har en person på nogenlunde sin egen alder, som testator ønsker at sikre økonomisk til vedkommendes død, hvilket ofte er en kortere årrække. Det er således helt legitimt, at testator har indsat en person som livsvarig rentenyder samtidig med, at testator ønsker at sikre som sin primære testamentsbestemmelse, at kapitalen efter rentenyderens død tilfalder en almenvelgørende forening frem for måske fjernere slægtninge.

Rentenyderen skal betale skat af de renteindtægter, der modtages, og statskassen er således bedre stillet, end hvis kapitalen uden rentenydelsesret straks var tilfaldet den almenvelgørende forening, idet statskassen i den situation hverken ville have modtaget afgift eller skat.

Efter ændringen af boafgiftslovens § 14 med virkning pr. 1. januar 1997 skal der nu som udgangspunkt betales 36,25 pct. i bo- og tillægsboafgift af hele kapitalen, uanset om rentenyderen kun modtager sin rentenydelse i kortere tid, enten fordi rentenydelsen er tidsbestemt, eller fordi rentenyderen afgår ved døden kort tid efter arvelader.

I den situation, hvor rentenydelsen er kortvarig, er afgiften i dag endda betydelig højere end før boafgiftslovens ikrafttræden pr. 1. juli 1995, idet der efter de gamle regler blev betalt afgift af den kapitaliserede værdi af rentenydelsen, hvorved der blev taget hensyn til rentenyderens alder, således at afgiften var mindre, jo ældre rentenyderen var.

Ændringen i boafgiftslovens § 14 pr. 1. januar 1997 har formentlig to konsekvenser

1. Testator vælger at droppe planerne om at tillægge nogen en rentenydelse med den konsekvens, at kapitalen straks går til en almenvelgørende forening uden afgift eller skat til statskassen.

2. Testator vælger at droppe den almenvelgørende forening som arving, men indsætter i stedet den, der var tiltænkt en rentenydelse, som kapitalarving.

På den baggrund foreslås det at ændre boafgiftslovens § 14, således at der på ny gives mulighed for afgiftsfritagelse, når arvingen kan få bevilget afgiftsfritagelse i medfør af boafgiftslovens § 3, stk. 2, og uanset at der på kapitalen midlertidigt hviler en brugs- eller indtægtsnydelse.

Ad pkt. 2

Før dødsboskattelovens vedtagelse pr. 1. januar 1997 var der mulighed for at afslutte offentligt skiftede boer med dødsdagen som skæringsdag, hvilket havde den konsekvens, at der ikke var løbende indtægter til beskatning i boet.

Var boets arvinger en eller flere almenvelgørende fonde og foreninger, der i forvejen var skattefri, kunne der således ved at afslutte dødsboet med dødsdagen som skæringsdag opnås skattefrihed af de løbende renteindtægter fra afdødes dødsdag.

I henhold til tidligere lovgivning kunne almenvelgørende fonde og foreninger i et vist omfang undgå avancebeskatning ved udlæg af aktier, idet de almenvelgørende fonde og foreninger kunne få aktier udlagt med succession.

Ved lovændringer i de seneste år er de almenvelgørende fonde og foreningers skatteforhold i forbindelse med dødsbobehandling blevet forringet.

For det første er det bortset fra de første 9 måneder, se nedenfor ikke længere muligt at slutte et dødsbo med dødsdagen som skæringsdag. Denne mulighed bortfaldt med dødsboskiftelovens ikrafttræden pr. 1. januar 1997. For bobestyrerboer fremgår det således af dødsboskiftelovens § 68, at boopgørelsen skal fremlægges til godkendelse på et afsluttet bomøde senest 2 måneder efter skæringsdagen, og for privatskiftede boer fremgår det af dødsboskiftelovens § 32, at boopgørelse skal indsendes til skifteretten og skattevæsenet inden 3 måneder efter den valgte skæringsdag. De nævnte bestemmelser forhindrer derfor, at boet kan afsluttes med dødsdagen som skæringsdag.

For det andet er det fra 1. januar 1999 ikke længere muligt for almenvelgørende fonde og foreninger at succedere i aktieavancen ved udlæg af aktier, jf. lov nr. 431 af 26. juni 1998.

For at stille almenvelgørende fonde og foreninger som før de seneste ændringer af dødsboskifteloven og aktieavancebeskatningsloven foreslås det, at dødsboer, hvor arvingerne alle er almenvelgørende fonde og foreninger, der i forvejen er fritaget for bo- og tillægsboafgift, også fritages for dødsbobeskatning.

