Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om biblioteksvirksomhed
Statutory Text (1 Articles)
Ændringsforslag stillet den 27. april 2000 uden for betænkningen
Ændringsforslag
til 2. behandling af
Forslag til lov om biblioteksvirksomhed
Af kulturministeren
Til § 21
10) Paragraffen affattes således
»§ 21. Kommuner kan opkræve et gebyr for overskridelse af lånetiden. Gebyret kan højst udgøre 20 kr. for materialer, som en bruger har lånt samtidig, som har samme lånetid, og som afleveres samlet, dog højst 10 kr. for børn under 14 år. Såfremt overskridelsen er mere end 7 dage, vil gebyret kunne forhøjes til 110 kr., dog højst 55 kr. for børn under 14 år. Såfremt overskridelsen er mere end 30 dage, vil gebyret kunne forhøjes til 220 kr., dog højst 110 kr. for børn under 14 år.
Stk. 2. Beløbene, der er nævnt i stk. 1, reguleres pr. 1. januar, første gang den 1. januar 2001, med satsreguleringsprocenten, idet der afrundes til beløb, der er delelige med 5.«
Bemærkninger
Til nr. 10
Kulturministeriet har udformet ændringsforslaget med henblik på at sikre, at de forudsatte merindtægter ved en justering af gebyret for overskridelse af lånetiden vil kunne opnås. I lovforslagets økonomiske grundlag er det således forudsat, at en justering af gebyret vil kunne skabe et øget indtægtsniveau for folkebibliotekerne på i størrelsesordenen 30-40 mio. kr.
Kulturministeriet er af Biblioteksstyrelsen og en række biblioteker blevet gjort opmærksom på, at folkebibliotekerne efter lovforslagets gebyrbestemmelser samlet set ikke vil kunne opnå de forudsatte merindtægter. Det er endvidere blevet påpeget, at lovforslagets gebyrbestemmelser, hvorefter folkebibliotekerne skal kombinere et gebyr pr. materialeenhed med et maksimumgebyr pr. samlet lån, vil komplicere gebyropkrævningen for både personale og brugere.
Efter ændringsforslaget fastholdes den gældende praksis på gebyrområdet, hvorefter folkebibliotekerne opkræver betaling for et samlet lån uanset antallet af materialeenheder, der har været hjemlånt. Dette skyldes, at brugerne ofte afleverer et fåtal af materialer for sent.
Efter ændringsforslaget vil der derfor ikke blive fastsat et maksimum pr. materialeenhed, men alene et samlet maksimum for materialer, der lånes og afleveres samlet. Dette maksimum vil også kunne vedrøre ét eksemplar, medmindre en kommune har fastsat et andet beløb inden for maksimumgrænsen.
Der er med ændringsforslaget skabt gode muligheder for, at bibliotekerne kan tilrettelægge en gebyrpolitik, der dels vil sikre, at de forudsatte merindtægter i lovforslagets økonomiske grundlag vil kunne opnås, og dels er enkel at administrere og forklare over for brugerne.