Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Tillægsbetænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 4. maj 2000
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.
(Opdeling af vandafledningsbidraget i en fast og en variabel del m.v.)
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Dansk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, men vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) I det under nr. 5 foreslåede § 2 a, stk. 3, 5. pkt., indsættes efter »år«: », jf. dog § 7 b, stk. 1«.
2) I det under nr. 5 foreslåede § 2 a, stk. 4, indsættes efter »spildevandsanlæg«: », jf. dog § 7 b, stk. 1«.
3) I den under nr. 15 foreslåede § 7 b affattes stk. 1 således
»Ejere af ejendomme, der er tilsluttet eller kontraktligt tilknyttet den offentlige kloakforsyning, og som betaler vandafledningsbidrag efter målt forbrug, jf. § 2 a, stk. 3, skal medvirke til aflæsning af vandmålere ved afgivelse af oplysninger til kloakforsyningen. Hvis ikke ejeren ønsker at medvirke, kan kloakforsyningen fastsætte et skønnet forbrug. Det skønnede forbrug må dog ikke for en boligenhed overstige 600 m3 pr. år.«
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene er konsekvensændringer som følge af forslaget til ændret affattelse af § 7 b, stk. 1, jf. ændringsforslag nr. 3.
Til nr. 3
Ændringsforslaget fastslår en generel pligt for de til kloakforsyningen tilsluttede eller kontraktligt tilknyttede forbrugere til at medvirke ved aflæsning af vandmålere til brug for beregning af vandafledningsbidraget. Ændringsforslaget indebærer endvidere, at kloakforsyningen kan fastsætte et skønnet forbrug, hvis ikke grundejeren ønsker at medvirke ved aflæsningen af vandmåleren. Det fastsatte skønnede forbrug kan dog ikke for en boligenhed overstige 600 m3 pr. år.
Det er et erkendt problem, at grundejere med den gældende lovgivning kan spekulere i at undlade at aflæse vandmåleren og videregive oplysningerne til kloakforsyningen, hvis grundejeren har haft et større vandforbrug end det, kommunen har fastsat som maksimum for et skønnet vandforbrug. I den gældende lov er der endvidere for boligenheder fastsat et loft for det skønnede vandforbrug på 170 m3 pr. år.
Med ændringsforslaget kan kommunerne i de tilfælde, hvor en grundejer ikke rettidigt eller frivilligt ønsker at medvirke til aflæsningen af målerne, skønne et realistisk vandforbrug for ejendommen.
Det skønnes, at forslaget til ændret affattelse af § 7 b, stk. 1, i de fleste tilfælde vil kunne imødegå situationer, hvor grundejeren spekulerer i at undlade at afgive oplysninger til kloakforsyningen.
Martin Glerup (S) Carsten Koch (S) Inger Bierbaum (S) Lis Greibe (S) Niels Bloch Jespersen (S) Jørn Jespersen (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Henriette Kjær (KF) nfmd. Gitte Seeberg (KF) Arne Kirkelund (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.