I henhold til § 68 i dødsboskifteloven kan et bobestyrerbo i de første 9 måneder afsluttes med dødsdagen som skæringsdag, og tilsvarende bestemmelse findes for privatskiftede boer i dødsboskiftelovens § 32. Disse bestemmelser er imidlertid ikke tilstrækkelige til, at almenvelgørende fonde og foreninger kan opnå skattefrihed.

Det er kun større boer, der overhovedet er skattepligtige i henhold til dødsboskatteloven, og det er kun større boer, hvor indtægterne har en sådan størrelse, at det er relevant at drøfte fritagelse for dødsbobeskatning. Større boer med komplicerede aktiver og passiver, herunder f.eks. en eller flere faste ejendomme, vil normalt ikke kunne afsluttes inden 9 måneder efter dødsdagen, og derfor har større boer ingen glæde af disse undtagelsesbestemmelser.

I øvrigt vil boets opgørelse med dødsdagen som skæringsdag ikke medføre, at boet fritages for aktieavancebeskatning, hvis der ved arveudlæg af aktierne konstateres en avance.

Det tab, statskassen lider ved at fritage dødsboer hvor arvingerne udelukkende er fonde og foreninger for dødsbobeskatning, er beskedent, men har betydning for de almenvelgørende fonde og foreninger, som modtager store arvebeløb.

Ad pkt. 3

Før 1. januar 1997 skulle legater til f.eks. almenvelgørende fonde og foreninger udbetales, så snart dødsboets formueforhold tillod det, hvilket typisk var, når proklama med tre måneders varsel var udløbet og der ikke længere var tvivl om boets solvens.

Med dødsboskiftelovens § 14 ændres den tidligere mangeårige retstilstand, idet legater efter den nye lov skal opfyldes senest samtidig med, at boets øvrige aktiver deles mellem arvingerne.

Arvingerne har interesse i at vente med at udbetale legater indtil boets afslutning, idet legaterne ikke skal forrentes, og arvingerne derved modtager renter af legatbeløbene længst muligt.

Legatbeløb til almenvelgørende fonde og foreninger er ofte betydelige og overstiger i visse dødsboer de beløb, der er tilbage til deling mellem arvingerne.

Der er derfor svært at finde begrundelse for, at det er arvingerne, der kan beslutte, at udbetaling af legater skal vente længst muligt, således at arvingerne derved kan opnå renter af legaterne på bekostning af legatarerne, der ofte er almenvelgørende fonde og foreninger.

På den baggrund foreslås det, at arvingerne efter 6 måneder fra dødsdagen bliver pålagt at forrente legaterne med en passende rente, der svarer til den rente, boet måtte have indvundet af boets likvide midler (f.eks. bankindestående og obligationer), dog mindst en rente svarende til diskontoen.

Med en sådan rentebestemmelse opnår man, at legatarerne modtager en kompensation, hvis arvingerne ønsker at trække en udbetaling af legaterne i langdrag, men man opnår også, at arvingerne får et incitament til at udbetale legaterne hurtigere, f.eks. fordi en rente svarende til diskontoen kan være højere end den rente, boet opnår på boets bankkonto.

Det bemærkes, at der i dødsboskiftelovens § 88 findes en bestemmelse om betaling af morarenter, hvis en legatar ikke fyldestgøres rettidigt. Disse morarenter påløber imidlertid først, hvis arvingerne eller bobestyrer ikke udbetaler legaterne samtidig med udlodning til boets arvinger, og de i § 88 omtalte morarenter angår således som udgangspunkt først perioden efter boets afslutning.

For statskassen har det reelt ingen betydning, at boet pålægges at forrente legaterne. For de almenvelgørende fonde og foreninger vil det imidlertid være af stor økonomisk betydning med en forrentningsbestemmelse.

Provenumæssige konsekvenser

Forslaget skønnes at medføre et årligt merprovenu på ca. 5 mio. kr., løst beregnet på baggrund af foreliggende oplysninger om skatte- og afgiftspålæggelse på arv til almennyttige foreninger og organisationer i perioden 1. januar 1998 til 1. september 1999.

Skriftlig fremsættelse

Børge Klit Johansen (KRF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om lempelse af skatte- og afgiftsregler for almenvelgørende fonde og foreninger m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 1).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.